Populært lige nu

Her er de otte nominerede skuespillere til Teaterflisen 2024

Nu kan hele landet igen være med til at afgøre, hvilken kendt skuespiller, der i år skal have sin bronzekarikatur støbt ned i en...

Bud på ny scenekunstreform: Seks indsatsområder skal bringe scenekunsten ind i fremtiden 

Dansk Teater fremlagde mandag deres forslag til en eventuelt kommende scenekunstreform, da Scenekunstens Årsmøde løb af stablen i Skuespilhuset under CPH STAGE.  Dansk Teater har...
Annoncespot_imgspot_img

Andreas Dawe: “Jeg kunne ønske, at de store dagblade ønskede at prioritere scenekunsten højere”

Der er fortsat gang i debatten om teaterkritik i Danmark. I denne kommentar deler Andreas Dawe, der er instruktør, dramatiker og kunstnerisk leder af AKUT360, sine tanker om et af de store dagblades dækning af scenekunsten.

I en dobbeltanmeldelse af Pigedyr på Sort/Hvid og Man skulle nok have været der på Det Kongelige Teater indleder Politikens allround-anmelder (da man for længst har opgivet fastansatte teateranmeldere) Alexander Vesterlund med at beskrive den meget klare tendens i dagens scenekunstbillede, at teatrene langt hen ad vejen bruger litterære værker som udgangspunkt for deres forestillinger.

Og fair nok, det er et vigtigt tema, synes jeg, som det er fint at Vesterlund sætter fokus på. Og man kan jo mene en hel masse om, hvorvidt teatrene i for høj grad benytter litterære oplæg i stedet for at opfinde sine egne idéer. Jeg har selv, senest med Zinkrengene efter en bog af Svetlana Aleksijevitj, lavet adskillige forestillinger med afsæt i litteratur, så jeg er jo for så vidt med på den bølge, og det kan man sikkert både sige en masse godt om og være kritisk overfor. 

Men i sin anmeldelse kommer Vesterlund så med et udsagn, der lyder sådan her: 

”Det åbenlyst glædelige ved tendensen i et kunstnerisk perspektiv er, at de bedste unge danske forfattere jo også skriver bedre end de bedste unge danske dramatikere.”

Det vil sige, at her får en hel generation af danske dramatikere lige hilsen fra en anmelder på et af landets største og mest toneangivende dagblade, hvor konklusionen er, at deres skønlitterære kollegaer er bedre, end de er… Sådan!

Og det må jo så gælde alle unge dramatikere, eller hvordan skal det forstås? Det vil sige, at uanset hvor stor umage disse dramatikere gør sig, så kan de bare ikke komme op på siden af de skønlitterærer forfattere – det rækker talentet åbenbart ikke til. Ifølge Vesterlund. 

Vesterlund er før, og det er han så absolut som anmelder i sin gode ret til, kommet med en række yderst kritiske og generaliserende påstande om, at scenekunsten i Danmark i dag er både gammeldags, ude af trit med tiden, umodig, ikke-eksperimenterende m.m.

Hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg til tider været i tvivl om, hvorvidt han overhovedet bryder sig om teater. Det håber jeg da, at han gør! Men i dette tilfælde mener jeg i hvert fald, at han rammer helt uden for skiven.

Kommentaren om de unge dramatikere siger vel mere om ham end om dramatikerne, vil jeg mene. For påstanden er dybt generaliserende, nedladende, fordomsfuld og, efter min mening, ude af trit med virkeligheden. Der er masser af fremragende unge dramatikere derude, når de ellers får lov, og det gør de jo heldigvis med jævne mellemrum. Der er masser af ung, fremadstormende, bevægende, spændende og god dramatik derude, hvis ellers man orker at opsøge det! 

Jeg synes ærlig talt, Vesterlunds kommentar er uværdig for en anmelder på et stort dagblad. Den er simpelthen under bæltestedet og placerer de unge dramatikere i en form for lavstatus, som de virkelig ikke har fortjent. Selvfølgelig er al scenekunst ikke lige godt! Selvfølgelig rammer dramatikere, også de unge, skævt nogle gange, og selvfølgelig kan man ikke ramme det sublime hver gang! Det gælder inden for scenekunst ligesom inden for alt andet, inklusive journalistik og teateranmeldelser.

