Populært lige nu

Annonce

Her er vinderen af Årets Forestilling 2023 – Scenekunstens Priser

Fredag eftermiddag kunne juryen bag Scenekunstens Priser i Aarhus endelig løfte sløret for, hvem af de fire nominerede forestillinger, der havde vundet publikumsafstemningen som Årets Forestilling 2023. Det skete under Performing Arts Platforms nytårskur, hvor store dele af det aarhusianske scenekunstmiljø var samlet.

Annonce

Efter afstemning blandt fire nominerede aarhusianske forestillinger, har publikum valgt, at Årets Forestilling 2023 blev DIX, som i januar 2023 kunne opleves i kælderen under det gamle Amtssygehus. DIX er skabt i et samarbejde mellem Teater Fluks og Teater Carbon.

Juryen, som har nomineret forestillingerne, skrev bl.a. om DIX

”Publikum er inviteret til at være en del af en tragisk kabaret, et psykologisk eksperiment og en bizar fest spundet ind i et stærkt sanseunivers, inspireret af den tyske billedkunstner Otto Dix … Forestillingen DIX markerer en velkommen tilbagevenden til spændende site-specifikke teateroplevelser i Aarhus og efterlader os fascinerede, eftertænksomme og sultne efter mere”.

LÆS OGSÅ: ISCENEs anmeldelse af DIX

Annonce
Årets Pinspot går til Teater Kabinettet. Foto: Frederik Alsing Carlsen
Årets Pinspot går til Teater Kabinettet. Foto: Frederik Alsing Carlsen

Årets Pinspot og Applaus

Årets Applaus gik til Teatret Svalegangen for deres United Change-projekt, og endelig blev også juryens særlige opmærksomhedspris – Årets Pinspot 2023 – uddelt. Årets Pinspot peger på en person, en gruppe, eller et tiltag, som ifølge juryen er værd at holde øje med. Denne opmærksomhed gik ved fredagens prisuddeling til Teater Kabinettet, en ambitiøs teaterforening i det aarhusianske vækstlag, som i 2023 imponerede medlemmer af juryen med deres forestilling Vokseværk – eller: et opgør med angsten for knuste drømme og kronisk ensomhed.

Juryen gav Teater Kabinettet følgende ord:

Annonce

“Forestillingen Vokseværk blev til gennem en bevidst kollaborativ proces. I sætter barren højt ved at vælge en arbejdsmetode, der normalt ikke er for småbørn. Respekt for det! Forestillingens form er genkendelig – men alligevel som støbt på ny. Uprætentiøs, uskadt – og alligevel ambitiøs på sin helt egen måde. I tager udgangspunkt i jer selv, jeres egen alder og jeres egen angst, savn, drømme, utryghed og utilpassethed – samtidig med, at I insisterer på retten til at være helt perfekt uperfekte. Jeres budskaber er befriende fri for belæring. Derfor lytter vi…”

LÆS OGSÅ: Teatret Svalegangen modtager Årets Applaus 2023

Nytårskur 2024 hos Performing Arts Platform. Foto: Frederik Alsing Carlsen
Nytårskur 2024 hos Performing Arts Platform. Foto: Frederik Alsing Carlsen

Nytårskur og fejring af scenekunsten

Performing Arts Platform har siden 2017 stået bag den årlige nytårskur for scenekunsten i Aarhus, som sætter en festlig ramme om uddelingen af Scenekunstens Priser.

Fagjuryen, som nominerer til Årets Forestilling samt udpeger Årets Applaus og Årets Pinspot, består aktuelt af: Astrid Guldhammer, børnekulturkonsulent ved Børnekulturhuset i Aarhus; Dorthe Hansen Carlsen, skuespiller, instruktør og performancetræner; Christian From, movement director, multikunstner, produktionsleder mm.; Jakob D. A. Nicolaisen, journalist og kommunikationsrådgiver samt Ditte Amalie Greve Bichel, freelance dramaturg med speciale i repræsentation i scenekunsten. 

LÆS OGSÅ: Her er de fire nominerede til Scenekunstens Priser 2023

Juryens medlemmer har i årets løb set aarhusiansk-producerede forestillinger og har løbende mødtes for at diskutere, nominere og udvælge årets prismodtagere. Juryens arbejde og Scenekunstens Priser er støttet af Billetsamfonden.

Seneste

Nyhedsbrev

Udforsk videre

Sådan fik luminariet MYRIAD et bæredygtigt, kulturelt samarbejde til at vokse på tværs af kommunegrænser

Et luminarium er en meget stor oppustelig skulptur fyldt med lyd, lys og farver. Tre aktører fra forskellige kommuner er gået sammen om at...

★★★★★☆ Ny dramatik frisk fra tryk spidder sprogekvilibristisk samtiden i 3 SKUESPIL

Johan Sarauw og Jo Hedegaard har gennem tre sæsoner kørt parløb på Teatret Slotsgården som instruktør og scenograf, men også som dramatikerduo. Det samarbejde...