★★★★★☆ Don Juan – forførende, tankevækkende og rasende underholdende

Det er svært ikke at blive forført af forestillingen Don Juan på Det Kongelige Teater, hvor instruktør Anna Balslev tager livtag med kærlighedens kunst i en rasende underholdende og fysisk forfriskende fortolkning af Molières gamle klassiker.

Anna Balslevs Don Juan er mere en følelsesmæssig tilstand, en uhyggelig indsigt i narcissistens besnærende magt og medfølgende fald for sig selv og sine medmennesker, end det er en klassisk, kronologisk komedie.

Storcharmør og narcissist

Morten Hee Andersen er storcharmøren og narcissisten Don Juan. En mester i kærlighedens kunst og en følelsesforladt forfører. Adelsmanden, der næres af kærlighedens spil og skider på samfundssind og god moral. Kvinder og mænd er genstande for hans kropslige lyster og kærlighedsspil. Et moderne menneske centeret om sit eget ego og basale behov. Selv orkestrerer han sine udskejelser med kropslig charme og et skælmsk blik i øjnene, som lokker andre til at være del af hans spil.  

Ellaha Lack er Donna Elvira. Kvinden, som Don Juan lokker fra kloster til giftemål. Vi møder hende til elektroniske party-beats, kys og kropslig nærkontakt med Don Juan, før han forlader hende dagen derpå. Men Donna Elvira lader sig ikke kue og kommer kampklar tilbage efter svar. Don Juan magter ikke modstand, og lader kujonagtigt sin tjener Sganarelle (Mathilde Arcel) stikke en løgn. Donna Elviras onkel Don Carlos (Ena Spottag) tager affære, mens Don Juans mor, Donna Louisa (Karen-Lise Mynster), samtidig fratager ham arveretten i frustration over sønnens amoralske handlinger.

Modstand er der altså nok af, men Don Juan ser ikke de farer, der lurer, og styrer lige mod afgrunden. I Anna Balslevs instruktion med en reminder om, at hvor gerne vi end vil lade os lede af egne lyster og skide på andres følelser og moral, er det måske en idé at stoppe op, før det går helt galt. Det forstår Don Juan ikke, men måske aner han det mod slut, da han står mutters alene på scenen.

Fysisk fortælling

Anna Balslev er en mester i at raffinere klassikere med fysiske indspark, som sætter fart på fortællingen og understøtter karakterernes indbyrdes magtforhold og private projekter. Morten Hee Andersen er rasende overbevisende som forføreren Don Juan. En mand, der er fortaler for det frie liv og giver fanden i forloren moralpolitik, men også et magtmenneske, der ofrer alle omkring sig for en narcissistisk ret til at udleve sine egne lyster og følelsers behov. Mathilde Arcel skaber et rørende og humoristisk portræt af tjeneren, Sganarelle, der også til slut må give op på Don Juans uhyrligheder. Og Ellaha Lack gør Donna Elvira knivskarp med sorgfulde svigt og rasende hævntrang.

Det er en fortælling om kærlighedsspil, om forførelse og fortrædeligheder, som rækker ud over konkrete køn. De klassiske kønsroller er derfor også ophævet i castingen, hvor Kristoffer Eriknauer spiller Charlotte, en af Don Juans mange udkårne. Den tematiske idé er måske lidt skarpere end det konkrete udspil, hvor det er lidt svært at blive klar på karakteren.

Langt tydeligere står Ena Spottags bukserollekarakterer Pjerrot og Don Carlos, som hun leverer med larmende gestik og stort humoristisk overskud. Karen-Lise Mynster er moderen, der med stoisk ro og en isnende kulde siger fra over for den kuldsejlede søn. Det er en befrielse at se en person, der omsider sætter psykopaten stolen for døren. Men troen på lidt moralsk balance varer kort. For også hun forføres, da han forlorent kryber til korset med undskyldninger og krokodilletårer, som smelter hendes moderhjerte, og viser dybden af Don Juan manipulerende ondskab. 

Følelse og forstillelse

Scenograf Karin Gille lader raffineret rummet været ryddet for rekvisitter. Det handler om følelser, menneskelige relationer og stemninger – ikke materielle ting. Alt, der er i rummet, favner en symbolladet dobbelthed og konkret inventar.

Det dybrøde fortæppe falder til jorden som det tæppefald, karaktererne gennemgår, men fungerer også som gemmested med sine metervis af tunge stoffer. Silende regn, som hverken vasker sjælen ren eller renser luften, samler rummet i et billedsmukt optrin med flere forførelser, og bryder siden scenerummet i to, hvor Don Juan til slut står isoleret og alene på sin egen halvdel. Forladt af folk omkring ham står han der lidt desorienteret. Uden helt at give op forsøger han at opretholde sin forførende facade. 

Hvornår slap fiktionen?

Fiktionen fader ud, mens scenografien får det sidste ord. Bagtæppet trækkes op og blotlægger bagscenen med alt, hvad der står af rekvisitter og andet inventar. Scenepersonale i sort arbejdstøj begynder at klargøre scenen til næste dags forestilling, sætter tæpper op og tørrer vandet af scenen. Brudfladerne smelter sammen – hvornår slap fiktionen, og hvornår trådte virkeligheden i karakter? Afslutningen lader det stå ubesvaret hen. Som virkelighedens narcissister, der sætter fiktive selvbilleder før umiddelbare fakta. 

Spillet er slut for Don Juan, men spørgsmålet er, hvilke virkeligheder og fiktioner vi selv skaber i samspil med andre mennesker og lader os forføre af. Don Juan er en helt igennem forførende, velspillet og vedkommende fortolkning, der rammer lige ind i tiden med sin underholdende sceniske greb og tankevækkende tematik.