Teatret Møllens sceniske gendigtning af Anne Lise Marstrand-Jørgensen roman Margrete I er blevet til et intenst psykologisk drama, der får skabt en poetisk og medrivende fortælling om mennesket bag magten.
Det handler om mennesker i Teatret Møllens Margrete I. Mennesker, der mister, modnes og må tage de pladser i livet, som magtens mænd anviser.
En samlet fortællerstemme
På scenen står tre skuespillere. Tre kvinder. Connie Tronbjerg, Mette Gregersen og Emma Silja Sångren. Deres identiske sorte kjoler og hvide overslag får dem til at ligne hinanden. Uniformer fra en orden eller bare en understregning af den strenge, kristne tro, som Margrete opdrages i, da hun giftes bort som barnebrud til den norske Kong Håkon.
Kvinderne fungerer som en samlet fortællerstemme. Deres kroppe fletter ud og ind mellem hinanden. De fortolker karakteren et kort øjeblik, før den næste tager over. Deres stemmer afløser hinanden, mens ordene musikalsk finder vej gennem skyggerne, så vi selv kan skabe billederne bag. Gribende i al sin sceniske poesi og sit bevægende skuespil.
LÆS OGSÅ: Margrete 1 får krop i nye ord på Teatret Møllen
En mørk og dunkel verden
En glødepære er rummets eneste lyskilde. I de mørke skygger bevæger kvinderne sig sagte rundt i rummets vinduesløse hvælvinger, fanget i de magtstrukturer, som samfundet har sat op for dem. En slags skærsild har instruktøren kaldt rummet i et interview på ISCENE. Et rum blottet for egenrådige handlemuligheder, dødt som den indtørrede dynge af kæppe, der ligger på scenen. På skift griber kvinderne glødepæren og lader lyset sætte fokus på en person, følelse eller stemning.
Her er tjenestepigen Kerstin, der ledsager den tiårige Margrete til Norge og siden bliver hendes nære veninde. Kerstin, der lader sig opsluge af skoven og kender til elverfolket. Hofmesterinde Merete Ulvsdatter, som opdrager Margrete i den strenge, kristne tro og lader Håkon tilkalde til huset, da Margrete som 12-årig får menstruation.
Vi ser blodet flyde. Ud over tøjet, ud over gulvet. Som den brutale verden, der udspilles omkring dem, og gør krav på deres liv og handlerum. Og skræmmende med tematikker, der måske slet ikke er så langt fra verden af i dag.
Litterær og smuk fortælling
Teksten er forarbejdet til scenen af Brian Wind-Hansen. Skåret til, så vi følger mennesket Margrete I, før hun får magten som Danmarks første kvindelige regent. Meget af teksten er hentet fra romanens smukke, litterære univers og skåret mundret til, så vi kommer tæt på kvinderne og bevæges af deres verden, venskab og overlevelsesdrift.
Rasmus Ask har instrueret med blik for ordenes poesi, fortællingens intensitet og det psykologiske drama, som skaber kvinden Margrete I. Laura Rasmussens dystre hvælvinger rammer skæbnerne flot ind, som var det et gravkammer, de bevæger sig rundt i. Mens skuespillerne i en stærkt bevægende fællespræstation får vist os Danmarks første kvindelige regent som et menneske, der rækker langt længere end den magt, hun siden besad. En smuk, poetisk stærk og vedkommende forestilling.
Romanforlæg: Anne Lise Marstrand-Jørgensen. Manuskript: Brian Wind-Hansen. Instruktør: Rasmus Ask. Scenografi: Laura Rasmussen. Lysdesign: Søren Lydersen. Lyddesign: Johannes Smed. Produceret af Teatret Møllen.
Medvirkende: Connie Tronbjerg, Mette Gregersen og Emma Silja Sångren.
Spiller på Teatret Møllen og på turné 4. november – 17. december 2023.