★★★★★☆ Arven – fremragende ensemblespil i stærkt repertoirevalg

Arven på Det Kongelige Teater er magisk teater, man kan flytte ind i. Over otte timer skaber dramaet forbindelse mellem nutid og fortid i homoseksualitetens historie og fremskriver i en både legende og rørende iscenesættelse generationstabet til AIDS og fremtidens mulige veje.

Der er noget helt magisk over at tilbringe over otte timer sammen med et dramas karakterer. Man synker ind i fortællingens univers og forbinder sig til personerne i det på en anden måde end med en nok så intens enakter. I Matthew Lopez’ prisbelønnede Arven spejler den langstrakte form derfor også dramaets tema og budskab: Forbindelser mellem mennesker. ”Only connect” lyder således epigrafen på E.M. Forsters roman Howards End, som Arven er skrevet ovenpå.

Boblende iscenesættelse i dragende smuk scenografi

Ti unge mænd entrer scenen. De har en historie at fortælle, men kan ikke komme i gang. Så kommer hjælpen fra en tidligere generations forfatter. Jens Jørn Spottag er denne E.M. Forster-figur, der selv er fyldt af de fortællinger, han ikke kunne skrive i sin tid. Han rækker gennem tiden til de unge venner, som vi møder i 2016, hvor livet er legende og replikken rap i den kulturelle bøsseklasse i New York. Senere kommer Trump og trækker frontlinjer op mellem vennerne.

Kæresteparret Eric og Toby er historiens omdrejningspunkt. Den ene mørk, martret og selvdestruktiv. Den anden lys, nysgerrig og usikker. Omkring dem vennerne. På hver deres måde privilegieblinde. Toby villet blind, for hans baggrund er til dels en anden. Løssluppen dans veksler med begavet konversation i Thomas Bendixens boblende iscenesættelse, der næsten som en koreografi tegner miljø og relationer i et imponerende flow. Palle Steen Christensens enkle sceneopbygning i lyst, ornamenteret træ skifter sanseligt tid og rum med lyset og hans dragende smukke videoscenografiske lag.

Kalejdoskopisk kulturhistorie vinder med genkendelige karakterer

Overklassedrengen Adam, trækkerdrengen Leo med digterdrømmene, den liberale rigmand Henry og hans milde, humanistiske mand Walther bliver katalysatorerne for vennegruppens – og særligt Eric og Tobys – udvikling. Sammen og hver for sig, mens de samtidig, som perler på en snor, illustrerer minoritetens placering og muligheder i historiske tider og ikke mindst i sociale klasser.

Arven vil meget og bliver en anelse konstrueret af og til, men lykkes alligevel i sin kalejdoskopiske kultur- og samfundshistorie, fordi den er så fuld af genkendelige karakterer og deres svimlende forelskelser, smertefulde brud, brutale overgreb og nænsomme kærtegn.

Jens Jørn Spottag får salen til at sukke med sin faderlige og dog så uskyldsrene forfatter. Hans timing er enestående. Morten Kirkskov forsvarer fornemt Henrys kontrollerede Trump-støtte og gør ham til et nuanceret menneske. Men det er de ti unge, der især får lov at stråle.

Emil Blak Olsens stilfærdige udvikling som Eric spændt op mod Alvin Olid Bursøes Tobys rasende raid mod afgrunden. Jonathan Bergholdt Jørgensens glatte Adam modsvares af hans knugede tristesse som Leo. Sigurd Holmen Le Dous og Magnus Haugaard er guddommeligt timede som Henrys to business-bøvede sønner. Anton Hjejle og Kristoffer Eriknauer fortryller som de to Jasoner, der bygger rede, mens August Issa Carter og Troels Kortegaard Ullerup finder blidheden i unge Henry og Walthers forelskelse. Cadeau til Thomas Bendixen, der formår at kalde det bedste frem i alle og skabe et diverst rum med en dialog varieret i mange tempi og tonearter.  

Der er en arv

Det er en rasende velskreven tekst, der fungerer eminent på replikniveau og forstår at placere stemningsskift og cliffhangere, så vi hænger på og bliver i fortællingen trods de mange pauser. At historien udspiller sig i New York, står ikke i vejen for indlevelse i en dansk kontekst. Historien om AIDS og homofobi er global, og relationerne i Arven taler almengyldigt til den enkeltes hjerte. Men teksten er til gengæld lang på den amerikanske måde, hvor meget bliver overfortalt og nogle sekvenser fremstår som kronikker mere end dramatisk dialog.

Første del er en funklende perle, hvor hver scene leder til den næste, mens nutidens konflikter og karakterer raffineret flettes ind i homoseksualitetens historie og elementer fra Forsters roman. Der er en arv. En arv til dem, der gik forud. En arv, der skal gives videre til dem, der skal komme. En konkret arv i form af et hus, der også er en følelse og et ansvar. En sorgtung arv og en queer-kulturel arv, der hylder livet.

Hvilket klogt repertoirevalg

Anden del er mørkere, men det er ikke derfor, den føles længere. Det er fordi, vi igen skal repetere de samme traumer og tilmed sent introduceres for nye karakterer. Karen-Lise Mynster er fremragende som moren, der mistede sin søn til AIDS og dedikerede sig til at pleje andre syge. Men ret beset tilfører rollen intet til det, vi allerede ved. Den er blot endnu en tråd i det mindetæppe over en epidemi, som forestillingen også er. Anden del kunne være skåret en del dramaturgisk, til gengæld ville jeg ikke for alt i verden have undværet dens dybt rørende slutning, hvor erkendelser fæstner sig og binder bro over tid og rum.

Hvor er det opløftende, at Det Kongelige Teater binder an med dette maraton af et kulturhistorisk drama – og forløser teksten så fornemt. Hvilket klogt repertoirevalg med et drama, der ikke blot fremskriver fortiden, men også taler direkte ind i tiden med plads til tid og nærvær. Ikke mindst fordi det præsenterer en buket af unge talenter, der kvitterer ved at løfte hinanden i et sjældent set fint ensemblespil.  

Arven kan ses over to aftener, men jeg vil – som altid, når det er muligt – opfordre til at se hele forestillingen på én dag.