Det er netop besluttet, hvem der skal være små storbyteatre i København i den næste fire-års periode, og selvom kommunen har fundet flere penge, ligner bevillingernes størrelse sidste periodes, hvilket gør det umuligt at skabe et bæredygtigt arbejdsliv for især de mindre aktører. ISCENE tog en snak med det lille storbyteater GLiMT AMAGER, der sunder sig ved indgangen til endnu en periode på minimumsbevilling.
”Jeg havde regnet med, at det ville blive knald eller fald. Enten så lukker vi, og det er fair nok. Vi har gjort det sindssygt godt, så vi kunne stoppe med en god fornemmelse, fordi vi ikke kunne have gjort det bedre. Eller at vi faktisk ville få det, de har kaldt en økonomisk bæredygtig bevilling, og så kunne vi virkelig sparke røv”.
Jeg havde regnet med, at det ville blive knald eller fald
Det blev ikke nogen af delene, så kunstnerisk leder af GLiMT AMAGER, Lars Lindegaard Gregersen, sidder med en fornemmelse af at have fået en bevilling, der reelt er en form for lukning, da jeg møder ham en måneds tid efter udmeldingen af de 11 teatre, der er med i København Kommunes lille storbyteaterordning i 2025-2028.
Det er et lotteri
GLiMT AMAGER kom med i ordningen i den nuværende periode. De søgte oprindeligt for at få en mere fast økonomi og en længere horisont at udvikle sig i, end man har som projektteater uden driftsbevilling.
Når man sætter en masse i gang, er det meget hæmmende at arbejde med en projektøkonomi, det kun ligger fast få måneder ad gangen
”Vi har arbejdet på Amager i mange år, hvor vi har opbygget et netværk af institutioner og samarbejdspartnere, som indgår i vores projekter på forskellige måder, og det ville vi gerne udvikle. Når man sætter en masse i gang, er det meget hæmmende at arbejde med en projektøkonomi, det kun ligger fast få måneder ad gangen,” fortæller Lars Lindegaard Gregersen og fortsætter:
”Det handlede selvfølgelig også om, at vi efter mange år som projektteater var ved at brænde ud. Det er en meget hård måde at fungere på som kunstner. Det er lidt som et lotteri, når man er afhængig af projektstøtteudvalget, som skal sidde og sige nej tak til mange af de superhøjtkvalificerede projekter, de får ind”.
Ekstremt eksotisk
Når han skal fremhæve, hvad kompagniet særligt kan, peger han på deres arbejde med genren samtidscirkus og lokal publikumsudvikling. ”Vi arbejder rigtig meget med Amagerplanen (boligsocial indsats, red.), der udvikler nogle af vores udsatte boligområder, og vi kommer via vores samarbejdspartnere i kontakt med borgere, der aldrig selv ville opsøge scenekunst, og som aldrig nogensinde ville tage over broen til centrum – og da slet ikke for at se scenekunst, som er ekstremt eksotisk og meget fremmed for dem,” fortæller han om bydelen Amager Vest, der ud over kompagniet selv kun har få kulturinstitutioner, selvom den befolkningsmæssigt er den største bydel i kommunen.
Vi kommer via vores samarbejdspartnere i kontakt med borgere, der aldrig selv ville opsøge scenekunst
GLiMT AMAGER har ikke en fast scene, men arbejder meget bevidst med at møde sit publikum i byrummet og rundt i bydelen. ”Noget af det, der fungerer rigtig godt for os, er at møde folk, når de alligevel er ude til bydelsfest eller Sankt Hans, hvor vi så spiller en gratis forestilling. Så får publikum en oplevelse og får lyst til at komme en anden gang,” fortæller han og uddyber:
”Vi har lagt mange tråde ud i samfundet. Vi har ud over skolerne mere end 15 lokale samarbejdspartnere, der indgår i aktiviteterne. Vi underviser. Vi laver store, åbne forestillinger og institutionsforestillinger, stedsspecifikke forestillinger til bestemte kvarterer og små forestillinger, der åbner sig mod en bestemt gruppe. Det hele trækker tråde ud i samfundet, og både publikum og samarbejdspartnerne er interesserede i os, fordi vi er lokale og til stede,” fortæller han og understreger dermed atter, at han er til den tendens, der forankrer de små storbyteatre i bydelene, frem for den, der ønsker at samle dem i færre, men større enheder.
Lukkede døre
Da kompagniet gik ind i deres første periode, var de optimistiske, fordi den årlige bevilling på 900.000 kr. sikrede en form for basisøkonomi, og fordi de havde et håb om at supplere den med en matchende fondsstøtte, som Bikubenfonden tidligere havde givet et andet lille storbyteater, Sydhavn Teater. Men ingen fonde bed på den model og lille storbyteaterbevillingen viste sig derimod at være en barriere for fondsstøtte.
”Der er jo mange af fondene og også Statens Kunstfond, der med god ret tænker, at det er København Kommunes ansvar at sikre os en bæredygtig økonomi. Det er jo helt fair, men det blev en udfordring for os. Amager Vest Lokaludvalg har været en stor samarbejdspartner for os og uden deres støtte ville det simpelthen ikke have fungeret,” slår han fast.
