Forrige weekend holdt Danmarks Teaterforeninger det årlige Teaterseminar, hvor foreningerne mødes med producenter og kunstnere og handler ind til den kommende sæson. I år var scenekunst til børn og unge i fokus, og debatten kom især til at cirkle om samarbejdet med skoler og institutioner.
Esbjerg Musikhus dannede i år ramme om et velafviklet Teaterseminar, hvor teaterforeningerne udtrykte stor tilfredshed over udbuddets bredde og kvalitet. Danmarks Teaterforeningers nye formand, Hanne Marie Knudsen, bød fredag velkommen og udtrykte glæde over, at alle er ”en del af fællesskabet, der skaber gode scenekunstoplevelser i hele landet”. Esbjergs borgmester Jesper Frost Rasmussen fulgte tråden op og afsluttede sin velkomst med en hyldest til alle de frivillige i foreningerne.
De frivillige kom som altid på hårdt arbejde. Årets vært og moderator Aslak Gottlieb fra Helsingør Teaterforening slog tonen an med udsagnet om, at ”teaterfolket er en kult, der som de eneste glæder sig til november.” Derefter ledede han elegant de 71 pitch fra scenen, der vekslede med tid til at fordybe sig i snakke på standene og overvære de længere indslag på intimscenerne, hvad enten man var særlig på jagt efter store produktioner, nye formater, samfundsaktuelle temaer, musikpoesi, cirkusmagi eller en blanding af det hele.
Hvordan får vi fat i de unge?
Ét emne trængte sig i år særligt på. Danmarks Teaterforeninger havde på forhånd udpeget det som ”Scenekunstens måske vigtigste udfordring”, og allerede over lørdagens morgenbuffet kunne man høre snakken gå: ”Hvordan får vi fat i de unge?”
Spørgsmålet blev ikke mindre relevant af, at Kulturministeriet netop havde sendt 17 millioner ud til egns- og små storbyteatre under overskriften ” Flere penge til teater for børn og unge”
Spørgsmålet blev ikke mindre relevant af, at Kulturministeriet netop havde sendt 17 millioner ud til egns- og små storbyteatre under overskriften ”Flere penge til teater for børn og unge.” Holdningen blandt producenterne på Teaterseminaret var afventende, men også noget undrende, da flere af de tilgodesete ikke har børne-ungeområdet som primært indsatsområde – eller indsatsområde i det hele taget. De frie producenter på området blev forbigået eller kan højst håbe på en indirekte effekt i form af opkøb fra de tilgodesete scener.
Denne problematik lå også implicit i søndagens paneldebat, der angreb udfordringerne med at skabe og formidle scenekunst til børn og unge fra forskellige vinkler, men især fik fokus på skolernes rolle og teaterforeningernes samarbejde med skoler og institutioner.
Det er vigtigt at vokse op med teater
Debatten startede dog et lidt andet sted. Panelets yngste deltager, Iben Bornæs fra UngtTeaterVejle, forklarer, at de arbejder med at få flere unge i teatret både ved at vælge forestillinger og række ud til de unge. ”Vi prøver gennem ung til ung-dialog. Jeg kender ingen unge, der ikke secondscreener, så vi skal vise dem, at der er virkelig magisk i teatret, fordi de står der lige nu,” fortæller hun og nævner, at musicals og temaer som klima og ensomhed ræsonnerer godt hos mange unge.
Jeg kender ingen unge, der ikke secondscreener, så vi skal vise dem, at der er virkelig magisk i teatret
Mikkel Kryger fra prfrm, der producerer og formidler scenekunst fra frie producenter, indvendte fra salen, at selvom han som producent elsker klare temaer, som kan kobles direkte på skolernes læringsmål, så ”oplever min egen søn på 15 ofte den type forestillinger som ”at være i skole.”
Ibe Bornæs replicerer, at ” vigtige temaer kan godt være en stor kunstnerisk oplevelse,” men kan godt se, at der er en fare for at tabe mange, hvis forestillingen bliver for danskfaglig. En anden stemme fra salen nævner, at man i forhold til det danskfaglige kunne lade pædagogikken være, at eleverne lærer scenekunstneriske greb. Det synspunkt møder stor opbakning, også hos Iben Bornæs, der selv fik smag for scenekunst ved at medvirke i en skoleforestilling og mener, at det er vigtigt ”at vokse op med teater.”
Scenekunst ind i skolernes fagplaner
Det drejer samtalen over på skolens rolle, som kommer til at fylde en del i debatten. Aslak Gottlieb spørger panelet, om den kommende reform af skoleområdet kunne komme scenekunsten til gode. Hanne Marie Knudsen mener, det er værd at kæmpe for. For det er også i Danmarks Teaterforeningers interesse, at skolerne – som tidligere – har en lærer eller pædagog, der er dedikeret til scenekunsten.
