Det tværeuropæiske residency-projekt Moving Identities blev skudt i gang tidligere i år. Udviklingsplatformen for Scenekunst er et af de seks steder, der hver tager imod tre kompagnier i første sæson af projektet. ISCENE har spurgt aktørerne om de første erfaringer.
”Meningsfuldt er det første ord, der falder mig ind,” siger leder af Udviklingsplatformen for Scenekunst (UP), Mikkel Harder, da jeg spørger om hans umiddelbare oplevelse efter, at to af årets tre grupper har afviklet deres ophold i Danmark.
Han har netop truffet den tredje gruppe, der kommer fra Norge, og følelsen af meningsfuldhed knytter sig for ham både til de tre gruppers engagement i projektets overordnede identitetstema, til den intensitet, han oplever i prøvelokalerne, og til gruppernes møder med de lokale omgivelser uden for residency-stedet:
”Ideen med at tilknytte en lokal kunstner som vært havde meget stor betydning for den spanske gruppe Caravana de Centàurides oplevelse af Danmark. Det, at han åbnede sit personlige netværk for dem og tog dem med rundt i byen, var bare utroligt inspirerende,” fortæller Mikkel Harder, inden han vender tilbage til temaet identitet, som grupperne oplever som relevant, selvom de går til det på forskellig vis:
”Både den norske og den spanske gruppe tager udgangspunkt i deres egen fysiske og mentale identitet, mens den danske gruppe undersøger en defineret gruppes identitet”.
Rejsen i landskabet
Det danske DRIVER–projekt arbejder nemlig tværæstetisk med temaet lastbilchauffører i Europa og har altså fokus på en anden identitet end deres egen. De var de første, der havde residency hos UP, hvor de afsluttede opholdet med en visning, der bød på en mosaik af researchfotos og -fortællinger, koreografi, maskearbejde og et lille refleksionsskema om projektets undertemaer, fx frihed, krop, arbejdsforhold og landskaber, til de fremmødte.
Koreograf Lara Ostan fortæller, at gruppen brugte opholdet hos UP til at researche og sætte de første tanker i gang om projektet. Siden har projektet haft deres anden residency hos Nau Ivanow i Barcelona, hvor de blandt andet interviewede lokale lastbilchauffører.
”Det gav god mening i vores proces at have de to ophold tæt på hinanden tidmæssigt. Vores næste ophold er ved DAVVI i Norge til april, så projektet får lov til at simre indtil da,” fortæller hun og forklarer så, hvordan gruppen også rejste på en måde, der både taler ind i bæredygtighedsaspektet af Moving Identities og i DRIVERs tematik:
”Vi valgte at rejse til Spanien med tog og vil højst sandsynligt også gøre det til Norge, så vi også kan følge geografiske ændringer i landskabet tydeligere. DRIVER arbejder med at forstå forskellige præmisser for lastbilchauffører i Europa, og i Spanien fik vi et klart indblik i manglen på fagforeninger og ordentlige arbejdsvilkår i deres branche. Norge lægger sig tættere op ad rammerne for lastbilchauffører i Danmark, så der er vi mere nysgerrige på de udfordringer, deres landskab bringer i arbejdet,” fortæller hun om de videre planer, der inden opholdet i Norge også byder nogle af de mentorforløb, der er en del af Moving Identities.
Hvor er kørestolene?
Spanske Caravana de Centàurides arbejder med aktivisme, queerness, sensualitet og tilgængelighed. Flere af gruppens medlemmer anvender kørestol, og de lægger da også en del vægt på tilgængelighed, når jeg spørger til deres oplevelse af opholdet i Danmark. De var meget glade for UPs faciliteter, hvor prøvesalen er placeret i stueetagen, og hvor de oplevede at blive mødt med stor professionalisme i forhold til tilpasninger til deres mobilitetsudstyr. Til gengæld var de overraskede over, at de næsten ingen kørestole så på gaden, og at det var så svært at komme ind på fx restauranter i kørestol.
”Vi måtte bo en time væk fra UP, for der var ikke tilgængelige boliger i nærheden,” fortæller de, der således på dette punkt ser frem til deres næste ophold i Barcelona, hvor de fleste af dem bor normalt, og som de opfatter som meget mere tilgængelig for gangbesværede end København.
