Den Jyske Operas operachef siden 1. maj 2017, Philipp Kochheim, har besluttet, at han ikke ønsker at forlænge sin ansættelse. Han vil fortsat stå i spidsen for Den Jyske Opera, indtil hans kontrakt udløber med udgangen af sæson 2023-24.
”Efter syv fantastiske år har jeg besluttet at slutte mit embede som operachef på Den Jyske Opera ved udgangen af sæson 2023-24. Det har været en vidunderlig tid, og jeg vil til evig tid være stolt over, hvordan medarbejderne i det fantastiske kompagni har dedikeret alle deres talenter og ydet en stor indsats for at indfri mine visioner om, hvordan et relevant musikteater skal være – uanset om det er opera, musical eller operette, og uanset om det er standardrepertoire eller en verdenspremiere.
Noget jeg især vil tænke tilbage på er først og fremmest Den Danske Serie, som er et udstillingsvindue for dansk operahistories enorme rigdom. Hertil vores fokus på en politisk opera som Passageren, der beviser, at musikteater ikke er et støvet museum. Derudover glæder jeg mig over den gratis udendørskoncert Opera i Parken, der er en fejring af klassisk musik sammen med tusinder af fans i Aarhus. Til sidst er jeg særligt glad for at se så mange flere unge ansigter blandt vores publikum i dag.
I disse udfordrende tider, mener jeg dog, at tiden er kommet til at lade nye ideer og en anden energi bane vejen for fremtiden for denne vigtige institution, der forsyner hele landet med musikteatrets vidunderlige værker,” udtaler Philipp Kochheim om sin beslutning.
Kunstnerisk aftryk
Bestyrelsesleder i Den Jyske Opera, Leif Lønsmann, respekterer operachef Philipps Kochheims beslutning og udtaler:
”Philipp Kochheim har gjort en stor og vigtig indsats for Den Jyske Opera og har gennem snart syv år sat sit unikke, personlige præg på Den Jyske Opera til glæde for publikum, kunsten og det danske kulturliv. Hans kunstneriske talent og personlige repertoirevalg har sikret Den Jyske Opera en stærk placering i det danske kulturliv og den danske operahistorie. Han har programsat store klassikere som Carmen, Aida og Tryllefløjten. Han har med Den Danske Serie introduceret det danske operapublikum for oversete eller ukendte danske værker som Ennas Kleopatra, von Klenaus’ Michael Kohlhaas, Hameriks La Vendetta, og dertil bidraget med sin helt egen Inkognito Royal om den danske Kong Frederik d. 8.”.
I den kommende sæson 2023-24 vil Philipp Kochheim skabe en ny opsætning af Puccinis klassiker Tosca iscenesat af operalegenden José Cura, og med H.C. Andersens operaeventyr Ravnen med musik af J.P.E. Hartmann samt de knuste hjerters opera nr. 1 – Massenets Werther.
Om den forestående ansættelsesproces udtaler bestyrelsesleder Leif Lønsmann, at man vil begynde rekrutteringen snarest muligt med henblik på ansættelse næste sommer i forbindelse med sæsonstart 2024-25. Hvem der bliver den nye operachef forventes at blive offentliggjort i efteråret 2023.