★★★★☆☆ Force Majeure – idealer på glatis 

Aarhus Teater vil med deres remediering af Ruben Östlunds internationale gennembrudsfilm, Force Majeure, sætte fokus på en mandlig selvopfattelse, der trænger til et alvorligt eftersyn. Resultatet er både visuelt betagende, hylende morsomt, og på godt og ondt er det hele bare en smule akavet.

Tomas, Ebba og deres to børn jagter kvalitetstid omgivet af snehvid luksus i de franske alper. Ferien er frugten af Tomas’ velbetalte arbejde, men den påtagede idyl afbrydes brat, da en lavine rammer. I elementernes rasen lader Tomas sin familie i stikken, og selvom alle på overfladen er uskadte, bliver begivenheden et maskefald. For hvad er en mand, der ikke vil beskytte sin familie?

Annonce

Monokrom majestæt

Huskunstner Laura Løwes scenografi er nærmest uforskammet enkel, og det porøse, hvide scenegulv og det konvekse bagtæppe spiller smukt sammen med Mathilde Niemann Hyttels lysdesign. I monokrom majestæt veksler den hvide tomhed fra det konkrete alpelandskab til det abstrakte i små, ordløse intermezzi. Sidstnævnte er en skøn scenisk detalje.

Skiresortets diskrete dekadence er lækkert gengivet med en mobil suite i varmt træ, som køres ind fra sidescenen. Det er et imponerende syn første gang, men desværre bliver brugen af denne del af scenografien lidt omstændig i længden.

Faldet fra tinderne

Forestillingens kerne er spørgsmålet om det moderne mandeideal – eller vrangforestillingen af selv samme. Manden, der virker ude af sync i alle relationer, om det så er som far, som ægtemand, ven eller fremmed. I rollen som Tomas gennemgår Kjartan Hansen en uheroisk metamorfose fra selvsikker karrieremand til en angrende antihelt. Om det bidrager væsentligt til forståelsen af mandens selvopfattelse anno 2023, kan man diskutere, men det eskalerende sammenbrud er spillet med en intensitet, man ikke har lyst til at tage øjnene fra. 

Det primære modspil kommer i form af Ebba, spillet af Mette Døssing. Smukkest er det i en af forestillingens bedste scener, hvor Tomas’ kujonagtige handlinger udstilles for parrets venner. Døssings underspillede stil afbilder subtilt alle nuancerne hos den svigtede mor og hustru, og hendes afmålte smerte står i knivskarpt kontrast til mandens frostklare indignation. Den akavede stemning går lige i de krumme tæer, og det er i scener som denne, at Force Majeure for alvor fungerer.

Forestillingen rummer flere gode præstationer af det øvrige ensemble. Eksempelvis Ida Mia Appel, der blandt flere roller spiller en ung kvinde, der fejlagtigt er kommet til at rose stykkets hovedperson. Da fejlen åbenbares, og en undskyldning skal leveres, vrider hun stædigt hver en dråbe ud af den utilsigtede fornærmelse, og hendes sans for pinlig komik er en fryd at overvære.

Man må også nævne forestillingens to børneskuespillere. De har fået et relativt stort ansvar, og de løser opgaven flot.

Akavet

Force Majeure rummer en lang række gode elementer, men Anastasia Nørlunds iscenesættelse savner en smule sammenhæng. Sceneskiftene virker af og til lidt tunge og umotiverede, og flere scener virker en smule uafsluttede. Om sidstnævnte skyldes dramatiker Tim Prices bearbejdning, eller om der er tale om et bevidst valg, må stå hen i det uvisse.

Den uafsluttede følelse præger også forestillingens slutning, hvor man blandt publikum sporer en tydelig uvished om, hvorvidt forestillingen er færdig. Det hele bidrager til den generelt akavede stemning, som er et motiv gennem forestillingen, men det virker ikke tilsigtet.

Udover at være et morsomt og flot bekendtskab tjener Force Majeure også til formål at minde os alle om, hvor gode vi som mennesker er til at skabe klaustrofobiske situationer, uanset hvor meget eller hvor lidt plads vi har til rådighed. Det ville måske være nyttigt at ihukomme, nu hvor julen og kvalitetstiden nærmer sig.

LÆS OGSÅ: Force Majeure på Aarhus Teater piller den traditionelle manderolle fra hinanden