Sydhavn Teaters lille P44-scene er omdannet til et sanseligt landskab, hvor vi i Petroleum bevæger os gennem begæret og angsten for olien, den uforudsigelige væske, der risler og pumper i både rummene og de to kroppe, der bebor dem.
Vi står fordybet i lobbyens AR-installationer af de organismer, der var her mange millioner år før os, da hun kommer glidende forbi vinduet. Klædt i lyse toner, kun de gule sko stikker ud. Som en væske ormer hun sig henad fortovet, mens vi trykker næsen mod ruden og følger hende med øjnene, til hun glider ned og forsvinder under huset.
En krop af ord
En anden kvinde byder os ind med smil og saltstænger. Vi følger hende ind i det lille kammer og tager opstilling omkring lysbordet, mens hun fastholder os med blikket og sin lange, insisterende fortælling om olien og alt det, den har givet os.
Ida Marie Hedes tekst bliver i Miriam Boolsens dramatisering til en veritabel krop af ord, der damper og pumper
Hun ælter den sorte masse og lader den dryppe i små klumper ned i væres hænder. Sammen trækker og former vi den ud på lysbordet, mens begæret flyder fra kvindens læber i et animeret forsøg på at drive en ny væske ud af hendes egen krop, der jo alligevel er gået i et med mikroplastikken, et af oliens produkter.
Ida Marie Hedes tekst bliver i Miriam Boolsens dramatisering til en veritabel krop af ord, der damper og pumper i Maria Carmen Lindegaards sanselige scenepersona, der på én gang er den besatte kvinde og den umættelige menneskehed selv.
Uforudsigelig og utæmmelig
I etagen under hende sidder den første kvinde. Længe tyst, mens vandet drypper og tiden går i det rå, grå kælderrum. Men så er hun pludselig mellem os i voldsomme spring isprængt klynkende lyde. Uregerlig pulserer hun rundt i rummet. En lille stilstand og så med stadig større kraft.
Uforudsigelig og utæmmelig som olien, som vi både efterstræber og afskyr
Så kommer ordene. Først i udbrud, så i sætninger, men uden logisk sammenhæng. Som silende, tøvende forsøg, der straks erstattes af andre forsøg. Først indladende, men snart i raseri, der ender retur i det uartikulerede. Som en pinball kaster hun sig rundt mellem os. Uforudsigelig og utæmmelig som olien, som vi både efterstræber og afskyr.
Begærets betydning
Tilbage på øverste etage følger vi stemmen ind i det begsorte rum og helt ind i det mørke hjerte, hvor vi ligger mellem hinanden og stirrer op i loftets formationer af flydende sort væske, der minder om de billeder, vi selv var med til at skabe på lysbordet. Den begærlige tur gennem olien slutter i dette meditative øjeblik, hvor ordene kan finde hvile.
Det scenografiske, det verbale og det nonverbalt volapykiske arbejder frugtbart sammen
Petroleum er en intim oplevelse for bare 12 deltagere ad gangen. Der er ingen interaktion mellem Maria Carmen Lindegaards vandfaldstalende persona og Hilde I Sandvolds kropseksplosion, men på trods af – eller måske netop fordi de to universer er så forskellige – kobler de sig alligevel til et sammenhængende univers.
Det scenografiske, det verbale og det nonverbalt volapykiske arbejder frugtbart sammen i en fortælling, der ikke intellektualiserer, men i stedet sanseliggør begærets betydning i vores omgang med naturkræfter som olien.
Koreograf: Tina Tarpgaard. Koreograf: Hilde I Sandvold. Efter forlæg af: Ida Marie Hede. Dramatiker: Miriam Boolsen. Scenograf og videograf: Signe Krogh. Kostumier: Inbal Lieblich. Lysdesigner og videotekniker: Andreas Buhl. Lyddesigner: Brian Larsen. AR installation: Alberte Spork. Produktionsleder: Luna Brøndal.
Medvirkende: Maria Carmen Lindegaard og Hilde I Sandvold.
Petroleum spiller 7. – 23. marts 2024 Sydhavn Teaters scene P44.
