Himherandit spiller den højenergiske forestilling Carcass under KSelekt på Det Kongelige Teater. Carcass er midterste del i en trilogi, der har døden som fælles tema. ISCENE talte med kompagniets kunstneriske leder Andreas Constantinou om tankerne bag trilogien og om døden som koreografisk greb.
Prøverne på tredje del af Himherandits trilogi om døden, Shroud, er i fuld gang på Det Kongelige Teaters Lille Scene, da jeg ankommer for at tale med Andreas Constantinou. Det prisbelønnede, aarhusianske queer-kompagni er rykket ind i scenerummet som del af deres KSelekt-forløb, og hvor de i slutningen af november skal spille trilogiens anden del, Carcass.
”Oh My God,” udbryder Andreas Constantinou spontant, da jeg spørger til opholdet på Det Kongelige Teater. ”Wow, de har fantastiske faciliteter og ressourcer her, tilmed deres eget træningslokale. Jeg er så glad for at opleve stedet her,” ler han, før han mere nøgternt fastslår, at han er meget taknemmelig for at arbejde i et teater, der er på et helt andet niveau end andre i Danmark.
Hvad vil du sige i den sidste stund?
Vi vender blikket mod trilogien, der trækker tråde helt tilbage til 2012, hvor Andreas Constantinous daværende kæreste fik en hjerneblødning og lå i koma i to uger. ”Dø ikke, tænkte jeg, mens jeg hver dag sad på intensiv og holdt hans hånd,” fortæller han om oplevelsen, der blev afsæt for en laboratorieperformance, hvor han inviterede folk ind og fik dem til at skrive de sidste ord, de ville sige i den sidste stund til en elsket, der skulle dø. Han lagde materialet til side, men tog det frem igen, da hans mor blev terminalt syg med cancer i 2020.
”Jeg passede min mor, mens hun var syg, som hun havde gjort med sin mor, og imens interviewede jeg hende om døden, livet, kærligheden og de samtaler blev til en del af My Undying Love,” fortæller han om trilogiens første del og fortsætter: ”Det var en immersiv og meget intim performance for fem personer af gangen, hvor publikum oplevede at våge over en døende. Siden forvandlede publikum sig til protagonister, der dækkede min krop med gips og blomster, mens de kunne høre min mors ord, og før de forlod rummet, havde de hver især øjenkontakt med mig”.
Dødens stilhed og livets store roderi
”My Undying Love er en form for rituelt rum, hvor publikum oplever legemliggjorte stadier af sorg og død,” forklarer Andreas Constantinou om forestillingen, der startede trilogien. ”Døden fyldte i mit liv, og jeg er den type kunstner, der arbejder med det, der fylder, fordi jeg tror på, at det personlige er politisk. Det handler aldrig om mig. Sorg er om alle, vi har alle mistet mennesker, så trilogien handler om, hvordan vi kan forbinde os med hinanden ved dele sorg og død.”
Jeg tror på, at det personlige er politisk
Mens første del var meget intim og personlig, er Carcass, der betyder kadaver, anderledes i både fokus og tempo. ”Jeg ville undersøge noget andet og gik til værks ved at stille forskellige svære spørgsmål om død og sorg til de seks i teamet. I de første uger var der mange tårer, og mit mål var, at performerne skal påvirke publikum på samme måde, som de selv blev ramt af mine spørgsmål,” forklarer han og understreger, at mottoet for Carcass var ”Behold det hele”.
Mens han normalt reducerer udtryk, handlede det denne gang om at skabe en forestilling, der er stor og rodet som livet selv. ”Vi kan kun mærke dødens stilhed, når vi først har mærket livets roderi”.
Se forestillingstrailer til Carcass her.
Afskeden med selvet
Tredje del, Shroud, der betyder ligklæde, har et tredje udtryk, som Andreas Constantinou bedst kan beskrive som morbide billeder med en absurd humor i et visuelt poetisk drømmesprog.
