★★★★☆☆ Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet – råt, scenisk opråb

Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet på Aalborg Teater giver krop til Glenn Bechs manifest i en poetisk, rørende og kompromisløs forestilling forløst af en stærk skuespillerkvartet i et råt collageformat, der er tro mod originalteksten.

“Jeg hedder Glenn Bech”.

Annonce

Sådan siger alle de fire spillere, der står foran os under den smukke lysstofrørshimmel på Aalborg Teaters Lille Scene. Lidt tøvende. Ægte, som et af tidens favoritord lyder, men også falske, for de er jo skuespillere, der har taget Glenn Bechs navn og hans manifest Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet på sig.

Opgør med ofre med en guldske i røven

Glenn Bech har skrevet en knivskarp tekst, der med ætsende vrede adresserer klassesamfundet og homofobien i samme samfund. Skytset rettes som i debutromanen Farskibet (2021) mod opvæksten i provinsen i en ressourcesvag familie og uden signifikante, anderledes tænkende voksne, men peger også mere sylespidst ind på de herskende klasser, der påberåber sig queer-offerroller, skønt de er født med en guldske i røven.

At der er nuancer i det postulat, er adresseret i offentligheden på anden vis, men at budskabet skal høres og diskuteres, kan der ingen tvivl herske om, så cadeau til Aalborg Teater for at sætte manifestet på scenen.

Niels Erling har dramatiseret og iscenesætter selv i et greb, hvor efterskoleforelskelsen i smukke, krølhårede Julius løber som et blidt ledemotiv gennem den ellers mestendels barske fortælling om, hvordan vi mennesker skader hinanden med fordomme og nedgørende ord. Motivet knytter an til den mere sprogsøgende, poetiske stemme i Farskibet uden at miste manifestets beskidte brod.

Hvorfor griber ingen ind?

“Systemet er større end individet,” lyder det mod slutningen, men individets fortælling – i dette tilfælde i en firdoblet Glenn – rammer stærkere som kunstnerisk fortælling. I bedste fald – og her er vi med Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet – ser vi samtidig det store i det små.

Der er ikke lige muligheder for alle, selvom de “afskyede” som misbrugermændene også har “følelser og stemmeret”. Det italesætter teksten, der som franske Édouard Louis’ bøger, særligt den seneste, Forvandlingens metode, også med analytisk præcision og blødende indlevelse beskriver klasserejsen fra “prol til elite” og det ingenmandsland, hvor man hører til begge og ingen af stederne.

Men først er det tilbage i provinsen, hvor mor hader Mette Blomsterbergs kække chokoladefetichisme. Hun har ikke råd til de rigtige fodboldstøvler, men courage nok til at skræmme livet af sønnens plageånd. Til akavede børnefødselsdage og klassens alfahan, til vold i nattelivet og kiksede popikoner, til konfliktsky lærere og skolebeskeder, der aldrig bliver fulgt op.

“Hvorfor griber ingen ind?”, brøler de fire igen og igen mod os.

Drukner i beskidt vasketøj

De er alle Glenn Bech, men supplerer også hinanden fremragende som et kollektiv af facetter af det menneskelige. Snart roder de rundt i én stor klump, snart tonser de frem og tilbage med livet i hælene, snart står de i hvert sit hjørne af den næsten tomme, dunkle scene, der af og til fyldes af det beskidte vasketøj, der også bliver luftet i ordene, de siger.

Karla Rosendahl synger klagende, bristende, som hun ligger der på kanten. Kathrine Høj Andersens komiske talent får et blødende sårbart knæk i morens utilstrækkeligheder. Thomas Kristian Bek er den omvandrende internaliserede homofobi som Julius og som alle dem, der “overlevede provinsen på fodboldbanen”. Nicolai Duckert Perrild lyser dirrende vred, smørblød forelsket og opløst opgivende som det silende brusebad over Thomas Kristian Bek, der ender den gryende forelskelse i Julius.

Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet er en vigtig fortælling, men også en poetisk rørende og kompromisløs forestilling, der giver teksten krop i et råt collageformat.