Kunsten at tænde unge med dans og musik – Interview med Tim Rushton om Let’s Dance Nielsen!

Koreograf Tim Rushton har koreograferet Carl Nielsens symfoni Nr. 2 også kaldet De fire temperamenter med 90 unge fra hele landet. DR Musikariet har dermed virkeliggjort drømmen om at skabe en unik ung til ung oplevelse med musik og dans. ISCENE var med til den første gymnasieforestilling i DR Koncerthuset og talte med koreograf Tim Rushton om processen.

”Det vigtigste for mig er, at de unge dansere får en stærk once-in-a-lifetime-følelse af, at vi kan noget sammen her, hvis vi alle sammen har et fælles mål. Og det fælles mål, det er dans og musik”. Tim Rushton opsummerer sin motivation, siddende på scenen efter første forestilling. Han er godt tilfreds med, hvordan det er lykkedes at samle alle skolernes bidrag til forestillingen på blot tre dage.

Annonce

Unge dansere fra fem forskellige danseskoler i landet er på scenen sammen med DR Symfoniorkesteret og DJ-kollektivet Den Sorte Skole. Den 10. og 11. januar opførtes forestillingen for gymnasieelever om dagen og med billetsalg den 12. januar om aftenen. ”Hvis danselærerne ude i landet ikke forstår, hvad projektet går ud på, så kan man ikke lave det,” siger Tim Rushton om et projekt som Let’s Dance, Nielsen! 

Nationalt koreografisk samarbejde 

Tim Rushton, der er tidligere kunstnerisk leder for Dansk Danseteater og nuværende kunstnerisk leder af Det Kongelige Teaters ungdomskompagni, Komapgni B, har mange års erfaring med projekter med og for unge: Der er ikke nogen let eller direkte vej, men det er vigtigt, at alle, der er med, forstår projektets karakter, forklarer han. Derfor er det vigtigt at kunne have tillid til alle samarbejdspartnere.

”Den forbindelse, jeg har til danselærerne ude på skolerne, er afgørende i et projekt, der er så kompliceret rent organisatorisk,” siger han. De forskellige skoler repræsenterer forskellige niveauer, men det er ingen hindring. Koreografien er nemlig skræddersyet til hver skole, hvor eleverne ud fra Tim Rushtons opskrift, selv skaber en bid fra den i alt 60 sider lange og detaljerede drejebog. 

Der kunne fx stå, at fra dette sekund og 8 takter frem skal du ind ad en dør 1, 2, 3, 4 eller 5 og bevæge dig X antal meter over gulvet til beskrivelser som fx blødt, hårdt, hurtigt, hip-hop-agtigt eller balletagtigt. ”Det her er nøglen til sådan et projekt. De skal lave det selv, og jeg blander mig ikke i det. Jeg siger bare, at overordnet skal det være sådan og sådan,” fortæller Tim Rushton.

Ild under kunsten

Danselærerne var bekendt med projektet halvandet år i forvejen, mens eleverne blev introduceret ved skoleårets start. Tim Rushton coachede eleverne under tre besøg på hver skole. Kort før premieren mødtes alle i DR Koncerthuset i tre dage, hvor alle dansere og deres lærere var til prøve fra kl. 10 om morgenen til kl. 20 om aftenen. Danserne gennemgik hele værket, og derefter blev orkesteret sat på.

”Så er der forestilling. Det er hardcore, men jeg kan godt lide det. Hvordan leder og tænder man mennesker? Hvorfor er vi samlet? Det synes jeg er nøglen. Den proces kan noget, og det ønsker jeg at guide ordentligt med overskud og god vibe,” siger Tim Rushton. Hans håb er, at de unge får en fantastisk oplevelse af fællesskab med voksne, der stiller kunstneriske krav: 

”De bliver guidet, men fylder selv, der hvor de skal fylde, og det er spændende at arbejde med. Vi er sammen om dans og musik på et meget højt niveau med fælles mål. Vi behøver ikke være perfekte, men vi skal nå så langt, vi kan. Hvis du kan få ild under kunsten, så kan den noget. Det er blevet en enorm vigtig del af mit liv og kendetegner, hvordan jeg vil videreformidle min kunst. Specielt til unge. For det er dem, der kan lave noget om i fremtiden,” siger han.

Musikkens fysiske temperamenter

Tim Rushton var også med til at træffe beslutningen om at arbejde med Carl Nielsens musik De fire temperamenter. Han finder den udtryksfulde musik og dens udtryk for forskellige, markante følelser meget velegnet til projektet. Næsten alle elever har koreograferet 8 eller 16 takter til alle fire dele og har dermed prøvet kræfter med forskellige kvaliteter af dans og musik.

