Populært lige nu

Annoncespot_imgspot_img

★★★★☆☆ Arendt taler historien ind i samtiden

Arendt – at se i mørke om filosoffen Hannah Arendt, der næsten er synonym med begrebet ondskabens banalitet, er efter premiere i Odense nået til Aveny-T i København. Forestillingen folder Arendts liv og værk ud i en lang, men helstøbt fortælling.

København 1975. En ældre kvinde kommer langsomt, men letfodet, pulsende på cigaretten ind til mikrofonen midtfor. Det er filosoffen Hannah Arendt. Hun er i København for at modtage Sonningprisen for sit bidrag til den europæiske civilisation. Rhea Lemans manus foregår i timerne op til overrækkelsen, hvor Arendt skriver sin takketale på hotelværelset i intens dialog med sine minder.

Annonce
Arendt
Ina-Miriam Rosenbaum og Benjamin Kitter i Arendt, Off Off/Produktion og Odense Teater. Foto Emilia Therese.

Ondskabens banalitet

Stærkest står to mænd i erindringen. Heinrich Blücher, hendes afdøde mand, og nazisten Adolf Eichmann, om hvem hun skrev en bog, der introducerede begrebet “ondskabens banalitet”. I bogen afmytologiserer hun ondskaben. Eichmann var i hendes optik ikke et monster, men en bureaukrat med særlig sans for logistik, men uden evne til at reflektere over sine egne handlinger.

Bogen om Eichmann føjede sig ind i Arendts livslange undersøgelse af det politiske menneske og hendes spørgen til det menneskelige ansvar. Arendt udfordrer processen mod Eichmann i Jerusalem i 1961 for at være et show og bogen om ham insisterer på at se nuancerne. En svær position i 1961, en mere anerkendt i 1975, hvor hun modtager prisen. En position, der igen i dag er svær, når totalitarismen rykker tættere på.

Arendt
Klaus T. Søndergaard, Benjamin Kitter og Ina-Miriam Rosenbaum i Arendt, Off Off/Produktion og Odense Teater. Foto Emilia Therese.

Indkapslet i tid og mentalt rum

Arendt – at se i mørke er således teater til tiden tematisk betragtet. Vi skal mindes om, at verden ikke er sort/hvid, at det personlige ansvar eksisterer og at ens job som filosof af og til kan være at forvirre. At gøre det gennem Arendt-figuren skriver sig samtidig ind i tidens indsats for at fremskrive betydningsfulde kvinder.

Vi følger hende fra 1931 i Berlins gryende nazisme, på flugt, i Paris, i interneringslejr, i New York, i Jerusalem som reporter, før ringen sluttes og talen begyndes i København. Lisbeth Burians scenografi forener smukt det kønsløse hotelværelse med sort-hvide billeder af tiden, der gik, og skylines fra de forskellige byer. Visuelt er vi på samme tid indkapslet i Arendts tid og hendes mentale rum.

Arendt
Ina-Miriam Rosenbaum, Klaus T. Søndergaard og Benjamin Kitter i Arendt, Off Off/Produktion og Odense Teater. Foto Emilia Therese.

Ina-Miriam Rosenbaum bevæger sig yndefuldt storrygende gennem tid og rum. Som ung forelsket i Heinrich, som midaldrende i clinch med Eichmanns anklager, som gammel tvivlende, men fortsat nysgerrig på det menneskelige. Benjamin Kitters Heinrich følger hende overalt. Ikke som en skygge, men som hendes livslange samtalepartner. Klaus T. Søndergaards Eichmann møder vi først på toilettet, men også han følger med og prikker til Arendts tvivl – skulle hun have undladt at skrive bogen om ham?

Heaven, I’m in heaven

De taler og taler, men indimellem brydes – eller suppleres – talestrømmene af små teatralske og magisk realistiske greb i Anne Zacho Søgaards iscenesættelse, der doserer med sikker hånd. Nu danser Eichmann koket på tå, nu kommer totalitarismen som en gøende skovhuggerkæmpe, nu går tiden i stå i en sensuel Ginger Rogers/Fred Astaire-rutine til tonerne af Dancing Cheek to Cheek.

Arendt
Ina-Miriam Rosenbaum og Benjamin Kitter i Arendt, Off Off/Produktion og Odense Teater. Foto Emilia Therese.

Arendt formåede at se i mørket. Ja, man forstår, at hun insisterede på det. Forestillingen om hende er gedigent, humanistisk teater, der også insisterer på, at vi lytter til de ord og indsigter, der ikke må glemmes, og som stadig er sørgeligt aktuelle.

Arendt er selv et menneske sammensat af mange nuancer og trioen på scenen fungerer – og materialiserer sig da også til sidst – som en enhed. Det er fremragende skuespil i en lidt lang, men helstøbt forestilling, der uden sentimentalitet, men med fine drys af fantasi taler historien ind i samtiden.

Dramatiker: Rhea Leman. Instruktør: Anne Zacho Søgaard. Scenograf: Lisbeth Burian. Komponist: August Rosenbaum. Koreografi: Alma Toaspern. Producent: Off Off/Produktion og Odense Teater.

Medvirkende: Ina-Miriam Rosenbaum, Benjamin Kitter og Klaus T. Søndergaard.

Arendt spiller 5. – 9. september 2023 på Aveny-T, 13. – 16. september på Teatret Gruppe 38 og 20. september – 10. oktober på Odense Teater.

Seneste

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Annonce
Anne Liisberg
Anne Liisberg
Kritik- og debatredaktør ISCENE. Fagansvarlig lex.dk. Cand. mag. i Dansk & Dramaturgi. Har siden 1985 arbejdet som instruktør, forestillingsleder, PR-ansvarlig, underviser, skribent, redaktør og producent af både kulturelle og kommercielle produktioner. Tidligere blandt andet fast anmelder på Teater 1 fra 2011-2016 og på Berlingske fra 2016-2019.
Annonce