★★★★☆☆ A:Maze – filosofisk og velfortalt Digidrama 

Future V’s digitale sci-fi drama A:Maze er et futuristisk vue ind i menneskets mørke afkroge og nettets virkelighedsforskydende labyrinter. Et online opråb om ikke at miste sig selv i en verden, hvor virkelighed, fiktion og online eksistens ikke længere er så lette at adskille. 

Teater V fortsætter som et af de få teatre i Danmark med at udvikle digital scenekunst. Future V hedder deres digitale scene, der åbnede i 2020 med true crime-dramaet Safe Space. Siden fulgte seksuel-undervisningsværket Stav til sex i 2021 og nu den mere teknisk raffinerede sci-fi fiktion A:Maze, som Torben Guldberg fik hovedprisen for i Teater V’s digitale dramatikerkonkurrence, Dramatisk Digi. 

Vært med djævelsk snilde

A:Maze er en fortælling om ensomhed, eksistens og virkelighedsforskydning i mødet mellem net og virkelighed. Vi er tilskuere til et futuristisk youtube-talkshow i en online verden, hvor vante grænser er brudt sammen.

Showets vært, Puk Vergistos (Nicolai Duckert Perrild), fører sig frem med djævelsk snilde. Halvt gud, halvt djævel og måske mest af alt et mix mellem Shakespeares skovånd og Mefisto. Med hårdt optegnet eyeliner og pangrød læbestift bevæger han sig frit rundt i den virtuelle verden, vender gæsternes liv på vrangen og entreer talkshow-gæsternes virkelighed med ophøjet arrogance, mens han lader deres liv og selvværd smuldre for øjnene af os. 

Absurd meningsløshed lurer

”Er afgrunden derude eller indeni?” spørger Duckert Perrild drilsk, da aftenens første gæst toner frem på skærmen fra en Zoom-opkobling i Vordingborg. Elisa (Marie Louise Wille) hedder kvinden, der bor i en stue af beige interiør og en afgrundsdyb indre smerte. Hun stirrer med et fortabt blik ind i kameraet, mens hun nærmest går i et med stuens brune nuancer, som kun hendes orange cardigan bryder i form og farve.

Talkshowets tema er døtre. Og Elisa har en datter – en sponsordatter, der bor i Thailand. De har mistet kontakten for otte år siden, da Elisa fik flyskræk og måtte opgive at hente pigen (Alma K. Ahola) hjem til adoption. Mor og datter holdt kontakt en tid på nettet, men blikket fortabte sig mellem skærm, følelser og virkelighed, og samtalen forstummede.

Siden har moderen siddet handlingslammet i sin lejlighed og ventet på datteren Me – eller måske bare på livets mening. Det absurde dramas meningsløshed lurer under overfladen. Er helvede de andre? Nettet? Eller manglen på en reel virkelighed? 

Pervers hverdagsvold

Showets anden gæst er soldaten Jan (Paw Henriksen). En mand, der har forladt hjemmefronten, sin seksårige datter og et job i IT-branchen, hvor han gik til grunde af at se passivt på folks perverterede hverdagsvold. Nu bor han i en barak og ser på os med et passioneret blik, mens han beretter om at gøre en forskel i den virkelige verden, hvor forbrydere rent faktisk kan slås ihjel. 

Lokation skifter mellem denne treenighed af liv, fra talkshowets klipperum til soldaterbarakken og stuen i Vordingborg, mens et fiktivt speakerspor kommenterer på handlingen undervejs. ”Måske er datteren død” og ”Måske har Jan myrdet hende,” lyder nogle af kommentarerne, som endnu et fiktionslag, der forskyder, hvem der taler til hvem og hvornår.

Puk kommer med mørke 

”Er det nu, du hudfletter mig, før magien kommer?” spørger Elisa lige dele fortvivlet og håbefuldt, da Puk entreer i stuen. Men Puk kommer ikke med magi, men med mørke. 

Da datteren endelig ringer på døren, ser vi kun et afgrundsdybt mørke. Me står i baggrunden, men Elisa vil – eller kan – ikke vende sig rundt. Moderen skimter momentvis datteren, når mobilen holdes op mellem dem. Skærmen skærper blikket på virkeligheden, mens følelser og nærhed udebliver, så hvem og hvad er ægte? ”Jeg kan ikke se hende,” lyder det fra moderen – så hvornår ser vi bedst hinanden? 

Jan fortsætter sin fortælling fra krigszonen. Men virkeligheden viser sig langt fra så let at gennemskue, som fortællingen antyder. Me konfronterer ham med billeder fra fortiden af en udbombet ruin. ”Hvem var deroppe på værelset?” spørger hun.

Hvad er virkeligt?

Med et fint twist af suspense, lader historien uhyggen titte frem, mens vi bliver nysgerrige på, hvad der egentligt skete i huset og i Jans liv. Uden at spoile er spørgsmålet derfor, hvem, som bedst ser virkeligt? Moderen, der undlod at handle i virkeligheden og mistede et barn? Eller soldaten, som ville gøre en virkelig forskel, men mistede hverdagen med sin datter plus det løse. Og hvem er tættest på virkeligheden i nettets labyrintiske netværk?

De to parallelforløb trækker spor mellem moderen og soldaten, hvis verdener bindes sammen af pigen Me, som blander sig i fortællingen med afslørende fakta fra fortiden og et fysisk tilstedevær i nutiden. Uagtet hvilken virkelighed, vi forfølger – online eller reel – følger fortiden med. 

Filosofi og suspense

Manuskriptet er velkonstrueret med lige dele filosofi og suspense til at holde os fanget i fiktionen og reflektere over tilværelsen og dens virkelighedsformater. Teksten balancerer levende det absurde og hverdagsnære, som fanger os ind med følelser og genkendelse.

Marie Louise Willes følsomt forvirrede mor og Paw Henriksens selvbestaltede humanistiske soldat. Nicolai Duckert Perrilds tvedelte Puk, der – som en anden digital avatar – binder bro mellem virkelighederne og skuespilleren selv. Og datteren i skikkelse Alma K. Ahola, der udfordrer moderens og soldatens selvbillede.

A:Maze er et filosofisk og vedkommende bud på digital dramatik, som kan give scenekunsten liv i nye formater.