★★★★☆☆ Damen med de blå tænder – fordrukken fortælling om fortrydelser og fortrængninger

I Folketeatrets turneforestilling skriver dramatiker Lotte Svendsen og skuespiller Mette Horn næste kapitel i historien om Damen med de blå tænder. Det er en særdeles morsom fremstilling af et menneske, der hænger i med neglene, og klynger sig til et selvbillede, der ikke til fulde har klaret tidens blå tand.

Damen med de blå tænder fylder rundt, og i hjemmet er der gjort klar til fest. Byens kulturelle spidser pryder gæstelisten, og både ansvaret for vinmenuen og de musikalske indslag er overladt til Steno. Det hele er klar til den store fejring af et langt og rigt liv, men hverken fejringen eller livet går helt som planlagt.

Afbuddene vælter ind, og irriterende lavpraktiske indskydelser fra underboer og den kommunale hjemmesygeplejerske afbryder festivitasens momentum, der i stedet afløses af melankolsk og morsom refleksion. 

Selv indretningen er paradoksal

Marianne Nilssons scenografi indkapsler enkelt og effektivt det paradoksale miljø, hvor rødvinssocialismen har optimale vækstbetingelser. Væggene er tapetseret med helte fra 60’ernes og 70’ernes venstreorienterede guldalder, men i det gamle kollektiv, der nu er omdannet til Damens enemærke, har eneboerens tunge møbler og borgerskabets våde vaner overtaget styringen.

Det understreger Damen med de blå tænders oxymoroniske livsanskuelse, hvor en replik som, “Jeg tror på rødvin og fællesskab!” ikke spænder ben for, at hun få sekunder senere kan følge op med bravaden: “Hensyn er sgu ikke min spidskompetence”.

Festens midtpunkt

Mette Horns Damen med de blå tænder er i centrum fra start til slut. Med en perfekt blanding af uforskammethed og humor rammer hun plet scene efter scene. Det gør det kun des mere imponerende, hvor stort et indtryk de øvrige optrædende faktisk efterlader. 

Christiane Bjørg Nielsen er overbevisende og nærværende som den ukulelespillende underbo, mens Sophie Marie Jeppesen udviser en skarp humoristisk timing – navnligt i rollen som den non-binære hjemmesygeplejerske, Børge, hvor leveringen langt overgår replikkerne selv. Karakteren er ikke synderligt original, og havde det ikke været for Jeppesens suveræne spil, kunne den let være faldet til jorden. Man skylder dog at bemærke, at både suffløren og de to medspillere af og til må give stikord til titelkarakteren, og generøsiteten til trods trækker det dog en smule ned i det samlede billede.

Torben Steno virker sikker og velvalgt i rollen som – nå ja – Steno. Når han ikke mikrodoserer MDMA eller beretter om sine løgnagtige dating-eskapader, disker han op med velkomponerede sange med selvreflekterende tekster om livets nådesløse forfald. Som det lyder i et mindeværdigt refræn: “Kærlighed til sidste prop/Hvem skal dog gå med dig op?/Nu er det kun kommunen, der rør’ ved din krop.”

Morsom, men lidt altmodisch 

Der er sket meget siden Damen med de blå tænder første gang trådte ind i danskernes bevidsthed, og det er som om, præmissen om den bramfri kvinde, der vil blæse alle sociale konventioner en lang march, er blevet overhalet indenom – ikke mindst af hedengangne Radio24syvs seniorkorrespondent Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm. 

Præmissen virker ganske enkelt ikke helt så frisk længere, og ironiseringen over naturvin, pronominer, kønsidentiteter og andet nymodens stads runger af vittigheder, vi allerede har hørt. Til gengæld skal forestillingen have stor ros for at rette det satiriske skyts mod en gruppe, der rent faktisk går i teatret. Det kunne mange pseudosatiriske forestillinger lære noget af.