★★★★☆☆ Momo og tidstyvene – indtagende og intelligent eventyr

Med en fortolkning af Michael Endes bogklassiker stiller Odense Teater og instruktør Astrid Lindhardt i Momo og tidstyvene skarpt på det diffuse begreb tid. Hvad er tiden værd, og hvad bruger vi den til? Resultatet er et begavet og fantasifuldt værk, som ingen spilder deres tid ved at stifte nærmere bekendtskab med.

I en lille idyllisk by møder vi pigen Momo og byens øvrige beboere. I byen går livet sin rolige gang, indtil tidstyvene gør deres indtog. Deres officielle mål er at effektivisere tiden; deres fordækte mål er at stjæle den. Gennem tyvenes manipulation bliver tid den nye valuta, i hvilken der kan investeres og spekuleres.

Annonce

Pludselig har alle travlt. Tiden, som før blev brugt på nærvær og nydelse, skal nu udnyttes maksimalt, og alle halser af sted mod udefinerede mål. Kun Momo er upåvirket af tyvenes rænkespil, og det er nu op til hende at genetablere balancen, mens tid er.

Smukt samspil 

Astrid Lynge Ottosens scenografi og kostumedesign er både smukt og velvalgt. I tandem placerer de Momo og tidstyvene i et univers, der vækker mindelser om et adstadigt, sydeuropæisk tempo, som står i skarp kontrast til de kolde tidstyves gemene foretagender, og kommenterer dermed forestillingens overordnede tema.

Det tidløse amfiteater skaber en smuk ramme om de mere abstrakte rum, som udfoldes i forestillingens øvrige scener, hvor den minimalistiske scenografi i det tomme, sorte rum spiller mageløst sammen med Jeppe Lawaetz’ lysdesign, der giver fylde, temperatur og mening til tomheden.

Variation og opfindsomhed

Instruktør Astrid Lindhardts ambitiøse iscenesættelse formår både at favne forlæggets filosofiske tyngde og lette komik. Den dynamiske brug af scenerummet og den store variation og opfindsomhed i de enkelte scener bevarer en friskhed gennem stort set hele forestillingen. Drejescenen kværner afsted som et ubarmhjertigt urværk, og poetiske pusterum, eksempelvis da Momo, Bepo og Gigi filosoferer over stjernernes lys, afløses af bombastiske scener, som når tribunalet af tidstyve skal udmåle dom over en højforræder iblandt dem. 

Det velorkestrerede skue veksler fornemt i tempo og stemning og fastholder interessen hos det overvejende yngre publikum, som nok må siges at være forestillingens primære målgruppe. Som Momo og tidstyvene skrider frem, forekommer der dog nogle spring i fortællingen, hvor man som publikum uden forudgående kendskab til historien godt kan blive hægtet lidt af. 

I anden akt er der også et par eksempler på scener, som kan virke lidt uforståelige eller uafsluttede, og det gør sig desværre også gældende i fortællingens klimaks – Momos endelige opgør med tidstyvene – som ikke helt bliver forløst.

Mellem sødme og melankoli

I rollen som Momo spiller Nadia Jasmin Nielsen med en umiddelbar sødme, der er lige så afvæbnende for publikum, som den er for tidstyvene. Momos hemmelige våben er at lytte, og Nadia Jasmin Nielsens underfundige og til tider ordknappe spil sidder lige i øjet. Hun virker perfekt castet.

Hun er omgivet af et velspillende hold. I rollen som gadefejeren Bepo leverer Klaus T. Søndergaard en jordnær poesi, som man kun kan fatte sympati for, og Mikkel Bay Mortensens fortolkning af rollerne som den melankolske barber Fusi og den lumpne, men sjove tidstyv illustrerer det spændingsfelt, i hvilket forestillingen som helhed placerer sig.

Et spørgsmål om tid

Momo og tidstyvene må naturligvis ses som et standhaftigt modsvar til tidens evindelige fokus på optimering og effektivisering. Et forsøg på at genformulere spørgsmålet: Hvorfor føler vi egentlig, at vi har så travlt? Hvilken intrinsisk værdi har tiden, og veksler vi den til en fornuftig kurs?

Som sådan er Momo og tidstyvene et inderligt og intelligent bekendtskab for alle aldersgrupper. Det tjener som vidne til den uvurderlige lektie – som ingen er for unge eller for gamle til at lære – at det ikke er alt, der kan måles, der har værdi, og at det ikke er alt, det har værdi, der kan måles.