”Det er meget vigtigt, at eleverne får en god fornemmelse af orkesteret. Hvordan de gør, er jeg faktisk ligeglad med, men de skal gøre bevægelsen fysisk i relation til den klassiske musik. Noget af musikken er faktisk ret svær rent musikalsk. Der er fx en meget langsom og atypisk vals”. Tim Rushton nynner, mens kroppen bevæger sig, og han siger: 

”Det handler om, hvordan man kommunikerer musik, for det ér svært, og man må anerkende, at det er en proces. Det bliver ikke perfekt, og det kan jeg egentlig godt lide. Hvis du får 80% af danserne med, så er det bare en vinder. Jeg har et realistisk mål, holder det positivt og prøver ikke at piske dem til det, men gør det i stedet lidt lettere, så det fungerer. 

Den bløde vej til publikum

Hele udgangspunktet for projektet er DR Musikariets ønske om at formidle klassisk musik til et ungt og nyt publikum. Tim Rushton mener, det er vigtigt, at man ikke lefler for de unge, men byder dem noget, som de rent faktisk kan være med til som tilskuere. Man skal hverken tale ned eller op, men bare direkte til dem på kunstens vegne, så de kan være med. 

Det er meget kendetegnende for Tim Rushtons arbejde, at kunsten ikke bliver pædagogiseret: ”Her er flot koreografi, lidt rytmisk musik, lidt hiphop, lidt klassisk. Jeg er meget til den bløde indgang og til at give folk nogle værktøjer, så de egentlig bare kan være her og forstå det, de ser, og få en god oplevelse ud af det”. 

Og det ser det bestemt ud til, de gør. På publikumsrækkerne hersker fuldstændig stilhed blandt de hundredvis af unge mennesker, der i fællesskab er suget ind i kunsten. Der lyder beundrende mumlen i fascination af musik og dans. Fra de øverste pladser fremstår de mange koreografiske formationer, små fortællinger og scenografiske mønstre som levende organismer i et magisk kalejdoskop.

Fascinerende projektioner 

Signe Kroghs videodesign har ligget fast i god tid, så den store manual også indeholdt detaljer om projektioner og lys. Eleverne har derfor skabt koreografien med fuld indsigt i, hvad der sker scenografisk i netop deres takter. Den fascinerende grafik står knivskarpt med fx sort-hvide bølgende striber og røde zigzag på gulvet og på dansernes tøj. 

Projektionerne skydes ned over den kæmpestore scene fra loftet, som var det en avanceret discokugle. De mange entreer er velfungerende og varierede. En koreografi ligner små dyr, der tripper foroverbøjet i takt med hænder på knæ. Der er hiphop og ballet i både mindre ensembler og med alle 90 dansere sammen i et imponerende skue.

Der er bølgende hav med stofstykker på tværs af scenen i forskellige formationer. En solist danser midt i bølgerne til projektioner i varm gul og rød. Et balletindslag udfolder sig i en klar spot. Den kvindelige solist løftes op af hænder til en menneskeskulptur, der siden opløses langsomt som af tidens tand. Projektionen bliver askegrå om solisten i midten og skifter til pink og blåt som i den blå grotte i balletten Napoli.

Musikalsk og sømløs danseglæde

Fra publikumsrækkerne overraskes vi af, hvor sømløse overgangene er mellem symfoniorkesteret og Den Sorte Skole. Der opstår fx vejrtrækningslyde, sprøde klikkende lyde, tordenrumlen og basdunk. Den til tider dystopiske stemning hos Den Sorte Skole resonerer fint med symfoniorkestrets varme strygerklange, smukke træblæsersoli og dramatiske messing. Mange publikummer sidder helt fremme på sæderne.

Dansernes bevægelser er uden tøven, og der tages ansvar hele vejen rundt. Bevægelserne ser godt ud, uanset, om det er snorlige rækker, ballet, hiphop eller kunsten at ramme momentum i de mange entreer og udgange. Det er tydeligt, at de kender musikken rigtig godt og samarbejder rutineret, uanset om det er et klassisk eller moderne lydbillede. 

Dansernes forskellige niveauer bidrager samlet til et helstøbt, kunstneriske værk. Tim Rushton formår netop dette: ”Nogle er meget dygtige og kan noget. Til andre skal man sige; nej, det er højre ben, du skal træde ned på. Det skal man rumme, ellers skal man ikke gøre det”. Med Let’s Dance, Nielsen! er det i høj grad lykkedes at tænde for et kunstnerisk fællesskab uanset niveau, båret af dygtige professionelle voksne. Men det er også lykkedes at skabe en virkelig flot og seværdig forestilling for alle.