CPH Stage er Danmarks største teaterfestival, der over ti dage i København og på Frederiksberg præsenterer scenekunst for voksne fra både ind- og udland. Men hvad nu, hvis man bor i den anden ende af landet, og kun kan hive et enkelt døgn ud af kalenderen for at besøge festivalen. Hvor meget scenekunst kan man så opleve? Det satte ISCENE sig for at undersøge.
En hel torsdag fik jeg afsat i kalenderen til at besøge CPH Stage, plus tid såvel onsdag som fredag til at rejse frem og tilbage fra Aarhus. Det gav således lidt ekstra tid til at opleve festivalens tilbud, da jeg også kunne tage onsdag aften i brug.
Det blev halvanden dags tid med vidt forskellige oplevelser. Fra personligt, nærværende fortælleteater på et torv i Valby til en poetisk performancekoncert i Kødbyen. Fra en samtale om sex og kroppe i Skuespilhuset til eksistentielle overvejelser om menneskets forhold til naturen i Østre Kapel. En quiz med hotte præmier og en enkelt international performance, der godt kunne have brugt en dramaturgs kritiske blik.
Samtale om sex i dildoskoven forblev sober
Ankommet til København sidst på eftermiddagen onsdag kunne jeg netop nå forbi Skuespilhusets foyer, hvor journalist Camilla Boraghi og radiovært Barbara Nyholm sammen med teater- og operainstruktør Johan Klint Sandberg inviterede publikum til at lytte med til deres samtale om sex i scenekunsten under den fængende titel Knald på scenen.
Desværre var samtalen – trods en scene prydet af diverse farvestrålende dildoer og andet sexlegetøj – ikke helt så saftig og konkret, som titlen lagde op til. “Vi glemmer – også i dag, hvor vi sidder i dildoskoven – at der stadig er skam forbundet med sex,” sagde Barbara Nyholm, der havde overordentligt svært ved at koncentrere sig, da Camilla Boraghi stak hende en dildo og foreslog, at den kunne bruges som talestav.
“Det forførende er det, der ligger mellem linjerne i sproget,” sagde instruktør Johan Klint Sandberg, som mente, at hvis det sensuelle bliver for eksplicit på scenen, lukkes der for mange døre til publikums forestillingsevner.
Reality-tv-teater
Samtalen mellem de tre bevægede sig hurtigt fra at handle om sex til i stedet at fokusere på nøgenhed og de kropsidealer, som de oftest smukke kroppe, vi kan opleve på teater og i film, repræsenterer. “Skønhedsidealer er en ting, vi ikke for alvor har fundet et kunstnerisk sprog for endnu,” konstaterede Johan Klint Sandberg.
Det var primært Johan Klint Sandberg, der bragte konkrete instruktørvalg på banen, mens Barbara Nyholm bød ind med eksempler på seksuelt ladede iscenesættelser, som Stolthed og fordom på Betty Nansen Teatret og Arven på Det Kongelige Teater.
Imens sad Camilla Boraghi mellem de to som en outsider, der tydeligvis ikke var synderligt interesseret i teater, og derfor bød ind med underholdende kommentarer. Blandt andet et ønske om “reality-tv-teater”. Samtalen blev efterfulgt af en quiz arrangeret af sexshoppen Peech, hvor publikum inddelt i mindre grupper skulle besvare en række spørgsmål, der krævede en del specialviden om blandt andet seksuelle slangudtryk.
Lineær tid er en illusion
Onsdag aften sluttede i Østre Kapel på Vestre Kirkegaard, hvor fungi ¤ systems i Sydhavn Teaters lokaler spillede Vivian Nielsens Det porøse menneske i hendes egen, stemningsfulde, multimediale iscenesættelse. Det porøse menneske er fortællingen om kvinden Alex, der lever på sin helt egen vis, hvor hun “sidder for meget”, “taler for meget” og “bruger for mange fremmedord”. Siff Vintersols kejtede Alex har en kandidatgrad i biologi og “gad godt vide, hvordan det føles at være en plante”. Det indrømmer hun over for Maria Richs noget mere kassetænkende Fabia, der siden bliver hendes livsledsager og mor til deres datter.
Det højloftede rum i kapellet er i Marie Chemnitz’ scenedesign fyldt med et virvar af snore, der skaber forbindelser på kryds og tværs, og hvorfra diverse små dimser og fjer er hængt op. Gulvet er fyldt med store spagnumsække, som publikum kan sidde på, foruden møbler, lamper og masser af grønne planter, som Alex kærligt tager sig af. Virvaret af tråde skaber en sammenhæng mellem den erklæring om, at “lineær tid er en illusion,” som Rich som noget af det første fortæller publikum, hvorefter hun illustrerer tidernes sammenfletning med et garnnøgle.
Når Alex sidder, opstår visuelle, poetiske rum bag hende i billedkunstner Charlotte Petersens videodesign. Små grafiske film med flokke af rådyr, svampe og blomsterfrø, der flyver omkring, mens lokalet fyldes af sære lyde, blid musik og en ordløs mumlen, som har en beroligende, næsten meditativ indvirkning. Fra begyndelsen står det klart, at Alex er noget særligt, og snart forstår vi, at hun “lever i en positiv symbiose med en svamp,” der forlænger hendes liv bemærkelsesværdigt.
Charmerende fortælleteater
Hvor Det porøse menneske bød på en tankevækkende, sanselig oplevelse, så var første punkt på torsdagens program langt mere konkret og jordnær. På torvet foran Teater V i Valby fortalte performer Anders Falstie-Jensen fra The Rebel Alliance i Back to Square One? historien om sin 95-årige mormor Inga, mens han med farvestrålende gadekridt tegnede på fliserne foran publikum.
