★★★☆☆☆ Den anden er mere krimigåde end horror 

Sydhavn Teater viser Den anden af performer Katrine Leth og scenograf Freya Sif Hestnes. Der er videoer, blodige vægge, kaffefiltre ud over gulvet og et meget stort, hvidt hjerte, der banker. Artefakter af ting, der er sket, og ord, der er sagt, opleves mere som billeder i et fotoalbum end et saftigt drama.

Den lille scene P44 er ellers et intimteater, hvor vi ikke bare er helt tæt på kunstneren, vi er også medspillere. Skærme i entreen viser film med Katrine Leth i køkkenet i kaotiske optrin og af hendes ansigt og ord. En efter en trækkes vi ind i den kaotiske køkkenscenografi og placeres i en form for familieportræt. Flere og flere kommer til og instrueres i at posere og smile. Det er et effektfuldt og sjovt greb. 

Annonce

Instruktionerne kommer fra en video af performerens ansigt, der taler, mens hendes krop kommunikerer nonverbalt. Manus er skrevet af Sonja Ferdinand og refererer til scener, der har udspillet sig i et parforhold. ”Er det mig, der ser på dig eller omvendt?… Hørte du, jeg sagde til dig, at køkkenlågerne står åbne?” Vi forstår, partneren ikke er der mere, men hvis blod, der driver ned af væggene, ved vi ikke.

Publikum som statister

Vi står helt tæt sammen i den lille køkkenscenografi i et lokale på ca. 8 m2. Der er LED-stearinlys på det lille firkantede bord i midten, og Katrine Leth serverer kaffe for gæsten på den anden side af bordet. Hun hælder kaffen over hovedet på sig selv og tager den hvide T-shirt af. En anden gæst bliver involveret i at udbedre skaderne. Mænd blandt publikum trækkes ind i rollen som partneren.

Én bliver sat til at tømme opvaskemaskinen. En anden sendes op ad trappen for at hente en buket visne, røde roser. Hun giver udtryk for, at det er dejligt at få blomster, men ærgerligt at skulle bede om det selv. Det fungerer fint, at ordene kommer fra skærmen, mens performeren understøtter manus nonverbalt. 

Et nik, et blik, en retning, der vises. Afmagten over at skulle opdrage så meget på partneren: ”Alle ord mister på et tidspunkt deres betydning… Er du der?… Jeg falder…Træk vejret ind, pust ud.” Hun slår hovedet gennem væggen og henter derefter et kæmpemæssigt hvidt hjerte. Det bruges som rambuk til at slå væggen ind, hvor en hvid verden af draperet stof åbenbarer sig. 

Kærligheden tåler ikke alt

Er vi i himlen eller i et blodfattigt hjertekammer? Anders Bachs lyddesign ændrer sig fra en monoton rungen til en insisterende, bankende rytme med kirkeklokker og guitarmelodier. Der er lagt op til himmelske metaforer. Lyden bygges op i et buldrende syret lydtapet, der måske afspejler det helvede, hun kom fra. Blodet på væggene i køkkenets tilstand, afspejler sindet. 

Katrine Leth forsvinder i det blodløse, hvide hjerte, helt ind i det dunkende hjertekammer med dets rytmiske puls. Herefter er der ikke andet tilbage end nogle hvide skumfiduser, vi kan spise på vejen ud, mens vi tygger lidt på, hvad det lige var, der skete. Forestillingen begynder på sin vis både forfra og bagfra.

Visuelle undertekster

Felipe Osorio-Guzmáns grønne spøgelseslys blev fordrevet af varm orange i det øjeblik, vi oprindelig blev lukket ind i universet. Publikum i de grotesk smilende opstillinger, blodet og Katrine Leths skikkelse uden for vinduet. Den anden er et efterspil af angsten, voldsomheden og desperationen.

Har vi tilbragt en time med et genfærd? Vi fornemmer, hun er utilregnelig. Vi tager ansvaret for, at hun ikke falder og slår sig, når hun svajer og vælter, når stearinlyset står skævt og kaffen løber ned ad bordet. Vi flytter os, så hun kan udfolde sig, giver plads og gør, hvad der forventes af os. Men al horroren skete, før vi kom. Vi er Scully og Mulder, der træder ind på scenen i X-files efter forbrydelsen.

Performerens refleksioner over forholdet til den anden er som at lytte til en dagbog eller se billeder i et fotoalbum. Det er blodfattigt, idet al blodet allerede driver ned ad væggene, og tilbage står et fortabt genfærd af erindringer. Der er interessante og nytænkende greb på spil, men vi bliver aldrig helt revet med, snarere tilpas forundrede. Og det kan også noget.