★★★★★☆ Rottefælden 2024 – musikalsk pletskud

Rottefælden 2024 emmer af overskud og originale greb på samtidens temaer. Det bobler med gode tekster i en veloplagt iscenesættelse, hvor musikaliteten stråler ud af samtlige numre. Kvartetten på scenen gnistrer i en moderne revy, der husker traditionerne.

Revyen i Svendborg er tilbage i Rottefælden. Det klæder den godt, og selvom pladsen er trang, bobler revyen i år af overskud og originalitet. Garvede Troels Malling er fjerde hjul til den faste trio, Jan Schou og direktørparret Christine Astrid og Mikkel Schrøder, og sammen skaber de en rigtig god cocktail af storladne sangnumre, overraskende satire og gode, gammeldaws sketches med moderne twist.

Årets nummer

Den borgerlige nedsmeltning får sin bekomst i flere omgange. Christine Astrid og Troels Malling er guddommeligt kedsommelige i Jens Krøyers Lund & Lose, hvor de må konstatere, at det, de mangler, er “et andet bagland”.

Helt genialt og absolut aspirerende til årets nummer er dog Borgerlig Rhapsody, som udføres i Muppetstil med tekst af Lucas Birch og Lonnie Kjer til tonerne af Queens pragtnummer. “Mette, uh, uh, uh. Det er ik’ ok at stjæle andres mænd,” synger de triste borgerlige dukker, inden Vanopslagh med barnestemmen lover at vinde “hele Christiansborg”. Elegant og ekvilibristisk udført.

Smæk er der også for den musikalske skilling og for det originale greb, når anden del åbnes med syngepiger, der i Vase & Fuglsangs skønne gendigtninger begræder de nye ejendomsvurderinger: “Undskyld hr, hvem har lavet denne BBR?”.

Musikalsk overskud

Mikkel Schrøder giver fuld musikalsk skrue i sine to soloer. Først som familiefar med store bildrømme, der med al patos i verden må affinde sig med først lortebilen KIA, siden Fiat, Berlingo og en skide Skoda Fabia. Ikke et øje er tørt i orkestret, der lægger kor til “den stakkels mand”.

Vase & Fuglsang står bag hymnen om disse bristede drømme og også for de lidt større skuffelser i Tænk engang, hvor Mikkel Schrøder swingende savner hedengangne amerikanske præsidenter i lyset af nutidens valg mellem “den ovale plejebolig og det hvide galehus”.

Knald på er der også i årets medley, der bruger den nyere danske sangskat til at bakke op om regeringens ønske om flere børn til kongeriget med lumre rim af Jens Krøyer: “Kom lig’ og læg dig, så jeg kan bedæk’ dig”.

Mere stilfærdig og lidt forudsigelig er årets vise, som Jan Schou leverer med fin melankoli. Leif Maiboms Fire dåser frikadeller følger prepping-termometeret gennem livet fra efterkrigstidens fyldte lagre over mere optimistiske tider til nu, hvor frikadellerne igen skal stå klar på hylden sammen med knækbrød og en pose salt.

Grænser for seksuelle eksperimenter

Krænkelsestemaet bliver revyerne aldrig trætte af, og også her har Rottefælden 2024 godt fat. I Lars Bisgaards og Rasmus Søndergaards Spilaften har Schrøder og Mallings homoseksuelle par svært ved at finde et brætspil, der ikke vil krænke deres gæst, og i Gordon Kennedys Sømandsvisen må Christine Astrid erkende, at der er grænser for de seksuelle eksperimenter. Helt skøn er Lars Bisgaards og Rasmus Søndergaards Kammertonen, hvor hele holdet krænker på livet løs og anklager hinanden for at gøre det med en timing, man kun kan bøje sig i støvet for.

Ovre i den mere klassiske sketch-afdeling lyser især samme makkerpars Hvor heldig kan man være op med Jan Schou og Christine Astrid som de usandsynligt nærige, jyske lottovindere. De sitrer af glæde, men nøjes dog med at skifte hjul på bilen og give børnene en weekendtur i lånt sommerhus.

Christine Astrid har taget sin og Lucas Birchs fulde festtaler med igen, og hendes sociale faux pas holder atter latterkurven stejl hele vejen gennem den pinagtige tale, der denne gang går til veninden Rita, der er løbet med hendes mand. Måske ikke så sært, når deres sexliv var som cola: “først normalt, så light, så zero”.

Alle stråler

Det er også i Rottefælden 2024, at vi finder årets hidtil eneste varme portræt af det nye kongepar. Jeg er ikke royalist, men blev faktisk rørt af Kristian Jensens nænsomme greb i For Frederik, der får sagt en masse om både rollen som kongepar og som ægtepar med F-ord som “Fortryder – Forkert – Forsoning”.

“Har Jan jubilæum igen?” Jo, den er god nok, og både hans og Rottefældens jubilæer fejres på passende vis uden at fylde mere, end de skal, men ved smukt at stå ved forbindelsen til tidligere tiders karakterer.

Tre kvindelige politikere får også ordet – eller gør de? AI har sneget sig ind i Rottefælden 2024 og fungerer ok som fyld, sjovest første gang. Lidt fyldstof er der som i alle revyer, men bundniveauet er højt i denne revy, hvor alle og den fælles kemi får lov at stråle i Carsten Friis’ veloplagte instruktion. Jens Krøyers trio er en integreret del af revyen, og Guy Moscosos obligatoriske solo over scenen passer i år som fod i hose til det amerikanske tema i Tænk engang.