★☆☆☆☆☆ Nissepigen og det magiske julehus – mere makværk end magi

En ny nissepige er på spil i julesamarbejdet mellem Himmerlands Teater og Teater Spil Bedre, men modsat den vellykkede Nissepigen der blev væk fra 2022 er Nissepigen og det magiske julehus et grundlæggende fejlslagent projekt, der hellere burde sendes retur til julemandens værksted.

Jeg var på Aprilfestival i Esbjerg i 2022 forbi juleforestillingen Nissepigen der blev væk af Himmerlands Teater og Teater Spil Bedre. Det var en fin julefortælling om et venskab mellem en nisse og et menneskebarn, der især imponerede med sødme i fortællingen, udmærket skuespil og et stænk af socialrealisme og nostalgi.

Nu er de samme to teatre, Himmerlands Teater og Spil Bedre, atter gået sammen om en juleforestilling om en nissepige, der dumper ned i menneskenes verden. Denne gang er titlen Nissepigen og det magiske julehus.

Men ”magisk” er så langtfra indtrykket, som denne forestilling efterlader. Man har vist mest gjort sig umage med at bygge et blinkende monstrum af en maskine, der står i stuen i det julehus, som Kim og hans far har arvet og flytter ind i. Ikke at resultatet er specielt originalt eller veludført, men det siger da blip-båt, og så går det jo som bekendt godt.

Ellers er forestillingen i store træk noget makværk, der hverken lykkes dramaturgisk eller scenisk. Det er knapt nok underholdende – højst lidt akavet og småpinligt at sidde igennem. Og de tre medvirkende styrter højenergisk derudad og glemmer helt at opdage, at de slet ikke har fået publikum med sig.

Hovedpersonerne er passive

Indrømmet: Der kan ikke være mange varianter tilbage af menneske møder nisse-fortællingen, som ikke allerede er lavet. Og derfor kan præmissen for nye juleforestillinger godt gå hen og blive lidt søgte. Men at forestillingens midtpunkt er en computer, der fungerer som en telefon til julemanden, som en reservemaskine til legetøjsproduktionen og som teleport-portal for nisser er mere end almindelig plat fundet på.

Og det er ikke bare maskinen, der gør dette hus magisk. Nej, det er et hus, der er afgørende for julestemningen i hele verden. Uden det hus bliver det ikke jul. Der er ingen nærmere forklaring på, hvad der gør huset så magisk, men sådan er det bare. Problemet er, at heksen Gryla, der ikke kan lide jul, gerne vil købe huset og rage det ned. Og dét skal nissen Pyt forsøge at stoppe.

Der kunne sådan set godt ligge en interessant konflikt og en halv aktantmodel i den lille præmis, men forestillingen udvikler sig hurtigt til et rent farceprojekt, hvor én skuespiller render ind og ud af scenen skiftevist som Kims far og som heksen Gryla.

Og eftersom Kims far har dét, som Gryla gerne vil have (skødet på huset), så er det i virkeligheden de to, der har de vigtigste interaktioner. Dem ser vi bare ikke, fordi de to spilles af den samme skuespiller, så disse scener foregår off-stage. Den del af dramaet, vi får at se, bliver derfor kun en planløs og lidt småpanisk katten efter musen-jagt rundt i stuen, som gør forestillingens hovedpersoners roller underligt passive i dramaturgien.

Mislykket overkompensering

Scenografien er sådan set ret veludført. Den udgør en helt opbygget stue fuld af dimser og ragelse, som giver et indtryk af det opfinderhjem, som Kim og hans far overtager efter deres lidt løjerlige bedstefar/oldefar Claus Juul. I et vindue er der placeret en skærm, som grafisk illustrerer verden uden for i silhuetbilleder i papirklip-stil. Det vindue er der i sig selv lidt magisk over, og det er ret veludført.

Men produktionen er i flere henseender større, end hvad forestillingen og de medvirkende kan bære. Det er ude af proportioner med den helt undselige handling, vi bliver præsenteret for. Det samme gælder sangene i forestillingen, der musikalsk er så overproducerede, at de medvirkende ikke kan følge med vokalt.

Stop, mens legen er god

Den opmærksomme læser har måske bemærket, at denne anmeldelse ikke nævner nogen navne. Det skyldes, at der ikke rigtig er nogen konkrete steder at sende kritikken hen. Både de medvirkende og dele af produktionen har gode elementer i sig og ikke mindst et ønske om at lykkes.

Men forestillingen er samlet set for mangelfuld, og projektet skulle måske bare have været stoppet, mens tid var. Man får en fornemmelse af, at man tidligt i forestillingens tilblivelse har bemærket, at den var gal, og så har man okset med at kompensere for manglerne, hvilket mildest talt ikke har båret frugt.

Sammenlignet med den første Nissepigen-forestilling fra 2022 er der en verden til forskel, og hvis intentionen med denne nye forestilling er at skabe sig en serie af Nissepigen-historier, så må man alvorligt genoverveje denne episode i serien. Alternativt må det anbefales, at man nøjes med at turnere med den første.