Helle fra Skive Kommune har som lærer tidligere haft god erfaring med kontaktlærerordningen og vil arbejde for at få scenekunst ind i fagplanerne. ”Det handler ikke kun om økonomi, men om at skabe rum til scenekunsten, for det er skidegodt og det virker,” siger hun. To aktører fra Stevns Teaterforening fortæller, at man der har giver skolerne praktisk hjælp med at vælge forestillinger og har foranlediget, at biblioteket faciliterer ansøgningen. De opfordrer som flere andre til, at der skal arbejdes for, at der også kommer midler til formidling ud af scenekunstreformen.
Det handler ikke kun om økonomi, men om at skabe rum til scenekunsten
Derefter bliver lyset rettet mod de administrative strukturer, der kan spænde ben for at bringe teatret ud på skolerne. Teaterchef Pelle Koppel peger på, at refusionsordningen, der giver kommuner mulighed for at få refunderet 50 % af deres indkøb af scenekunst til børn og unge af staten, er et eksempel på en barriere.
”Det er lidt komplekst at søge, og det tager lang tid at få pengene. Hvis det var teatrene selv, der stod for refusionen, så åbner vi en motorvej,” argumenterede han og fik opbakning fra salen. Herfra kom også opfordringen til at lade sig inspirere af ordningen Levende musik i skolerne, hvor skolerne ”bare skal vælge og åbne døren,” og altså ikke har administrative opgaver. Pelle Koppel understreger dog, at han gerne ser et åbent marked, mens musikordningen består af kuraterede værker.
Evidens er altid godt
Temaet om dokumentation kom også op. Som Aslak Gottlien bemærkede, er der ”statistisk flere, der har en scenekunstnerisk oplevelse om året end folk, der går til fodboldkamp,” men hvordan dokumenterer og formidler man interessen?
Panelets sidste deltager, Tina Kristensen, der er chefkonsulent for kunst og kultur i Kommunernes Landsforening (KL) mener, at det er svært at lægge en fælles strategi eller skabe én samlet fortælling om scenekunstens kvaliteter, fordi kommunerne har forskellige fokuspunkter. ”Men evidens er altid godt. I 2020 var KL med til at lancere Bikubenfondens undersøgelse, der havde nogle meget kraftfulde udtalelser om at spejle sig i scenekunsten i de interviews med unge, der indgik i den,” fortæller hun.
Det følger vil op på efter valget. Vi skal knokle for det!
Hanne Marie Knudsen springer ind og fortæller, at Danmarks Teaterforeninger netop har bestilt en analyse fra Kulturens Analyseinstitut, som skal understøtte teaterforeningernes møder med de nye kulturudvalg, der træder til i kommunerne efter nytår. Palle Guldbrandsen opfordrer fra salen til at bakke op om undersøgelsen, der også vil kortlægge foreningernes arbejde med formidling. Resultaterne vil dermed kunnen bruges som inspiration for alle.
Karen Margrethe Eriksen fra Vesthimmerland Teaterforening fortæller, at viden også kan skabes gennem lokale møder. I Vesthimmerland gik forskellige kulturaktører sammen og lavede et valgmøde, hvor der kun måtte tales om kultur, og ”det følger vil op på efter valget. Vi skal knokle for det,” slår hun fast.
Fede videoer
Debatten lakker så småt mod enden, men tager endnu en runde på formidlingsdelen til unge. Iben Bornæs peger på, at markedsføring gennem sociale medier i samarbejde med producenterne, der også producerer ”fede videoer”, virker. Hanne Marie Knudsen supplerer med, at et opmærksomhedspunkt i det kommende arbejde med scenekunstreform bør være øget støtte til producenternes formidlingsarbejde.
Folkeskoleeleven Lucia er engageret i den europæiske organisation ForesTEEN, der arbejder for at styrke unges rolle i kulturen. Hun fortæller fra salen, at de på hendes skole har et kulturcrew, der står for alt det praktiske omkring forestillinger, og at det også er en – mere analog – måde at engagere de unge i scenekunsten.
Debatten ender med god energi i salen og flere spor at arbejde videre med, før scenen atter overlades til de unge spillere i Teater V’s musical PIXIE. Den er et blandt seminarets mange bud på god og vedkommende scenekunst til børn og unge, og finder formentlig sin vej ud på landevejene sammen med opera, dans, spøgelses og LBGTQ+ fortællinger, som var blot nogle af de tilbud, teaterforeningerne i år kunne gå på opdagelse i.
LÆS MERE om ForesTEEN her
