★★★☆☆☆ Hvad kan den – og hvad skal den? Akrobatisk og legende stoledans er blot til lyst

Egnsteatret Aaben Dans i Roskilde har premiere på en ny børneforestilling af Thomas Eisenhardt og Kamilla Wargo Brekling, Hvad kan den – og hvad skal den? Stole spiller hovedrollen i en fysisk udforskning, hvor hverdagens rutinerede bevægelser vendes på hovedet med dans, balancer og humor. 

Børn i skolealderen lever allerede i en kompleks hverdag af social interaktion og avancerede, digitale universer. Hvad kan den – og hvad skal den? er en time out tilbage til kroppen og dens interaktion med omgivelserne. I en minimalistisk og stærk visuel opsætning udforsker danserne nye måder at bevæge sig på med fire stole, et bord og en lampe. 

En stol byder op til dans og leg med balancer på ét ben, den kan holde et hoved, tages på ryggen, nogen kan ligge under den eller gå i spagat på den. Stolen, og senere også bordet, lader sig udforske gennem legende eksperimenter, der næsten bliver en sportsdisciplin med danserne strålende i rødt og hvidt træningstøj. Det er en flot opvisning i stærke fysiske præstationer med lune og nærvær.

Kraft og balancer

Forestillingen drives af nysgerrigheden efter konstant at udforske nye formsprog i interaktionen med stolene. Fx står to dansere på én stol i en faretruende balance og vinker til publikum, indtil det næsten går galt. En danser forsøger at ryste en anden af stolen, og en kvinde løfter en mand. Pludselig opstår også en tyrefægterscene med stolebenene holdt frem foran danserne, men historierne foldes ikke ud.

Der er både gys og grin i de mange opvisninger af kraft og balancer, hvor scenen udnyttes fuldt ud med publikum siddende på to rækker hele vejen rundt. Dansere Alvilda Faber Striim, Nanna Hanfgarn Jensen og Ole Birger Hansen arbejder artikuleret og med god kontakt til publikum. De både udfolder og afslutter deres stolestunts på en måde, så også yngre børn kan følge med.

Alvilda Faber Striim giver høje, rutinerede Ole Birger Hansen fysisk modspil, mens Nanna Hanfgarn Jensen tilfører akrobatisk finesse og sødme. De røde og hvide sporty kostumer er skabt af scenograf Kasper Hansen og skrædder Sophie Bellin-Hansen. Farverne går igen i møblerne, så æstetikken holdes i et stramt og friskt, nutidigt udtryk. 

Vendt på hovedet

De bedst fungerende scener er dem, der bevæger sig fra ren form til relaterbart indhold og historiefortælling. Fx den helt almindelige spisesituation med fiskefrikadeller på menuen. Alle tre dansere hænger på bordet med hovederne nedad og stolene ovenpå benene. Nu er det stolene, der sidder på dem og ikke omvendt. Det er ingen hindring for almindelig bordskik i denne dejligt groteske scene.

Et andet fint eksempel er med Nanna Hanfgarn Jensen, der finder nogle røde løbesko. Dem tager hun på hænderne, mens hun står foroverbøjet. En rød jakke sænkes ned over den sammenfoldede krop, der med ét forvandles til et lille jakkedyr uden hoved. Det tripper prøvende og hjælpeløst rundt. Det er et rørende øjeblik, der samler hele salen omkring relationen til den lille karakter, der derefter afvikles.

Bord og stole får selskab af en arkitektlampe, som danser sammen med Ole Birger Hansen. Når skærmen drejer, drejer han sig i samme retning, og efterhånden ses flere børn gøre det samme fra deres pladser. Personer, steder og ting forandrer sig konstant i sjove, selvstændige tableauer, der kilder kreativiteten og får os til at trække på smilebåndet. 

Tid til eftertanke

Dansevinyl ligger med garanti stille i en danseforestilling eller gør den? Også det vendes der op og ned på her. Dansende i bølger hen over gulvet, opsluger vinylen alt og alle i sit frådende hav. Fredrik Lundins elektroniske musik klikker dryppende som vand, og lyset skifter til grønt og blåt i et maritimt miljø. Bord og stole forvandles til et skib og lampeledningen bliver til en fortøjning. 

De gentagne jazzede melodier og sprøde lydkulisser er tæt synkroniserede med handlingen til mindste detalje. Hvis lysene blinker, eller en stol vælter, høres det i musikken. Det kunstneriske benspænd om at koreografere med stole og et bord er sjovt tænkt. Det fungerer i formsprog som stunts, balancer og kraftpræstationer. 

Til gengæld har Hvad kan den – og hvad skal den? ikke meget tyngde i indhold og eftertanke i forhold til målgruppen. Det røde jakkedyr og den underspillede middagsscene er åbenlyse afsæt til dette, som flere børn fremhæver efter forestillingen. Værket er samlet set en fin hyldest til yngre børns fantasi og skaberkraft og minder også voksne om, at udsynet vokser af at vende ting lidt på hovedet.

Se videotrailer for forestillingen her.