★★★★☆☆ Kattekongen – en præcis skildring af et skilsmisse(katte)hjem

Der er flere dramaturgiske blindgyder i den katteficerede skilsmissehistorie Kattekongen af Teater Pandora, men grundfortællingen er rørende, brutal og original – og genkendelig for mange skilsmissebørn.

”Hemmeligheder er hemmeligheder, og dem holder vi hemmelige.”

Sådan lyder en replik, der nærmest som et mantra gentages flere gange i Teater Pandoras forestilling Kattekongen for de 9 til 14-årige. Replikken hentyder til de hemmeligheder, vi har for os selv, og holder på for hinanden. Som eksempelvis i hovedpersonen Victors klasse, hvor én hver dag smider sin madpakke ud, en anden ikke rigtig kan læse, og en tredje har banket hul i loftet med et kosteskaft.

Em skilsmissehistorie

Forestillingens handling har ellers ikke meget med hemmeligheder at gøre. Den grundlæggende historie er, at Victors forældre skal skilles. Da vi først får præsenteret Victor og ikke mindst hans far, er alting lykkeligt, og Victors far er den sejeste og sjoveste, man kunne forestille sig. Og Victors far elsker Victor og deres kat Buller.

Men efterhånden begynder Victors mor at tale mere og mere med dyrlægen Martin, mens Victors far gradvist bliver mere trist, passiv og ensom. Da Victors mor flytter ud, og Victor bor alene med sin far og Buller, beder hans far ham om at skyde katten. Den minder ham for meget om Victors mor, siger han, og han efterlader 500 kroners lommepenge og et par patroner til jagtgeværet til Victor.

Stiliserede karakterer og katteunivers

Forestillingen er skabt og skrevet af de to medvirkende, Aske Ebbesen og Caspar Samsø Clausen, og instrueret af André Andersen. Og de skal først og fremmest have ros for originaliteten i Kattekongen.

Sjældent har en børne- eller ungdomsforestilling så præcist beskrevet stemningen i et hjem, der er på vej til skilsmisse, og den knude i maven, det kan give hos barnet i midten af det. Og det hele er sat ind i et katteunivers med kradsetræer som scenografi og miav-replikker til menneskerne, hvilket denne anmelder ikke har set før. Og en decideret kattelikvidering er bestemt heller ikke hverdagskost i teatret.

Derudover lykkes de to skuespillere både med at fortælle historien levende og engagerende og med at give de forskellige roller et stiliseret, morsomt og genkendeligt udtryk, der passer godt til forestillingens tone. Særligt er Victors far og Victors klasselærer distinkte typer, som vi straks får sympati for.

Ingen katte døde under forestillingen

Men Kattekongen roder også lidt. For eksempel er hemmeligheder som nævnt ikke et centralt tema i historien, selvom de får lov at fylde en del i scenerne undervejs. Derfor synes det overflødigt at kende alle klassekammeraternes hemmeligheder – og dermed nærmest også overflødigt at kende klassekammeraterne. På den måde bliver der brugt en del krudt på dramaturgiske blindgyder.

Forestillingens titel, Kattekongen, hentyder til et lidt spøjst tvist i fortællingen, hvor Victor (tilsyneladende) vælger at proppe katten ned i tønden til fastelavn i stedet for at skyde den, så den kan blive slået ihjel dér. Det bliver nærmest endnu mere bestialsk på den måde. Heldigvis er det heller ikke dét, der sker, men det skal vi blot tro. Og det betyder altså, at titlen hentyder til noget, der ikke engang er perifært relevant for dramaturgien.

Nå, men ingen skade sket. For vi forstår, hvad vi ser og hører, og både skilsmissehistorien og kattens rolle i dramaturgien giver god mening. Og kernefortællingen med Victor og hans far er i sig selv rørende og velfortalt. Kattekongen viser sig bare at være en helt anden forestilling, end man ventede, før man gik ind.