Teater FÅR302 er altid garant for et vist niveau af vanvid. Således også i Mikkel Trier Rygårds Ønskebarnet, som passer som streng i navle til de to kompromisløse spillere, der med skiftevis måbende og konfrontatorisk absurdisme udfolder familietraumets knap så charmerende, men yderst genkendelige smertepunkt.
Ønskebarnet vil bare gerne have det lidt bedre.
Trutmundet tvær står hun i fordoblet udgave foran os med navlestrengen fast monteret og klar til kamp mod mor og også lidt mod far. For det er naturligvis læsset af traumer fra ophavet, der belaster ungen, og står i vejen for hendes lykke.
God, gammeldags Freud
Vi er altså ude i en god, gammeldags omgang Freud. Men vi er også på Teater FÅR302, så den gamle psykoanalytiker får et skud absurd vanvid garneret med lidt nutidsselvrealisering i Mikkel Trier Rygårds tekst, som ligger utrolig godt i munden på Charlotte Elizabeth Munksgaard og Sophie Zinckernagel.
Den første er teatrets grand old lady, den anden en nyere hyppig gæst. Begge mestrer de en spillestil, der veksler mellem jovial og berøringsangst i damernes forsøg på at komme sig selv nærmere gennem teatrets fællesskab. Jævnligt sidder de blandt os tilskuere og oftere afæsker de os svar på spørgsmål som; “Hvad kan du mindst lide ved dig selv?” eller insisterer på at inkludere os i deres traumer.
Sukkergrisen indeni
Det er effektivt. Sjovt, men også lidt ubehageligt. Mens det fordoblede ønskebarn har travlt med sig selv, overskrider hun grænserne for menneskeligt samvær. I hvert fald i vores kulturkreds. Hun spørger om for intime ting, og hun overholder slet ikke adskillelsen mellem scene og sal. Ubehaget blander sig med latteren, for overskridelsen rammer jo dette usikkerhedspunkt, som Ønskebarnet selv bøvler med.
De umådelige forventninger, der er tungere end ønskebarnets ellers velvoksne ble, skaber handlingslammelse og en uendelig flom af ord
En følelse af at være adskilt fra sig selv. En oplevelse af, at “sukkergrisen” indeni – også kendt som pleaseren – der smiler udenpå og græder indeni, og som på ingen måde kan afvise far, når han ringer og forstyrrer midt i en terapissession. Mor kan man beskylde for alt, med far er det især for døtre en anden sag.
De umådelige forventninger, der er tungere end ønskebarnets ellers velvoksne ble, skaber handlingslammelse og en uendelig flom af ord. Det er måske ikke ligefrem en ny historie, men den får en egen berettigelse i det absurde univers’ underlighed, hvor mekaniske hunde ovnbages og rokokoparykker blander sig med overlevelse i vildmarken og kaffeudskylning i Siggi Óli Pálmasons blå børneværelsesscenografi.
Højt på vanvidsbarometret
Ønskebarnet vil hverken være advokat i Max Mara-frakke, som mor drømmer om, eller “Den lille pige i flade sko”, som far synger til hende. Men hvad vil hun så? Slå mor ihjel eller lade sig selv kvæle i navlestrengen. “Jeres generation er så sarte”, siger mor, hvilket hver generation så kan gentage til den næste, når deres anklagende breve om ødelagte liv dukker op.
Men hvad vil hun så? Slå mor ihjel eller lade sig selv kvæle i navlestrengen.
Ønskebarnet er hverken så skarp eller dårende smuk som sidste sæsons Blå koral – tys, tys dollar, men ligger lige så højt på vanvidsbarometeret, der især i kraft af de to kompromisløse spilleres skiftevis måbende og konfrontatoriske absurdisme udfolder et knap så charmerende, men yderst genkendeligt smertepunkt. Åh, den navle er god at grave i – også selvom navlestrengen sidder fast.
Manuskript: Mikkel Trier Rygård. Instruktion: Petra Adlerberth-Wik. Scenograf og kostumedesigner: Siggi Óli Pálmason. Komponist og lyddesigner: Kristian Hverring. Lysdesigner: Fabián Carvallo. Dramaturg: Tine Byrdal.
Medvirkende: Charlotte Elizabeth Munksgaard og Sophie Zinckernagel.
Spiller på Teater Får302 17. februar – 16. marts 2024.
