★★★☆☆☆ HAM – dystopisk dannelsesrejse i voldens prisme

MØR collective gæstespiller på Teater FÅR302 med Abelone Koppels dystre tekst HAM om had og homofobi set gennem voldens prisme. Det er en dystopisk dannelsesrejse, der især lever i kraft af dygtige spillere og et dragende musikalsk univers.

Den gyldne buket af lamper på bagvæggen kaster et varmt, men diffust lys ud i FÅR302s mikroskopiske scenerum og farver det mørkegrønt. Spinkle lyde på melodisk baggrund kommer fra Anika Barkan og Mika Forsling, der statuarisk står i en instrumentø foran lyset. Langsomt kommer også Johannes Lilleøre og Nicolai Duckert Perrild til syne længere fremme. Næsten ens klædt i hvide undertrøjer, jeans og sort fodtøj

Annonce

Det, der er inden i mig

”I begyndelsen var volden”. Ordene lægger til klaustrofobien i rummet. Men ”I begyndelsen var (også) kærligheden”. De to begreber fletter sig uløseligt sammen i Abelone Koppels tekst, der snurrer undersøgende om had og homofobi. Om kærlighed til en far og om kærlighed til en partner. Om farens kærlighed til sønnen og nok allermest om kærligheden til sig selv.

For det er svært med ”Det, der er inden i mig”. Det, som far ikke vil se, og som de to elskende mænd bearbejder i en form for gestaltterapi, hvor den ældre indtager rollen som den yngres afvisende far for at undersøge relationen og arbejde videre med den eller fra den. Rollespillet kammer undervejs over i en rå, voldsom sekvens. Den ældre hævder, at faren altid vil vinde over sønnen. At vold er svaret på en voldelig omverden.

Et sted at være i verden

Men det handler jo ikke kun om farens afvisning. Det handler også om et samfund, der afviser, og dermed forstærker den enkeltes oplevelse af at være et monster. Om at underlægge sig normer, der udgrænser den, man selv er. ”Hvorfor lytter du kun til din fars stemme?”, spørger den ældre æggende, mens han forsøger at lokke den yngre ud af sin normbestemte ham.

Måske når de alligevel hinanden, den sørgende far og sønnen. Måske finder sønnen et sted at være i verden. Håbet lyser i slutningen. Sammen med ord, tårer og had. Anika Barkans sang glider som det observerende øje gennem forestillingen. Vidende, men udenfor den virkelighed, de to mænd befinder sig i.

Stedet mellem vold og sårbarhed

Teksten er ret let, næsten endimensionel og blottet for undertekst. Det er stumper af samtaler, som stykkes til en dannelsesberetning, der ikke har dybe undertoner, men lever i kraft af dens indskrivning i voldens tale. Johannes Lilleøre og Nicolai Duckert Perrild har hvert sit helt særlige scenenærvær, der balancerer fortællingens svære sted mellem vold og sårbarhed.

Men det er svært at få en krog ind i fortællingen, der trods momenter af voldsomhed af og til forekommer skematisk glat. En lidt anonym iscenesættelse kan trods de gode spillere heller ikke rigtig få fat og få forløst potentialet. Kernetemaets aktualitet, intensiteten i spillet og den dragende dystopisk-cool lydside gør dog HAM til en interessant og seværdig forestilling.