Som en grovskitse af en arkitekts plantegning opridsede Falstie-Jensens indretningen i Ingas lejlighed. Fra bogreolerne med billeder af børn, børnebørn og oldebørn til sofaen, hvor Inga hver dag tager sin middagslur. “This is what Inga’s world looks like,” forklarede han, mens alle de mange publikummer, der ved denne forestilling blandt andet bestod af en hel udskolingsklasse fra den internationale skole, fascinerede så til.
Fortællingen om Inga tager udgangspunkt i 2020, da den første del af corona-pandemien lukkede verden ned. Hvordan Inga fandt nye måder, hvorpå hun via videoopkald på sin iPad kunne holde kontakt med familien i New Zealand. I løbet af en times tid nåede historien dog omkring alt fra Vølvens spådom inklusiv en deltaljeret, blodig gengivelse af Ragnarok og en sammentælling af, hvor mange lande dagens publikum samlet set havde forbindelser til. For slet ikke at tale om den hjemmebagte kringle, som Inga ville have budt os på, hvis hun havde været der.
Back to Square One? var superfint fortælleteater. En internationalt skalerbar historie om noget ganske jordnært, der især lever gennem Anders Falstie-Jensens charmerende, højenergiske fortælleform.
Kaotisk performance
Næste programpunkt var også på Teater V i Valby, hvor The Fringe Ensembles Rauschen kunne opleves inde i teatersalen. Rauschen er en kaotisk, flersproget performance instrueret af ensemblets stifter Frank Heuel, der lader til at have haft lidt for meget på sinde på én gang.
Brudstykker af historier om forskellige mennesker fra forskellige dele af verden flettes sammen som en kakofoni af stemmer. Både fysisk foran publikum, hvor de fem medvirkende performere træder frem på skift, og på tavlen med overtekster over deres hoveder, der er så teksttung, at det ikke er muligt at få læst det hele – hvilket lader til at være en pointe i sig selv, da teksterne på tavlen til sidst lægges i utallige lag ovenpå hinanden.
Rauschen har meget på hjerte. “Freedom on movement is a human right,” lyder et af de mange udsagn. Der var noget gennemgående i performancen omkring forskellig levevis og lige rettigheder for mennesker, men der var også kvinder, der fik besked på at sprede benene, mærkelige sekvenser med sange, halvgennemsigtig plastik, ophængte, firkantede isflager, der langsomt smeltede og en lang fortælling om at være barnesoldat i Burkina Faso.
Rauschen sluttede med en nærmest uendelig gentagelse af omkvædet fra Midnight Oils Beds Are Burning med ordene: “How can we dance when our earth is turning? How do we sleep while our beds are burning?” Måske har instruktøren selv fornemmet, at budskabet ikke i sig selv stod klart nok frem i den ellers rigeligt lange performance, så det på denne vis måtte skæres ud i pap.
Performancekoncert med middelalderlig vibe
Langt mere vellykket var aftenens koncert med folk-duoen Bona Fide på Sort/Hvid. The Potentials of Melancholy er navnet på det, som Sort/Hvid i deres omtale kalder et gesamtkunstværk. Og det kan da også godt betegnes som en form for performancekoncert, hvor duoen ikke blot har fået selskab af tre yderligere musikere, så de tilsammen skaber et helt band med sang, violin, trommer, bas og guitar, men også optræder i en totalscenografi, hvor også publikum opholder sig.
Midt i scenerummet på Sort/Hvid er sanger fra Bona Fide, Sophia Luna Portra, placeret på en forhøjning i en enorm kjole, der med sine uendelige, draperede skørter og slæb dækker hele gulvet i lokalet. De øvrige fire musikere, der er placeret i en firkant omkring hende er alle iført tøj i samme chancerende beige farveskala som kjolen, og i snit og modeller, der – som klangen i musikken – leder tankerne hen på noget middelalderligt.
Publikum kan frit bevæge sig omkring i lokalet. Stå, sidde eller ligge på gulvet ovenpå kjolens slæb – sidstnævnte med en særlig stærk effekt, da det får musikkens puls til at vibrere endnu tydeligere gennem kroppen. En gennemtrængende duft af blomsterrøgelse fylder næseborene sammen med den velkendte duft af teaterrøgen, som i pulserende bølger sendes ud i lokalet. The Potentials of Melancholy er så afgjort en oplevelse, der taler til alle sanser på én gang.
Et døgn, fem vidt forskellige oplevelser
Sophia Luna Portras stemme er fyldig og dragende i al sin rene enkelthed. Christoffer Pihls stemningsmættede lysdesign, der varierer fra halvmørke til blussende varmt sollys, giver det hele det sidste pift, som løfter oplevelsen fra blot at være musikalsk til at være mere altomsluttende.
The Potentials of Melancholy byder på en fin balance mellem det øresønderrivende og det stille. Fra Portras næsten primalt skrigende stemme, der sammen med musikkens stigende kraft skaber dommedagsstemning i lokalet, til alt igen bliver mere stille og små, hvide fjer som snefnug daler ned over hende, mens hun løfter armene og bliver badet i gyldent lys, som var det ægte morgengry.
Egentligt havde jeg endnu en forestilling på programmet sent denne torsdag aften i Litteraturhaus på Nørrebro, men da koncerten på Sort/Hvid blev udskudt godt en halv time, var der kun knap 20 minutter til at klare turen til fods, hvilket desværre var umuligt. Men at nå fem så vidt forskellige oplevelser på et døgns tid var vel også mere, end man kunne håbe på. Så konklusionen er, at man godt kan få en hel del ud af en tur på CPH Stage, selvom man bor i den anden ende af landet og har begrænset tid til rådighed.
