★★★★☆☆ Slagmark – et rystende vidnesbyrd

Jacque Lauritsen sætter med Slagmark atter lys på konflikten mellem Israel og Palæstina på Teater FÅR 302. Den tyste, insisterende forestilling giver gennem ordene fra den israelske forfatter Yizhar Smilanskys erindringsroman en historisk kontekst for nutidens krise og minder os om, at vi aldrig kan møde krigen med ligegyldighed. Det handler altid om mennesker.

Edward Lloyd Pierces scenografi i Teater FÅR302s lille scenerum er helt skrabet. Kun et lille podie står i midten. Af og til lyser bagvæggen orangerødt op eller blinker i takt med maskingeværets bjæffen. Af og til fyldes væggen af billeder af soldater og fordrevne. Det handler om staten Israels opståen og den nøgterne beretning står for sig selv og kræver ikke teatralsk staffage.

Annonce

Sætter den aktuelle konflikt i kontekst

Jacque Lauritsens Teater Gaius tager med Slagmark skridtet længere tilbage i tid fra sidste sæsons Besættelsens fanger, der handlede om palæstinensere i et israelsk fængsel. Siden da har det været 7. oktober og den israelsk-palæstinensiske konflikt er sprunget længere frem i vores bevidsthed.

Slagmark bygger på den israelske forfatter Yizhar Smilanskys erindringsroman fra 1949 om hans egne oplevelser som soldat i det, israelerne kalder Uafhængighedskrigen, og palæstinenserne kalder Katastrofen. Det foregik 1948-49 og forestillingen kan ses som et forsøg på at sætte de aktuelle konflikt i historisk kontekst.

Det gryende ubehag

Teksten er ikke neutral, men en subjektiv erindring, der registrerer et hændelsesforløb og fortællerens reaktion på det. Den unge soldat er afsted med sin deling på en mission, som han ikke helt ved, hvad er. Soldaterne er i godt humør og glæder sig over ikke at skulle til fronten den dag. De snakker om kvinder, venter, keder sig, nyder det gode vejr og fortæller anekdoter for ikke at tænke for meget.

Men så lyder befalingen og den hæse befalingsmand stikker ordrer ud. Delingen skal tømme en palæstinensisk landsby for beboere. Et strejf af ubehag rammer soldaten, da de første skud lyder og trigger hans erindring om skud ved hans eget hjem. Nogen bor jo i de huse, de skyder mod.

Landsbyboerne skal fordrives, ikke dræbes, men den del af befalingen tages ikke så nøje, da delingen først går i gang. “Min hånd peger, men en stemme i mig siger: Lad dem ramme forbi”, siger soldaten, mens ubehaget i ham stiger. Tilsyneladende er de øvrige upåvirkede, men hvem ved, hvad der sker indeni dem?

Må aldrig blive til ligegyldighed

Ordene kravler under huden på os gennem Jacque Lauritsens lyriske stemme, der giver de enkelte soldater karakteristika, men især formidler den gryende tvivl og stigende skamfulde sorg i fortælleren. Andreas Dawe har med stor præcision iscenesat denne stilfærdigt insisterende præstation, der kun i enkelte momenter lader fortvivlelsen få frit løb.

Slagmark lykkedes således med at formidle den subjektive anfægtelse, men spiller selvfølgelig også ind i samtiden ved at stille spørgsmålstegn ved konfliktens præmisser dengang og nu. Ved at prikke til den ligegyldighed, der ofte sniger sig ind, når konflikten er langvarig og langt væk.

Slagmark er ikke en stor dramatisk fortælling, men en tyst erindring om krigen og folkefordrivelsens vanvid. At medvirke æder sjælen op. At kigge på må aldrig blive til ligegyldighed. Det minder forestillingen os om.