Kunstnerisk var gruppen især glade for feedbacken fra det inviterede branchepublikum, der så fragmenter af deres punk-poetiske, koreografiske værk: ”Publikum til vores visning gav os en meget interessant og smuk feedback. De påskønnede vores arbejde og foreslog også, hvordan vi kunne undersøge videre og hvad vi kunne forbedre,” fortæller de og uddyber deres forventninger til projektets videre forløb:
”Vi vil styrke vores gruppe og arbejde med kærlighed, omsorg, at lytte og nyde det store potentiale, vi har. Vi vil også prioritere at skabe og udvide netværk med andre Crip- og Queer-folk i Barcelona og Belgien”.
Større diversitet har mange aspekter
Mikkel Harder oplevede begge grupper som meget selvkørende. ”Vi har selvfølgelig haft nogle udfordringer med at sikre, at vores lokaler var indrettet, så den spanske gruppe kunne bruge dem frit. Alt virkede for dem og det er godt at vide, at vores lokaler fungerer, også for gangbesværede. Der er desværre meget få residencies, der tilbyder lige muligheder for kørestolsbrugere, så det er rart, at vi kan det, selvom der selvfølgelig er rum for forbedringer også hos os,” fortæller han.
I Moving Identities-projektet ligger implicit målsætningen om at opnå større diversitet i den europæiske scenekunst og at styrke underrepræsenterede kunstneres internationale netværk og synlighed gennem internationale residencies.
Lara Ostan understreger vigtigheden af, at både institutioner og kunstnere tager ansvar for at virkeliggøre intentionen, og hun håber, at projektets udviklingsstrategier bliver delt til inspiration for andre aktører i branchen. ”Vi har også udtrykt et ønske om, at deltagerne fra det første open call skal mødes, dele erfaringer og give input på, hvordan vores branche kan (og skal) arbejde for og med mangfoldighed,” fortæller hun.
Caravana de Centàurides ser et totalt sammenfald mellem målsætningen og deres eget projekt: “Hvis vi vil opnå en større mangfoldighed i scenekunsten og styrke synligheden af underrepræsenterede kunstnere gennem internationale residencies, kan vi ikke lade være med at tale om tilgængelighed i scenerummet for publikum og for kunstnerne, både i øvelokaler, scener og backstage. Vi skal også søge maksimal synlighed for Crip- og Queer-kunstnere, så andre mennesker kan spejle sig, så de kan finde referencer og en vis lindring af den ensomhed og isolation, som den normative dominans kan fremkalde,” afrunder de deres foreløbige refleksioner over projektet.
Det, vi har drømt om, sker
Mikkel Harder er tilfreds med fremmødet til de to gruppers visninger og mener, at grupperne også fik meget ud af at få feedback tidligt i processen af et publikum, der hovedsageligt bestod af branchefolk.
”Meget af det, vi har drømt om, er det, der sker. Der er kæmpestore kulturforskelle, og det er en del af oplevelsen. Den spanske gruppe ville fx helst arbejde, når vi normalt holder fri, og var forundrede over, at vi spiser aftensmad så tidligt, når de er vant til at spise efter kl. 22. Men det er jo netop en pointe med at rejse ud – at få nye perspektiver,” fortæller han og ser frem mod det næste møde i projektets partnergruppe, der evaluerer og videndeler ud fra de gennemførte residencies:
”Jeg er spændt på, om mødet fører til justeringer eller nye formuleringer for den måde, vi gennemfører både de kommende udvekslinger og formuleringerne af næste ansøgningsrunde. Jeg ved, at vi kommer til at tale om diversitet. De grupper, vi har arbejdet med nu, opfylder i høj grad nogle aspekter af diversitet. Men der er helt klart aspekter, hvor vi ikke er lykkedes. Så der er noget at arbejde med fremover,” afrunder Mikkel Harder med blikket rettet mod projektets videre udvikling.
Læs mere om Moving Identities her.
Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Udviklingsplatformen for Scenekunst med fuld redaktionel frihed for ISCENE.
