★★☆☆☆☆ Som i himlen – gudsforladt melodrama scorer kun billige point

Årets musical på Det Kongelige Teater, Som i himlen, er en pinagtig ligegyldighed uden sans for hverken musik eller teater. Og publikum elsker det åbenbart. Godt, så lad os slås om det.

Det er forhåbentlig mig, den er gal med. For hvis det ikke er mig, er det alle andre. Faktum er, at årets musicalsatsning i Operaen, den svenske filmsical Som i himlen, fik en fuld sal til at juble højlydt – og denne anmelder til at sukke misantropisk.

Hvorfor? Jamen tag bare begyndelsen. Er en sådan nogensinde set mere forkrampet? Korte glimt viser stjernedirigenten Daniel blive mobbet som barn, miste sin mor i en bilulykke og falde om på scenen. Han skal forestille at lede et stort orkester, men Det Kongelige Kapel, suk, overdøves fuldstændig af svulstig elguitar.

Blåøjet kærlighed

En sans for detaljer eller nuanceret persontegning indfinder sig aldrig. Hverken i tekst, opsætning eller indsats. Kort efter sit hjerteanfald er Daniel tilbage i barndomsbyen, men hans pludselige forvandling fra diva til frisat barnesjæl står uforklaret hen i en alt for tidlig helteballade tilsat snefald og strygere. 

”Nu og kun nu er den tid, jeg har,” synger konstant overgearede Carsten Svendsen med stærk, men helt uegal tenor. Som i himlen er lige så blåøjet som butiksskiltet i den forretning, hvor han møder Lena, sunget bedårende af Sicilia Gadborg, men spillet som en uselvstændig manic pixie dream girl.

Endimensionel ørkenvandring

Igen og igen påstår den genfødte Daniel at blive rørt over det lokale amatørkor. Hvorfor står hen i det uvisse, for Fredrik Kempes partitur forveksler musikalsk magi med en durklang iblandet triangel. Når det ikke er patetisk, er det bøvet – en ørkesløs vandring mellem generiske ballader og billig dansktop.

Karaktererne er lige så uæltede. Medlemmerne af koret, som Daniel bliver leder af, er outrerede og endimensionelle. Den tykke mand er tyk, den gamle dame gammel. Decideret pinligt er det at se en af de medvirkende spille spastiker i de næsten tre meget lange timer, Som i himlen varer.

Infantil dialog

Flere mikrofoner svigter undervejs. På et tidspunkt går strømmen, desværre lykkes det at genetablere den. Man skal leve for de drømme, man har, synger Lena, mens sidehistorier om vold i hjemmet og en selvdestruktiv præst blafrer forbi som en uforpligtende, melodramatisk fantasi om dybde.

Værkets indsigt i den menneskelige psyke når et infantilt lavpunkt, da Daniel skal erklære Lena sin kærlighed i en dialog, der må være skrevet af en otteårig. Fem sekunder senere er hun gravid. Ti sekunder senere er Daniel død. Tragedien er dog en helt anden.

Letbenet ligegyldighed

For hvad i alverden skal vi med denne letbenede ligegyldighed? Ud over altså at forstå, at den nye operachef er svensk. Sidste år satte Det Kongelige Teater den musikalske barre tårnhøjt med West Side Story, denne gang er Det Kongelige Kapel ikke til at høre for klaver og trommer.

Som i himlen er billige modulationer og overfladisk teater i stedet for egentlige ideer og troværdigt drama. Det kunne være opført på andre scener herhjemme, måske endda med større effekt – uden et orkester, man alligevel ikke kan høre, og i en mindre skrabet scenografi.

Et gennemgående tema i musicalen er, at man skal sige fra, hvis nogen behandles dårligt. Det gør vi alle sammen her – musikere, medvirkende, publikum, kunsten som sådan. Måske skal man være belastet med smag for at se det. Eller med selvhøjtidelighed. En af delene er jeg desværre. Som ind i helvede.