Teater V melder sig på banen med et nyt publikumsinddragende og digitalt format, der desværre ikke får luft under vingerne. Forestillingen er ganske enkelt for tynd til, at man orker at engagere sig.
Teater V har som flere andre forsøgt at finde digitale formater under COVID-19, hvor de fysiske teatre er lukkede. De kalder det NYT ONLINE SCENERUM, og det mest interessante ved åbningsforestillingen Safe Space er da også rummet – publikumsrummet vel og mærke.
Forestillingen livestreames via platformen Zoom, og det giver bl.a. mulighed for, at tilskuerne kan se hinanden undervejs, chatte med hinanden to og to eller i det åbne forum. Det sidste var der ikke mange, der havde mod på. Den mest aktive chatter virkede plantet til formålet og fik ikke trukket mange med i dialogen om forestillingen. Måske fordi vi sjældent diskuterer forestillinger, mens de spilles, og ikke kan finde ud af at abstrahere fra den norm, selvom formatet er indrettet til det. Måske bare fordi der virkelig ikke var meget at tale om.
Nanna Berner vandt i januar årets udgave af Dramatisk Debut, som siden 2010 har været et af altid engagerede Teater V’s stærkeste bud på udvikling af dansk scenekunst. Jeg glæder mig til Berners vinderdrama Surprise, idet jeg satser på, at det har mere på hjerte og mere sprog at fortælle med end hendes forsøg med en digitaliseret tekst. Der bliver simpelthen sagt fuck, fucking og varianter af samme så mange gange i løbet af den tekst, at jeg var blevet døv, langt inden historien fandt sin alt for forudsigelige slutning.
Der er intet galt med at bande og svovle, men der er alt galt med slapt sprog, der fantasiløst mimer en eller anden form for hverdagssprog uden at give det en æstetisk finish eller i det mindste et formål. Der er masser af reality-formater med fuck-spyende folk ude i den iscenesatte virkelighed. At bruge samme dvaske lingo dramatisk kræver som minimum en stærk historie.
Det har Safe Space, der skal forestille at lægge sig op ad True Crime-genren, ikke. Det handler om skyld, skam, løsrevne sidespor og lidt trusler om vold hængt op på en bristefærdig, tynd krog af whodunnit. Jeg kan desværre ikke referere mere uden at fortælle alt. Det kunne måske have været en interessant historie, men det bliver en sjusket omgang råben, snøvlen og snøften, hvor alle spillere har ét og kun ét register. Til gengæld er de gode til at spile øjnene op i skiftevis rædsel og raseri. Beklager, min sarkastiske tone, men Safe Space er simpelthen ikke på professionelt niveau.
Havde forestillingen dog bare indeholdt flere greb og indfald som den skønne nyskabelse ”konvolut-wanker”! Men ak, det er en blandt meget få snapse i et format, der primært vækker interesse i den omtalte publikumsdel, hvor de fleste havde kameraet tændt, og dermed lod os andre kigge ind i stuen, i kontoret, i soveværelset, hvor vi i forskellige grader af koncentration fulgte med fra vores eget safe space. Formatet spiller dermed på den voyeur-fortælling, der automatisk er indbygget i livestream-formatet – men igen, det blev ikke rigtig brugt som det mulighedsrum, hvor publikum kan interagere live, som teaterchef Pelle Koppel ser i det format, han kalder digi-teater.
Som sådan har dette første forsøg absolut sin berettigelse, om end kun få bed til bolle på interaktionen. Vi skal nok øve os lidt, før vi kaster os ud i deltagelse. Sådan er det jo også med publikumsinteraktion i det fysiske teaterrum. Måske skal man guide lidt mere håndfast, som fx i den også livestreamede Alt er umuligt på Aarhus Teater, hvor tilskuerne kan melde sig til at blive ringet op undervejs, og den udvalgte siden indgår i en mindre rolle i forestillingen. Et af mange greb, der giver den forestilling nye facetter hver dag.
Det er både spændende og prisværdigt, at Teater V blandt flere andre har kastet sig ud på dybt vand med nye formater. Men der skal bedre dramatisk håndværk til, før det for alvor bliver andet end et træningslaboratorium.
Læs mere om forestillingen her
