★★★★☆☆ På Bornholm må man græde overalt – rørende fortælling om tab

Teater Vestvoldens ungdomsforestilling På Bornholm må man græde overalt favner flot, hvordan sorgen opleves, når man som ung og på vej frem i livet og pludselig mister en, man holder af. 

På Bornholm må man græde overalt er en lydfortælling skabt til scenen som en gendigtning af Martha Flyvholm Todes debutroman af samme navn. Det er er fortællingen om gymnasiepigen Maria, der på vej frem i livet pludselig mister sin papfar og må genfinde sig selv i det ordløse limbo, som sorgen og smerten fører med sig. 

Et stramt orkestreret fletværk af stemmer

På scenen står Ludmilla Faber Striim. Alene. Men forestillingen er langt fra en monolog. Rundt om Maria er skabt en verden af lyd, visuals og et væld af stemmer. Stemninger, følelser og velmenende mennesker, der vil hende så meget, som hun slet ikke magter, og det fungerer fremragende. 

Dramatiker Simone Isabel Nørgaard lader fortællingen folde sig ud som et stramt orkestreret og velfungerende fletværk af stemmer, der flyder ind over hinanden med nedslag i Marias følelser, egne beretninger og omverdenens forsøg på at hjælpe. 

Sorg kan ikke forklares med ord

Der er vennen Sylle, som hun hænger ud med i H.C. Ørstedsparken. Sylle, der spørger til følelser, og Maria, som fortæller om indtag af fiskefrikadeller. Sylle taler som voice-over og Maria svarer live fra scenen. Afstanden mellem Maria og omverdenen er konkret. Hun er alene, mens rummet etableres af stemmer, lyde fra biler og parkliv, der summer i baggrunden.

Maria fortæller om den sidste aften med papfaren Tore, hvor de så film, mens introsekvensen fra Malmros’ Århus by Night toner frem på bagtæppet. Hun fortæller om gravstenen, der kan formes med og uden guitar-bling, og om turen til Bornholm, hvor man kan græde overalt, for der er ingen mennesker udenfor sæsonen.

Der er venner, som så gerne vil hjælpe. Telefonbeskeder fra veninden Amalie, der – uvidende om dødsfaldet – begejstret leverer rejseberetninger fra Nepal, men siden er parat til at hoppe på første fly hjem for at hjælpe. Den forstående engelske kæreste, der ringer og varsler et snarligt visit, og hendes bekymrede mor, der vil have hende til sommerhuset på Bornholm. Alle vil de gerne være der for hende. 

Maria ved ikke, hvad hun skal sige. Tab er en ensom proces. Følelserne forkramper sig og bliver til kvalme. Sorgen kan ikke forklares med ord, men Maria finder alligevel et forløsende sprog mod slut med venner og familiens hjælp. 

Vedkommende og nærværende fortælling

Instruktør Kasper Sejersen har sammen med resten af holdet skabt et velfungerende rum af tekst, skuespil, lyd og stærke sproglige billeder. Ludmilla Faber Striim balancerer flot lyddramaets mange fortællelag. Vi lytter, når hun taler, og bliver berørt, når hun handler. Flora Pelle Brandts dunkle lyssætning, konturløse farvebølger på visuals og præcise spots bryder rummet og præciserer fortællingens stemninger, rum og temposkift. 

Weronika Andersen og thrdcltrkd‘s lyddesign og musikflade giver fortællingen et audiotivt oplevelsesrum. Her er konkrete, rumlige forankringer, som billyde og mobilringetoner, og der er følelsesunderstøttende lydflader og temposættene beats. Musikken fylder meget. Den understøtter fortællingen godt med mange gode detaljer, men lidt mindre fyld i lydbilledet og en dosering af de elektroniske beats kunne også gøre det og give os på tilskuerpladserne en anelse mere plads til at træde ind i fortællingen.

Kasper Sejersen får de mange delelementer til at samle sig, leve og spille flot sammen. På Bornholm må man græde overalt er en helt igennem rørende, vedkommende og nærværende fortælling om at miste i en alt for ung alder.