★★★☆☆☆ Slim – menneskeligt urdilemma i smuldret narrativitet

Teater FÅR302 byder på endnu et interessant gæstespil med Maj Raffertys Slim, der leger med køkkenvask-realismen ved at overskride realismen. Tidens temaer anskues fra forskudte positioner i en både foruroligende og underholdende forestilling.

Det starter i foyeren, hvor Katya Quel har indsmurt rummet i slim og artefakter fra hverdagslivet i æstetiserede versioner. Stemningen fortsætter i scenerummet, hvor vi i mørket kan ane køkkenets konturer, men også knitrende plastik og tingeltangel, der hænger fra loftet. Alt svøbt i et lydspor af enerverende gentagelser. Så smækkes døren og lyset op. En kvinde med sølvpapirshat rokker i gyngestolen, og den, der kom ind ad døren, hævder hårdnakket at være en snegl.

At være en snegl

Maj Rafferty har skrevet og instrueret Slim, der leger med køkkenvask-realismen ved at overskride realismen. Setuppet er genkendeligt, men forskudt med sine slimede elementer og fantasikostumer. Dialogen er ligeledes genkendelig i sin desillusion over livet, men giver et andet perspektiv, når det at opleve at være født i en forkert krop, konkretiseres til at være en snegl.

“Save the planet. Become af different species,” står der blandt andre slagord skrevet med kridt på de sorte vægge. Dette mere drastiske budskab, der kobler diversitet og klimakatastrofe, kan også anes under slutningens apokalyptiske picnic, hvor rosé og kunstig latter akkompagnerer jordens undergang, men stykkets fokus ligger tættere på det personlige plan. Et forhold endevendes med rundture i både det individuelle og det relationelle.

De spor vi sætter

Slim er opbygget i klip. Man fornemmer, at parret har taget turen mange gange før, og sidder derfor også med en fornemmelse af undergang og fastholdelse. Af forsøg på ny erkendelse og frihed, men også af fastgroet mistillid og angst for forandring. Af de spor, vi sætter i os selv og hinanden, konkretiseret i den slim, der fedter sneglens hår, den slim, der glinser i spidskålsretten, og den slim, der kæmper sig vej op gennem kroppen.

May Rafferty pirker til et menneskeligt urdilemma og formår at fremstille det friskt ved at forskrue perspektivet ved at det netop ikke er mennesker, vi ser på, men en form for skabninger, der ikke er kønnede i traditionel forstand og som agerer i en form, der går i ring, uden af den grund at være en cirkulær dramaturgi, men nærmere en smuldret narrativitet, der popper op i billeder.

Kaos er konsekvensen af total kontrol

May Lifschitz, der har en del filmproduktioner bag sig, spiller sneglen i en vekslen mellem underkastelse og løssluppenhed garneret med passivt-agressive udbrud mod Vanessa Moliné Pettersons mere tilbageholdende og lidt grundmugne karakter. Begge karakterer er trukket nuanceret op og samspillet fungerer med god timing. De er forstemmende i evighedsdiskussionen om opvask, og de er sjove, når de mimer talkshow og terapi-lingo eller gør nar af pastelmennesker, der går hånd i hånd i ens tøj.

Ingen af temaerne er for så vidt nye, men Maj Rafferty revitaliserer dem i sit manus, der er stærkt på replikniveau og også dramaturgisk får bundet enderne sammen. “Kaos er konsekvensen af total kontrol,” som en af de sidste replikker lyder. Det kan applikeres på verdens og individets tilstand, men også på stykket selv. Slim lykkes på sin egen præmis om at tænke nyt om tidens temaer ved at bryde blikket og opløse formen, men kunne stå endnu skarpere med lidt mere sortering i ideerne.