★★★☆☆☆ Fortune – fællesskabsfest, hvor stereotyperne står i kø

Åbningen af CPH Stage 2024 i Skuespilhuset skulle være en hyldest til diversitet og fællesskab, men i den hvirvlende, kaotiske fest stigmatiseres både kultur- og kvindesyn.

CPH Stage havde åbningstaler af både festivaldirektør Morten Krogh, Kulturminister Jakob Engel-Schmidt, kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard og teaterdirektør Kasper Holten. Alle med budskaber om scenekunstens evne til at skabe fællesskab og diversitet i en verden under pres. Derfor er det ekstra uheldigt, at selve åbningsforestillingen kan tolkes stigmatiserende, ikke mindst for sit kvindesyn.

Fortune er en del af Club Guy & Ronis Human Odyssey. Ved at samarbejde med kompagnier fra hele verden undersøges, om følelser er universelle. Koreograferne Roni Haver og Guy Weizman, kunstnerisk ledere af Club Guy & Roni, er her i samarbejde med Ashley Lobo, en international indisk koreograf, kunstnerisk leder for Navdhara India Dance Theatre. Sammen med danserne undersøger de begreberne rigdom og lykke.

Mændenes fortællinger

Som i en kaotisk rickshaw gennem Mumbais pulserende og farverige gader inviteres vi til skiftende sansebombardementer af medrivende musik, bevægelse og anekdoter. Selv indlukningen til salen er kaotisk, for festen er allerede i gang. De første 200 publikummer danser hujende og klappende med på scenen, forført af traditionel indisk musik og dans som var de på en eksotisk charterferie.

Alle dansere er farvet grå-støvede og er i bare fødder, hvilket ikke skjuler det faktum, at der er meget få, (to?) indiske dansere med af i alt otte. Moderne vestlig fusioneres med indisk dans i kraftfulde, energiske udtryk. Alle medvirkende dansere og musikere er mænd undtagen en enkelt italiensk kvinde, den forrygende Eliana Stragapede, som lige har imponeret i København Dansers Peeping Tom. 

Mændene leverer på skift fortællinger om deres ophav i ord fra scenen, ydmygt og tilbageholdt i modsætning til de rasende tempofyldte rytme-raps, der lires over rampen med stor præcision. Adam Peterson fortæller om sin homoseksualitet, om at være bange for at tiltrække opmærksomhed. En historie, der får ironisk modspil i hede kærlighedsduetter og som stor buddha med kæmpepenis og store bryster.

Forførende optrin

Det hollandske musikerensemble HIIIT (tidligere Slagwerk Den Haag) er med på scenen på sarod og tabla kombineret med synths og slagtøj. De leverer de sprødeste strengelyde og slagtøjssekvenser med rasende musikalitet. Indiske komponister har indsendt små tracks, der sammen med lydoptagelser fra Mumbais største slumområde, Dharavi, skaber en levende lydcollage.

Scenografien af Ascon De Nijs ligner et ragnarok. Et kæmpemæssigt træ over scenen er fyldt med brugt ragelse som en vaskemaskine, en stol og bildæk. Ifølge programmet er det en fortælling om ting, der har udtjent deres funktion, men kan fødes på ny. Ligesom dansernes spraglede, genbrugte kostumer af Maison The Faux, der også skaber tidløse tableauer af mennesker med paraplyer og stivnede ansigter.

Danserne er vidt forskellige i højde og drøjde og mestrer mangfoldige teknikker, der blendes til et spændende og varieret udtryk af stilarter fra break til Bollywood. På trods af blot én dag til at genopvarme stykket, sidder både ensemblearbejde, duetter og soli hjemmevant i kroppene. Anekdoterne visualiseres gennem dansen tilført kraftige virkemidler som Maarten van Rossems fuldfarvede scenelys i Indiens farver.

Forbundethed eller stigmatisering?

At føle sig tryg og i samhørighed med andre mennesker er den mest lykkelige tilstand. Grundfølelser, som koreograferne er på jagt efter. Den indiske koreografs ønske var tilsvarende at gøre op med forestillingen om det rige Vesten og det fattige Indien, som han mener stammer fra Vestens orientalistiske syn på Indien. Er projektet at hylde fællesskabet ligeværdigt så lykkedes? Eller er det her 1001 nats eventyr?

Der er godt nok fokus på diversitet i forhold til mænds seksualitet, men den eneste medvirkende kvinde fremstilles stigmatiserende: I rollen som den guddommelige moder med gyldent barn på armen, som den attraktive kvinde/gudinde, som mændene kravler for fødderne af og kaster rundt med. Hun vil løbe væk, men de kalder hende tilbage. Hun har ingen stemme i mikrofonen, så vi hører aldrig, hvem hun er. 

På et tidspunkt bliver jeg mæt af fest, flødeskum og mandlig forførelse. Kvaliteten er høj hele vejen rundt, men Fortune leverer også et unuanceret, romantiseret verdenssyn. Det er svært at tegne et troværdigt billede, når der kun medvirker én kvinde og få indiske dansere. Og hvorfor risikere blackface-prædikatet, når målet er at modvirke eurocentrisme og skabe fællesskab på tværs af kulturer? 

Se trailer her