★★★★☆☆ Fools’ Paradise – fanfiktion over Kvium-kunst søger genkendelse og grotesker

Michael Kviums forvredne kunst er blevet til grotesk-poetisk teater i et samarbejde mellem ZeBU, Meridiano Teatret og Operaen i Midten. Fools’ Paradise er tro mod de ikoniske figurer, men føjer ikke stort til oplæggets unheimliche kerne.

Når fantasien danser i mødet med Michael Kviums deforme malerier og installationer, er det vel især, fordi han gestalter en udvisket grænse mellem civilisation og mareridt. De forvrængede skabninger på lærredet er som os, men så alligevel ikke. Det er den usikkerhed, der får værkerne til at leve.

I Giacomo Ravicchios teaterfantasi over Kvium, Fools’ Paradise, tolkes den forvredne realisme imidlertid som hovedsageligt et præ-civilisatorisk udsagn. Den diffuse forbindelse til et genkendeligt samfund er nedtonet til fordel for tableauer over nervøse fællesskaber mellem groteske, udstødte kloakkroppe.

Overbevisende vanskabninger

Ud af gule olietønder, som dem fra Cirkus Europa-udstillingen på Arken i 2017, kryber fem karakteristiske Kvium-vanskabninger i tynde huddragter. Som blinde muldvarper søger de kejtet hinanden og forbløffes af alt, der ligner virkelighed – dagslys, en krages skrig, fødsel og død.

Nogle folder sig helt ud med tics og krumme rygge, andre har håbløsheden malet i ansigtet som et fortvivlet blik. Deres stille koreografi overbeviser i en tumlende bevægelse mellem at være en fælles enhed og at blive udstødt.

De finder kønsdele i tønderne, spænder dem om livet og bliver med ét til ikoniske Kvium-figurer af slatten eksistens. Iført narrens gule bjældehat nærmer de sig et amorft sprog; én ender i utrøstelig gråd, en anden i spansk-lignende sang over skælmsk, pizzicato vals.

Mellem fanfiktion og kunstreklame

Det lykkes Fools’ Paradise at vække Kviums let genkendelige skabninger til live – de lange lemmer, hævede skuldre, birketræerne, de kontemporære klovne, et barn født som slangeyngel. Publikums milde latter i genkendelsens øjeblik vidner om det kreative holds billedlige sans for detaljer.

Forestillingen har egentlig ingen svage øjeblikke, og stærkest står vel de to scener, hvor Karin Norrinder pludselig bryder ud i sang, først den skælmske vals, siden reptilske melismer, mens Therese Glahn føder sit groteske afkom – efter at være blevet befrugtet af en skeletdukke med uendelige arme.

Alligevel er jeg i tvivl om, om Fools’ Paradise når frem til et selvstændigt udsagn ud over at være en veludført mellemting mellem fanfiktion og kunstreklame. Og som en sådan er spørgsmålet, om forestillingen når ind til kernen af det unheimliche i Kviums arbejde, eller om ikke det groteske bliver for tydeligt adskilt fra virkeligheden.