Jeg kunne i den utopiske verden ønske, at de store dagblade ønskede at prioritere scenekunsten højere, end de gør i dag, og at de igen ville fastansætte teateranmeldere med stor viden om og et kæmpe, bankende hjerte for scenekunsten. Ikke fordi de skal være rygklappere. Men fordi de skal oplyse os. Som læser er det bare totalt fedt, når man kan mærke en anmelders kærlighed for det område, vedkommende er sat til, og har valgt, at anmelde. Også selvom vedkommende måtte være kritisk. Men fordomme kan vi ikke lære noget af eller bruge til noget…

I øvrigt er Vesterlund for nylig trådt ind i Reumert-juryen, og lidt provokerende kan man måske sige, at hvis Vesterlund får gjort sin holdning gældende i juryen, så bliver det noget op ad bakke for de unge dramatikere at blive nomineret som Årets Dramatiker, for de er bare ikke gode nok, må vi forstå.

Det er en trist holdning for en teateranmelder at indtage, synes jeg. Jeg ville ønske, at Vesterlunds hjerte kunne banke bare lidt mere for den nye generation af skrivende teaterfolk. For de knokler, og de laver faktisk til tider rigtig god kunst, hvis man opdager det og åbner sig for det. 

Denne kommentar er udtryk for skribentens egen holdning.

Svar på tiltale

ISCENE kontaktede Alexander Vesterlund og bad om hans replik til kommentaren. Den følger her:

Som anmelder af både bøger og teater følger jeg begge dele tæt, og som jeg ser det, er det en no-brainer, at vi ser mere opsigtsvækkende debuterende dansk skønlitteratur end ny dramatik – og det synes teatrene tilsyneladende også.

Det er i hvert fald romanerne og digtene, der satses stort på, når nye historier skal findes og fortælles til scenen. Det betyder ikke, at der ikke findes fine unge dramatikere med fine debuterende teaterstykker derude, men der er langt mellem snapsene. Hvornår har man sidst set ny dansk dramatik, der trækker tæppet væk under etablissementet, som for eksempel digteren Amina Elmi gjorde det for nogle uger siden med sin debut Barbar: [Tavshedens objekt].

Hvorfor kaster instruktørerne sig over Glenn Bech, Cecilie Lind og mange flere? Hvornår er en ung dramatiker sidst stormet ind på scenen og har stjålet samtalen? Eller bare skrevet med sin egen rystende originalitet? Andres Dawe nævner ikke selv konkrete eksempler i sit lange indlæg.

Desværre handler det ikke bare om, hvor meget umage man gør sig, det handler om at føle en trang til at fortælle til scenen og med scenens sprog. For mig at se, er det her, den interessante diskussion ligger: Hvorfor er det ikke mere attraktivt for de allermest lysende talenter at søge mod teatret?

Seneste

Vinderne af Årets Reumert 2024: Få det fulde overblik

For fjerde år i træk blev Årets Reumert-priser torsdag...

Teater Fluks i nyt samarbejde om hjemstavnspoesi

Syv kommuner, syv unikke vandreforestillinger, et stort tværkommunalt samarbejde...

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Vinderne af Årets Reumert 2024: Få det fulde overblik

For fjerde år i træk blev Årets Reumert-priser torsdag...

Teater Fluks i nyt samarbejde om hjemstavnspoesi

Syv kommuner, syv unikke vandreforestillinger, et stort tværkommunalt samarbejde...

Dukkeværkstedets magiske univers

Interview med dukkemager Amanda Axelsen Sigaard

Cikaros i Tid i rum – interview med Signe Løve Anderskov

Der mangler ikke kun scener, men også prøvelokaler til...
Annonce
Andreas Dawe
Andreas Dawe
Instruktør, dramatiker og kunstnerisk leder af AKUT360.
Annonce

Vinderne af Årets Reumert 2024: Få det fulde overblik

For fjerde år i træk blev Årets Reumert-priser torsdag aften uddelt i ODEON i Odense. Uden hensyntagen til køn blev årets stærkeste scenekunstpræstationer hyldet. Det...

To scenekunstnere blandt de nominerede til Kulturministeriets ligestillingspris- og diversitetspris

Der er i alt 12 nominerede til årets Bodil Koch pris, som er Kulturministeriets ligestillings- og diversitetspris. Blandt årets nominerede er skuespiller Marie-Lydie Nokouda og...

Teater Fluks i nyt samarbejde om hjemstavnspoesi

Syv kommuner, syv unikke vandreforestillinger, et stort tværkommunalt samarbejde og samarbejde med lokale kunstnere, inddragelse af lokale unge og en meget stor mængde hjemstavnspoesi...