★★★★★☆ Det – Inger Christensen dramatiseret, så syrenerne blomstrer

Odense Teaters dramatisering af Inger Christensens gennembrudsværk Det fortryller med et sanseligt, musikalsk univers og en iscenesættelse, der forløser digtsamlingens ord til et værk, der i egen kunstnerisk ret bliver poetisk teater til tiden.

“Et samfund kan være så stenet / at alt er en eneste blok / og indbyggermassen så benet / at livet er gået i chok / og hjertet er helt i skygge / og hjertet er næsten hørt op / til nogen begynder at bygge / en by der er blød som en krop”.

Annonce

Odense Teater har fat i Danmarkslitteraturens helt tunge arvegods med dramatiseringen af Inger Christensens digtsamling det fra 1969. Værket er på en gang prætentiøst i sine gentagne forsøg på at skrive verden frem i sproget og samtidig vise den som sprog, og såre genkendelig med sine beskrivelser af hverdagens trummerum. Overmåde tidstypisk med sine paroler og kalden til kamp, samtidig samtidsaktuel med sine almengyldige refleksioner over menneskene og de værdier, vi bygger vores samfund på.

Inden i det første er det andet

det har været dramatiseret flere gange før, men viser sig atter åben og legende i sit møde med scenekunsten. Odense Teaters huskoreograf Esther Lee Wilkinson iscenesætter med afsæt i det sanseligt kropslige og i det musikalske, som i Hannah Schneiders meddigtende kompositioner folder tekstens poetiske univers ud. Hendes stemme svøber sig om os, snart spinkel som glas, snart i et drømmende brus.

Marie Chemnitz og Johan Kølkjær har skabt et forunderligt univers af træ, som ordene og tingen kan boltre sig i. Enhver gulvplade kan åbnes som låger. Bag dem står kaffekopper i kø, flag knejser, fabeldyr titter frem og kister sænkes ned. På himlen over menneskene måske en måne, måske en sol, måske jorden selv. På den ser vi menneskene kravle, trippe, krybe og danse. På den bevæger vi os billedligt fra det mindste atom til det universelle perspektiv som i et af de spor, der konstituerer digtsamlingen: “Inde i det første samfund er der et andet, inde i det andet er der et tredje, inde det tredje er der et fjerde etc. samfund”.

Sin tid, vores tid og alle tider

Esther Lee Wilkinson har skåret interessant og sikkert og samlet de valgte tekstsekvenser i nye rækkefølger i et flow med en indbygget undren. Sagde de virkelig det, og hvad siger de mon nu? Verden bliver forunderlig i hendes iscenesættelse, og derfor kunne jeg have undværet sekvensen med demonstrationsplakater og de overtydelige ord knyttet til det hvide flag, der vajede så manende, talende for sig selv. Men også de ord er en del af det korpus, der udgør det – med lille d som den oprindelige titel (også tidstypisk) så ud – og som trods parolerne undviger helhed og færdige forklaringer.

Det er både i sin tid, vores tid og alle tider, og fremstår mest lysende klar, når poesien får lov at fylde. I Malene Melsens dovent-dansende, programmatiske “I maj skal syrenerne blomstre, de skal!” og samme vers truende maliciøst i Klaus T. Søndergaards diabolske klovnemund. I Claus Riis Østergaards svajende Kurt Weill-agtige vise om “mand nr. 8611”, der fabler om alt det, vi burde fable meget mere om. Frihed, fred, samfund, fantasi, hensyn, retfærdig fordeling, den enkeltes ret til sit eget liv og lykken.

Ikke færdigt, ikke forbi, aldrig en helhed

Louise Davidsen føder en bombe og ser verden tydeligt. Viktor Pascoe Medom har den tvivlsomme fornøjelse af de mest didaktiske tekststykker, mens Benjamin Kitter ophøjer barnlig konstaterende undren til kunst, når han iklædt øglemaske og med timing skaber rasende rytme og blid intensitet i dobbeltsekvensen om de otte dages skaben af verden og livet som sindssyg. De sindssyge passager tager Klaus T. Søndergaards klovn sig af i en endnu en fænomenal præstation af denne fremragende skuespiller.

“Det blev, som det blev”. Og det blev godt. Med epilogens ord er Det “det hele i en masse forskellige mennesker”. Ikke færdigt, ikke forbi, aldrig en helhed. Men en forestilling, som vækker genkendelsens glæde ved Inger Christensen ord og samtidig er et værk i egen kunstnerisk ret som teater til tiden, for de skal jo blomstre i maj, de smukke, duftende syrener. Alt for naivt til vores verden, men i Odense tror vi på den besværgelse, mens vi atter fatter håb om en by, der er blød som en krop.