”Min sorg over de døde er nu længere væk, i det underbevidste, og derfor arbejder jeg i Shroud med sløringer symboliseret i titlens ligklæde, men også i form af de slør, man lægger over spejlene i mange kulturer, når nogen dør. Det kan også være i form af spøgelser, hvide klæder med sorte øjne, og scenografien har tunge gardiner, der peger på det amerikanske begravelsesritual, hvor det sidste man ser, er gardiner, der lukkes. Begrebet ”tæppe” betyder jo også slut på scenen,” beskriver han grebene i trilogiens sidste del.
På kanten af efterlivet
Andreas Constantinou vender flere gange tilbage til spejlet som et væsentligt symbol for døden, fordi de fungerer som porten til den anden side. ”Når vi dør, giver vi slip på vores identitet. Intet er vigtigt længere, og mange vil revurdere, hvem de egentlig har været i deres liv. Det dækkede spejl symboliserer afskeden med selvet. Jeg bruger mest vestlige symboler, som er præsente i vores bevidsthed og ubevidsthed, og jeg kan virkelig godt lide at bruge symbolisme i krydset mellem installationskunst og performance,” forklarer han sin kunstneriske nysgerrighed.
Et bevægeligt billede, der dirrer på kanten til efterlivet
Andreas Constantinou bruger således vestlige symboler for død som koreografiske greb. ”Jeg vil koreografere død, ikke det at dø, så jeg håber, publikum vil se Shroud som en film, som et bevægeligt billede, der dirrer på kanten til efterlivet,” præciserer han og forklarer uddybende, at det interessante for ham som kunstner er at arbejde med forskellige måder at kommunikere på gennem lyd, lys, installation og krop: ”Kombinationen af elementerne danner et sprog for mig i hvert værk, og de finder altid deres eget sprog.”
Kunst kan være en bro
Andreas Constantinou modtog mange, lange breve fra tilskuere, der delte deres egen sorg med ham efter My Undying Love, og det er helt overordnet hans kunstneriske ambition at skabe mere empati mellem mennesker. ”Nogle gange komplicerer ord ting. Kunst kan være en bro mellem mennesker, der kan få fremmede til at dele noget dybt, fordi de kan mødes i det ordløse på en måde, der ikke sker i andre samtaler,” siger han og understreger, at det er det, han gerne vil med sin kunst.
Kunst kan være en bro mellem mennesker, der kan få fremmede til at dele noget dybt
”Jeg er ligeglad med genrer og dramaturgi. Den virkelige test er, hvordan værkerne ræsonnerer i mennesker,” uddyber han og fortæller, at publikum også har reageret stærkt Carcass, selvom den ikke er så immersiv som My Undying Love.
“Jeg er blevet stoppet på gaden i Aarhus og har haft dybe samtaler med folk, der er blevet meget bevægede af forestillingen, og de reaktioner bestyrker mig i, at jeg skal følge mine instinkter og min praksis med at finde et sprog, der passer til stoffet,” fortæller han.
Det er kunst
En uge før premieren ankommer det internationale hold af performere, der medvirker i Carcass. Andreas Constantinou glæder sig til at samle holdet igen og er især spændt på, hvordan de skal få den meget ekspressive forestilling foldet ud på Lille Scene, der er noget mindre end Bora Boras scene i Aarhus, som forestillingen er lavet til.
”Jeg ved ikke, hvordan vi skal oversætte den. Men jeg kan lide den udfordring, og hvis det ikke virker, virker det ikke. Det er kunst, og så prøver vi bare noget andet,” smiler han, der også planlægger at sende Carcass på turné, hvor den vil skulle tilpasses mange forskellige scenerum og møde forskelligt publikum, der med Andreas Constantinou ord gerne må både ”elske og hade forestillingen, for det er dialogen, der er vigtig.”
Læs mere om KSelekt hos Statens Kunstfond her.
Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med KSelekt med fuld redaktionel frihed for ISCENE.