Der er jo mange af fondene og også Statens Kunstfond, der med god ret tænker, at det er København Kommunes ansvar at sikre os en bæredygtig økonomi
Statens Kunstfond støttede også nogle af kompagniets projekter, ifølge Lars Lindegaard Gregersen formentlig fordi de kunne se, at kompagniet ellers ikke ville kunne skabe noget kunstnerisk interessant. ”Men det er igen projektbevillinger, og det giver ingen horisont i forhold til planlægning. Vi har været endnu mindre sikre, fordi der er nogle døre, der lukker sig, og der stadig er nogle strukturer, vi skal følge, når vi vil turnere og være med i ordninger som Teaterbilletter, hvor vi skal have planlagt halvandet år før,” forklarer han videre.
Kom nu!
GLiMT AMAGER var og er fortsat optimistiske omkring den måde, de har arbejdet som lille storbyteater i en bydel som Amager Vest.
”Vi har jo bare arbejdet derudad. Når vores samarbejdspartnere henvender sig, har vi sagt ”Jo, selvfølgelig”. Vi er bare hoppet med. Men det har gjort, at vi har smurt smørret for tyndt ud på brødet, og det var en stor del af vores ansøgning at gøre det klart for politikerne: Nu har vi stablet det her på benene for stort set ingen bevilling, og vi har vist, hvad vi kan. Kom nu. Gør det nu også muligt for os at udfolde det her på en ordentlig måde,” lød opfordringen til København Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg, der fordeler bevillingerne.
Vi har jo bare arbejdet derudad. Når vores samarbejdspartnere henvender sig, har vi sagt ”Jo, selvfølgelig”
Lars Lindegaard Gregersen har stor forståelse for, at politikerne sidder med en svær opgave, som de har forsøgt at kvalificere gennem faglig sparring, og han understreger, at udfordringerne med den økonomiske ramme især er bestemt af statens faldende bidrag. Det var oprindeligt på 50%, men er over en årrække ifølge kommunens opgørelse faldet til 37% i nuværende periode og vil falde yderligere i den kommende. Den nye sats er dog endnu ikke meldt ud.
Bæredygtig bevilling?
Politikernes udspil var at lukke et eller flere teatre for at kunne give bæredygtige bevillinger til de øvrige. ”Det blev en ret hård stemning. Alle, der ansøgte, havde jo gjort det godt. Alle overpræsterede, og da vi gik ind i puljen, havde vi da helt klart en forventning om, at hvis vi bare gjorde det rigtig godt, så kunne vi fortsætte. Men der er for få midler og for mange kvalificerede om buddet. Så hvordan klarer man det,” spørger han retorisk.
Men der er for få midler og for mange kvalificerede om buddet. Så hvordan klarer man det?
Københavns Kommune prioriterede de små storbyteatre med flere midler, men i praksis fik kun enkelte teatre mere end det, der svarer til fire års inflation. GLiMT AMAGER fik således lagt 100.000 på sin bevilling.
”Vi er dybt taknemmelige, det ville have været psykologisk hårdt, hvis vi var blevet lukket ude. Men samtidig står vi også i en situation, der ikke er kunstnerisk og arbejdsmæssigt forsvarlig. Jeg tænker, at det må høre ind under en bæredygtig bevilling, at man ikke brænder ud. Det er jo ret underligt, at det blev en fortsættelse af en umulig bevilling, hvor vi tænker: ”Nå okay, de har ikke lukket os, men i realiteten har de vel egentlig lukket os, fordi de ved godt, at det ikke kan lade sig gøre noget”,” konkluderer han.
Hvad nu?
Kompagniet skal sunde sig ovenpå afgørelsen og skal som næste skridt holde seminar med sin bestyrelse om andre finansieringsmuligheder. Lars Lindegaard Gregersen har ikke lyst til at lukke teatret, hvilket i sidste ende også er bestyrelsens ansvar, men han kan ikke forestille sig fire år mere med samme finansielle kludetæppe.
”Vi kan selvfølgelig godt køre det. Det kan man jo altid. Så kan jeg lave en soloforestilling og spille den 12 gange på et år. Det er det. Men er det et lille storbyteater? Er det et bydelsteater, hvor vi er ude og sprede scenekunst til mennesker, der ikke normalt ser det? Hvor vi udvikler bydelen og formår at samle borgerne? Det er jo det, man skal kunne, og det er det, der er spændende at knokle røven ud af bukserne for,” slår han atter fast, før han vender tilbage til den nærmeste fremtid.
Er det et bydelsteater, hvor vi er er ude og sprede scenekunst til mennesker, der ikke normalt ser det? Hvor vi udvikler bydelen og formår at samle borgerne?
”Vi står i et limbo og skal sunde os lidt, og så starter en proces, hvor vi skal finde ud af, hvordan vi bedst griber det an for at skabe en økonomisk sikkerhed for teatrets virke, der ikke kun er bundet til aktiviteter. Kan vi lave et samarbejde med Statens Kunstfond eller en stor fond, der har lyst til at sætte et mærke?
Der er sindssygt meget potentiale i at arbejde med nyt publikum i den erfaring, vi har med at kombinere kunst med det sociale. Mange fonde skelner skarpt mellem de to områder, men der kunne virkelig ske noget der i forhold til at arbejde med udsatte, ensomhed og nye publikummer,” fortæller han engageret og glæder sig midt i frustrationen over at skulle starte det arbejde på skuldrene af kompagniets seneste, roste forestilling, Det sidste måltid.
