★★★★★☆ Tove – kærlighed til ordene

I Abelone Koppels Tove, der i disse dage spiller på Teatret Zeppelin, kan børn lære lidt om Tove Ditlevsen og meget om at være tro mod sig selv og sine drømme – uanset hvad andre siger.

“Min mor ville ønske, jeg sad stille og legede med den dukke, hun har givet mig,” siger Josefine Glæsels let forpjuskede Tove i Teatret Masken og Teatret Zeppelins forestilling, der er inspireret af Tove Ditlevsens barndom.

Men Tove er ikke som piger er flest på hendes tid. Hun vil ikke sidde stille og lege. Hun vil fantasere, læse og skrive digte, der kan “bevæge mange mennesker”. Heldigvis indser selv mor da også til sidst, at Tove skal gå sine egne veje.

Formskiftende drømmeunivers

Allan Frausings scenografi, som består af enkle skydevægge i profilbrædder, der strækker sig fra gulv til loft, fungerer som et blankt lærred for fortællingen. Scenen bliver som et konstant formskiftende drømmeunivers, der kan fremstå både varmt og trygt og uhyggeligt og mørkt i Jim Falks lyssætning, der elegant skifter fra dyb-varm orange til sygeligt gul-grøn for at understøtte historiens følelsesudsving.

De tre medvirkende, Petrine Agger, Theresa Hedelund Jensen og Josefine Glæsel, bevæger sig ud og ind mellem væggene, som de skubber rundt på undervejs og derved med ganske få ryk kan ændre scenen fra Toves værelse til systuen, hvor Petrine Agger som den hårdtarbejdende mor konstant er i gang med arbejdet.

Ordenes egen musik

Theresa Hedelund Jensen er første person på scenen. Hun går stille over og sætter sig ved et lille skrivebord yderst i venstre side, hvor hun begynder at taste rytmisk på en gammel skrivemaskine. Tastelydene afspilles igen og igen og forvandler sig til et beat i Rasmus C. Månssons musikalske lydbillede. Som ordenes helt egen særegne musik, der går igen i de brudstykker af Tove Ditlevsens digte, som forestillingen også har med.

Theresa Hedelund Jensen er nemlig både sangerinden Fru Engell, der netop er flyttet ind i nabolejligheden, og med stor omsorg opfordrer den unge Tove til at læse og tro på sine drømme. Og så styrer hun Mørkestemmen: Toves dystre, indre stemme, der fysisk er til stede på scenen som Rolf Søborg Hansens temmeligt uhyggelige dukke. En dukke, der med sine tynde, tjavsede fletninger og blanke, sorte øjne mest af alt ligner en sygelig udgave af Tove.

Hvirvlende bogstaver og klare budskaber

Lene Skytt Pustelnik står bag den vellykkede iscenesættelse af Abelone Koppels tekst, der – som programteksten angiver – er “baseret frit på historien om forfatter Tove Ditlevsen og hendes barndom på Vesterbro”. Og det fungerer virkelig fint med barnet Toves digterdrømme som omdrejningspunkt for en forestilling, der mest af alt handler om at lære børn, at de skal tro på deres drømme.

Josefine Glæsel skaber Tove med barnlig entusiasme og store følelser. Børnene blandt publikum følger fascinerede hendes bevægelser og hendes begejstring for smukke ord, som “hulsten”, “stjerneskud” og “edderkoppespind”. Vi ser og mærker både de usynlige ord, der kun findes i hendes hoved, og de magiske ord, som gennem Jim Falk og Martin Hansens videodesign projiceres op på scenevæggene, hvor bogstaverne danser omkring og hvirvlende forvandler sig til nye ord.

Når Tove gang på gang indleder sine sætninger med “Skal jeg sige jer noget?”, så svarer børnene blandt publikum bekræftende. De vil gerne høre, hvad hun har på hjerte. Både de muntre budskaber og de mørke, farlige tanker, som forestillingen også er fuld af. Tove leverer et tydeligt budskab om, at man skal tro på sig selv, følge sine drømme og ikke mindst lære at elske og acceptere alle sider af sig selv – både de mørke og de lyse.