★★☆☆☆☆ Medarbejderudviklingssangen – MUS-samtalen i musikalsk overfladebehandling

I Teater STUKs fjerde forestilling møder MUS-samtale musik i en udforskning af den svære work/life balance. At sætte den moderne ledelsesretorik på vers udstiller dens banale klicheer. Men Medarbejderudviklingssangen på Aalborg Teater kommer heller ikke meget længere ind i temaet end det.

Har man nogensinde været til MUS-samtale, kender man alle klicheerne. Ord som omstillingsparathed, effektivisering og kompetencekurser mødes i en delikat dans om personlige udfordringer og skjulte dagsordener. I Medarbejderudviklingssangen udføres denne dans af Solvej Kyung-Sook Christiansens undertrykt stressede afdelingsleder Iben og Kathrine Høj Andersens underligt dum blondine-agtige koordinator Vibeke.

Begge karakterer spilles med en distræt overfladiskhed som for at understrege, at de heller ikke helt selv ved, hvorfor de skal holde MUS, og hvad meningen med det hele egentlig er. Den lidt fremmedgjorte spillestil er sjovt tænkt, men den fremmedgør desværre også sit publikum, fordi den gør satirens formål utydeligt. Skal vi grine af dem eller med dem?

App-problemer i IKEA-land

Vi er i et hvidt kontor med kønsløse plasticmøbler, hæve/sænkebord og en sterilitet, som er en operationsstue eller en IKEA-udstilling værdig. Hele vejen rundt om scenen er der persienner, som skiftevis skjuler og afslører handlingen i en lidt langsommelig gemmeleg, der tager tempoet ud af forestillingen. Rundt om scenen er der et bed fyldt med bregner. En væltet trillebør, en bilfælg og en blikspand mænger sig med de grønne vækster og minder os om, at selv naturen ikke længere er et roligt tilflugtssted fra den stressende hverdag.

Plottet handler på overfladen om implementeringen af en automatiseret kalenderapp, som indkalder til krisemøder, ingen har bedt om, og planlægger fredagsøl om onsdagen. Men omdrejningspunktet bliver kvindernes personlige udfordringer med småbørn, hus på landet og karriere, som de har sværere og sværere ved at håndtere. Præmissen om at iscenesætte MUS-samtalen som en kamp mellem det professionelle og private er god, men den drukner i en meget bogstavelig tekst. William Lipperts manuskript er i store træk blottet for undertekst eller poesi og staver alle sine pointer.

MUSens banaliteter sat på musik

Anastasia Holst Nørlunds iscenesættelse forsøger at tage os ud af MUS-retorikken og ind i kvindernes forsømte følelsesliv med musik, dans og drømmesekvenser. Musikken fremføres på scenen af Lasse Bernt Sandkamm på guitar og kontrabas. En blanding af uptempo musical-numre, sødmefulde guitarmelodier og insisterende chansons giver musikalsk form til meget erklærende tekster om at have fået nok af appen, hvordan digitaliseringen gjorde en ende på Arnold Busck, eller hvor svært det er at være både hustru, mor og medarbejder.  

Musiknumrene og de mere syrede drømmesekvenser, hvor Iben roder rundt i bregnerne og sin stressede underbevidsthed, har potentialet til at tilføre et tiltrængt element af både abstraktion fra og udstillelse af den banale ledelsesretorik og fremme indlevelsen i karakterernes følelsesliv. Men den overfladiske spillestil og udpenslende tekst gør, at disse greb desværre ikke tilføjer noget nyt til hverken handlingen eller tematikken.

Konstateringer frem for refleksioner

Medarbejderudviklingssangen tager uden tvivl et virkelig relevant tema op. Om hvordan det er svært få plads til det hele menneske på moderne arbejdspladser og at få et meningsfuldt arbejdsliv midt i konstant omstilling og usikkerhed. Det er på den måde teater til sin samtid.

Men forestillingen når bare aldrig rigtig længere end til at konstatere, at work/life balance er svært. Og det kommer nok ikke som en nyhed for nogen. På trods af at skuespillerne skaber små glimt af komik, er både scenografi, replikker og sange simpelthen så bogstavelige, at forestillingen hverken får satirisk bid eller psykologisk dybde.