★★★☆☆☆ Græsset er grønnere – musikalsk powerduo står bag godmodig og lidt letbenet selfieopera

Posen er rystet på Den Fynske Opera, hvor Oh Land og Adi Zukanovic har skrevet en slags operamusik til Ida Michael Kibergs romantiske smartphonedystopi Græsset er grønnere, der bobler indbydende, men savner dybde.

På vandrørene forlyder det, at Det Kongelige Teater fremover vil nedskalere sit engagement i nyskreven dansk opera. Er der hold i rygterne, skal man derfor i fremtiden sætte sin lid til, at især Den Fynske Opera løfter opgaven med at opdyrke nye talenter og eksperimentere med kunstarten.

Det virker den gode institution heldigvis opsat på at blive ved med at gøre. Godt set er det i hvert fald af kunstnerisk leder Ida Michael Kiberg at engagere den musikalske powerduo Nanna Øland Fabricius (Oh Land) og Adi Zukanovic som komponister til sit eget hjertebarn, Græsset er grønnere, hvor hun selv står bag idé, libretto og iscenesættelse.

Fabricius gjorde sidste år en god figur som entertainer i Kurt Weill og Bertolt Brechts De syv dødssynder på Det Kongelige Teater og har som barn af sopran Bodil Øland haft opera tæt inde på livet siden barndommen. Zukanovic har skrevet musik til Sydhavn Teater og er en af landets fremmeste rytmiske pianister.

På papiret et spændende match.

Scenografisk overskud

Rent melodisk glitrer musikken også i Fabricius, Zukanovic og Kibers opera om manglen på tilstedeværelse og nærvær i en tid, hvor alle oplever verden gennem deres telefoner. Men det står også hurtigt klart, at Græsset er grønnere mest er opera af navn.

Scenografien imponerer med drejescene, udkigstårn og fint med plads til det, for odenseanske forhold, usædvanligt store antal medvirkende: to dansere, otte sangere og tolv musikere fra Danmarks Underholdningsorkester. Der er en bevægelighed, lethed og scenisk dybde, som gør opsætningen smidig og indbydende.

Danserne Vivian Põldoja og Raphaël Eder Kastling svæver boblende rundt som et billede på den romantiske kærlighed, de blaserte sangere har så svært ved at finde i en digitaliseret verden. Scenerne skifter let mellem bussæder, kaffebar og videodrevne intermezzi med memes, selfies og profiltekster på datingapps.

Men er der konflikt, drama og omslag til at bære en opera?

Savner kant

Det er her, at både musik og libretto savner kant og snilde. Sidsel Aja Eriksen og Frederik Rolin spiller de to gennemgående figurer, som søger ægthed i en overfladisk verden og til allersidst øjner hinanden, og det gør de med tilstedeværelse og vokalt overskud.

Men deres dramaturgiske udvikling hæmmes af, at partituret ikke formår at hæve sig over det sødladent boblende, og at librettoen sprogligt og tematisk har generisk tilsnit.

”Det er umuligt at se skoven for de mange træer,” synger Eriksen og Rolin lidt uoriginalt til hinanden, og fra udkigstårnet fører Tina Kiberg en ældre kvindes umulige telefonkrig mod ubehjælpelig kundeservice, som er humoristisk, men også enormt forudsigelig.

Point for forsøget

Bedst fungerer de ordløse intermezzi med elektronisk stomp og lyden af selfietagende trutmunde. Her er den energi, der ellers går tabt i musikkens langsommelige recitativer og lidt uafrundede arier.

Og her giver det bedre mening, at sangerne er forstærket, end det gør i det meste af operaen. Som jo egentlig i lange stræk minder mere om en romantisk musical med sin letbenede harmonik og sit noget uudfoldede konfliktspil – den happy end kan spottes på lang afstand, uden at der egentlig bygges op til den.

På papiret var Græsset er grønnere et spændende match, men i praksis er det endt som en ellers indbydende og sympatisk opsætning, der ikke vil nok og heller ikke fremviser tilstrækkelig kompositorisk eller tekstlig egenvilje til rigtigt at rykke ved noget.

Men point til Den Fynske Opera for forsøget.