★★★★☆☆ Dark Room – en vandring gennem kontraster

Med Dark Room inviterer Operaen i Midten publikum med på en tankevækkende, musikalsk performance, hvor vi både fysisk og mentalt bevæger os gennem forskellige former for mørke.

“What happens in the dark room, stays in the dark room,” synger en stemme ind over en pulserende basgang.

Publikum står i næsten totalt mørke, der brydes af blændende, hvide lysglimt, som godt nok afslører en skikkelse på et skråt podie længere inde i lokalet, men som mest af alt får mørket til at virke endnu sortere. Kontrasterne mellem lyset og mørket fremhæves og kan næsten fornemmes fysisk.

En tur gennem sanseindtryk

Det er netop mørket, som Operaen i Midten, der er egnsteater i Struer, Ikast-Brande, Herning og Holstebro kommuner, sætter fokus på i Dark Room. Ikke bare mørke i konkret forstand, men mørke forstået på flere forskellige måder. Både det indre og det ydre mørke.

Jacob F. Schokking står bag iscenesættelsen, der leder publikum i samlet flok gennem fem forskellige, rå lokaler i kulturhuset Slagteriet i Holstebro. Det første lokale henligger i halvmørke. Fra en lille transportabel højttaler lyder en mandsstemme, der fortæller om et sted, hvor tykke plastikforhæng – som på et slagteri – er ophængt som rumdelere.

Hans tale fokuserer på de højlydte smæld, der lyder, når forhængene klasker mod hinanden. Samtidig projiceres en sort-hvid film af netop sådanne slagteriforhæng op på den ene væg og sikrer, at mørket i lokalet er mere grumset gråt end egentlig sort.

Flere former for mørke

Næste stop er mørkere. Her, hvor det blændede stroboskoplys i korte glimt afslører performer Cassie Augusta Jørgensens tilstedeværelse. Og her begynder også Rasmus Zwickis musikalske kompositioner, der med en blanding af elektronisk pop og klassisk sang med et lækkert, forvredet twist, følger publikum rundt på hele turen.

Der er som sådan ingen handling i Dark Room, som består af en serie med små brudstykker af personlige fortællinger, der på vidt forskellig vis relaterer sig til temaet mørke. Vi hører således lidt om en dunkel sexklub, lidt om fotofremkaldelse i et mørkekammer, lidt om at være transkønnet og derfor befinde sig alene i et “mentalt mørke”, og lidt om det videnskabelige omkring det absolutte nulpunkt, der frembringer det totale, altomsluttende mørke.

Kontraster i alverdens former

Turen rundt bringer publikum gennem forskellige grader af mørke fra det tusmørkegrå til det næsten kulsorte. Og her er også mørket i mødet med forskellige former for lys. Fra det svage lys fra filmprojektionerne på væggene til det afgrænsede, røde lys, som de to sangere bærer omkring i forestillingens tredje rum.

Her er de bløde, nøgne menneskekroppe på filmene kontra det rå, industrielle betonbyggeri, vi befinder os i. Her er snak om det hellige kontra det dæmoniske. Det gode kontra det onde. Lyset kontra mørket. Men her er også helt konkrete kontraster, som kridhvid maling, der spredes på en kulsort overflade.

Og så er der de to sangeres markante stemmer. Nana Bugge Rasmussens lyse, viltre mezzosopran, der blander sig kontrastfuldt med Jakob Bloch Rasmussens beroligende, dybe baryton. For ikke at tale om den sjælsvibrerende dybe tone, der leder frem mod forestillingens finale og sikrer, at ingen blandt publikum kan gå uberørte hjem efter turens sansebombardement. Der er ingen tvivl om, at mørke ikke længere bare er mørke efter en tur i Dark Room.