★★★★☆☆ Sallys far – musikalsk teater med kendte karakterer

Billedbøgerne om Sallys far er et hit hos de fleste børnefamilier. Gunvor Reynbergs dramatisering af historierne om pigen Sally, hendes pinlige far og pudsige lillebror fanger fint essensen og især den herligt-gakkede humor fra bøgerne, som gennemsyrer hele forestillingen fra Louise Schouw Teater.

Louise Schouws iscenesættelse af turneforestillingen Sallys far starter lige på og hårdt med rockguitar og højt tempo, når Morten Bo Koch iklædt fars uundværlige uniform med skinny jeans og sort band-T-shirt synger om “dengang far var dreng”.

Annonce

I Sigurd Barrett og Eskild Dohns energiske, musikalske univers til Gunvor Reynbergs tekster er der ingen tvivl om, at det hele var voldsomt meget sværere at være barn dengang, hvor far kun fik aftensmad om onsdagen, og når han gjorde, var det som regel “bussemænd og brunkål med sennep, salt og peber”.

Genkendelige karakterer og historier

Morten Bo Koch er skøn som Sallys far. Hans mimik med overdrevne udtryk, som var hans ansigt gjort af gummi, og hans gakkede, næsten tegneserieagtige kropssprog er fuldstændig, som de fleste børn kender fra Thorbjørn Kristoffersens tegninger til Thomas Brunstrøms børnebøger.

Fortællingen i Gunvor Reynbergs dramatisering når da også gennem temaerne fra en hel række af børnebøgerne. Far er pinlig, når han kalder Sally og bedstevennen Svend for kærester, og når han forsøger sig som youtuber, han bander og lyver stærkere end en hest kan rende, han er en virkelig dårlig taber og han får sig en omgang mandeinfluenza.

Det hele udspiller sig i hjemmet i Niels Sechers turnescenografi, der på imponerende vis indeholder både stue, køkken, Sallys værelse og et kig gennem døråbninger til både entreen og badeværelset. Scenerne skifter fra børneværelset med den hvide køjeseng til stuen blot ved at rykke en enkelt væg frem og tilbage, som var den et blad i en opretstående bog.

Masser af skøre påfund

Der er ikke som sådan en klar dramaturgi i Sallys far, som mere har form som en række kortere sketches med forskellige temaer. Men det fungerer rigtig fint til målgruppen på 4 år og op, som ikke skal vente for længe, før det næste skøre påfund indfinder sig.

Der bliver da også leet en hel del på publikumsrækkerne. Især da Marianne Gonnov Bøgelund og Anton Sager i rollerne som Sally og Svend slår sig løs med alverdens bandeord i en sang, der netop handler om, at man ikke må bande. Understreget af sætningen “Hold nu kæft med alt det banden,” som får latteren til at glide ubesværet rundt i salen.

Sjov, men lidt til den lange side

Også Kristian Holm Joensen som Sallys sære lillebror Eddie hiver latter ud af salen. Og det til trods for, at han faktisk fremstår ret uhyggelig med sine alt for korte, kunstige børneben dinglende ud over kanten på bordet eller køjesengen. Og den sære, hvide kyse med stive tråde, som tydeligvis skal illudere Eddies skaldede hoved med de strittende hårtotter fra tegningerne i bøgerne.

Børnene i salen genkender ham dog og er tilsyneladende i stand til at abstrahere fra det uhyggelige. I stedet ler de højt og begejstret, når Eddie hiver Sallys strømpebukser over hovedet, når han bider i den kunstige hundelort eller når han – akkompagneret af svedig guitarmusik og Kristian Spechts roterende diskolys – synger en sang om sig selv med pudsige rim som: “Hvem ka’ spis’ en høne med en omelet i? / Det ka’ Eddie!”

Alt i alt er Sallys far en vellykket forestilling med god musik og et genkendeligt univers. Den er dog med sine 70 minutter til den lange side for de yngste børn i målgruppen, hvilket fornemmes i salen, hvor uroen bliver mere og mere markant i løbet af forestillings sidste 20 minutters tid.