★★★★☆☆ Parklife – immersive ture ind i magtens og naturens rum

Sommer er også vandreforestillingernes tid, og de pibler frem overalt. Liminal og tysk-britiske Gob Squad byder på to reflekterende ture i Kongens Have og Ørstedsparken i København under den fælles titel Parklife.

Vandreforestillinger findes i mange formater og har typisk en immersiv karakter, hvor publikum deltager i større eller mindre grad. Således også i de to parkture, som Liminal betegner som audio events. Man kan naturligvis selv dosere, hvor meget man vil bidrage med, men vandringerne er bygget op omkring en vis interaktion, som giver ordene i ørerne krop.

Annonce

The Lion i Kongens Have

Liminal står selv bag Parklife 1 – The Lion, der starter ved skulpturen Løven og hesten og ender i modsatte ende af Kavalergangen, der gennemskærer Kongens Have, ved Herkules Pavillonen. Inden da har vi marcheret på de skarptskårne stier, observeret magtens symmetriske linjer og lavet små dansende detours ud på plænerne, væk fra stierne.

Erik Polds stemme leder os gennem refleksioner om magtens væsen. Den magt, som i fordums tid var de kongeliges. Symboliseret i parkens regelrette struktur og slottet Rosenborg. Her bor nu – ifølge Pold – en binær prinsesse, der trives med dragen i voldgraven – og nok slet ikke vel reddes. I stedet kan vi lave vores egen revolution i et hjørne af parken, hvor vi kortvarigt overlades til vores eget kreative fællesskab.

Historien er fragmentarisk og fungerer mest som en opfordring til selv at reflektere over magt. Bryder man den ved at danse om rosenhavens bede? Næppe, men kroppens bevægelser sætter alligevel noget i gang, der måske bedst kan beskrives som en skærpet opmærksomhed. En opmærksomhed på omgivelsernes dufte, strukturer og teksturer og på hinanden som gruppe. Den gruppe af fremmede, der i en god halv time er sammen om at give fortællingen et fysisk udtryk.

This is not a line, but part of a very large circle

Himlen var mørk over Kongens Have, den dag jeg gik turen. Da jeg nåede anden del i Ørstedsparken faldt sommerregnen, der undervejs udviklede sig til skybrud. Det gav os en helt særlig oplevelse i en ellers næsten mennesketom park. Jeg forestiller mig, at turen er noget anderledes i solskin.

Temaet for Parklife 2 – THIS IS NOT A LINE, BUT PART OF A VERY LARGE CIRCLE er vores forhold til naturen, så regnen virkede som et naturligt element i tysk-britiske Gob Squads fortælling. Den starter ved kanten af søen, hvis bevægelser vi imiterer. Meditativt i sig selv, endnu mere med dråbernes krusning af vandspejlet. Vi deles i to og bevæger sig hver sin vej rundt om søen i en park, der – trods sit mindre velordnede præg – ligesom Kongens Have afspejler den civilisatoriske, menneskeskabte natur.

Vandringens titel er inspireret af en tekst af Yoko Ono om livets cyklus, og det lykkes at formidle budskabet om at være en del af noget større, hvoraf vi kun kan se en smule. Vi skaber forbindelser til naturen ved at stikke fingre i træer og holde hinandens hænder og øjenkontakt, mens regnen siler ned ad vores ansigter og skoene skvulper af vand. Vi fornemmer i den grad rifterne i det velordnede og ikke mindst naturens kaos, som vi er i, men ikke kan kontrollere.

Lad den civiliserede krop være til stede

Det bliver en mere intim oplevelse i Ørstedsparken, men de to audio events supplerer hinanden fint. I bevægelsen fra de skarpe linjer og velduftende roser til de snoede stier. Fra magtens former til relationernes nærhed. Mere kækt i Kongens Have, mere tyst i Ørstedsparken, men med en fælles opmærksomhed på forbindelser og at være en del af noget større, som vi måske hverken kan eller skal overskue.

Man kan godt nøjes med at lytte til de to lydspor i Parklife, men de er skabt til et aktivt publikum, der tør tage et dansetrin og kramme et træ, mens dagligdagen fortsætter omkring dem. Følger man med, er der en del at hente i dette lille, og på ingen måde påtrængende, afbræk fra samme dagligdag. Et tilbud om at se og sanse verden på en anden måde. Et tilbud om at lade sin travle, civiliserede krop være fuldt til stede.

Covid-19 lærte os at vandre igen, og de mange vandreforestillinger er vel til dels opstået netop på ryggen af pandemien. Det virker, som om det er en genre, der bider sig fast. En genre, der i Parklife, men også generelt pirker til magtfordelingen mellem scene og sal ved at tilskrive publikum agens og arbejde med scenekunst i et format, der arbejder meget direkte med vores omgivelser, idet forestillingerne selvfølgelig fortsat mest styres af dem, der vælger og former tur og og ledsagende fortælling.

Læs mere om Parklife-projektet her.