Roskildes Art & Activism-program bød blandt meget andet på en række danseperformances, som vi løbende giver minianmeldelser under festivalen. Under programmets tematiske overligger Utopia arbejder de forskellige performances med frigørelse på mange planer.
Den fleksible Platform-scene lægger gulv til de fleste af Art & Activism-programmets danseperformances og kan skifte fra åbent, luftigt rum til fortættet firkant med sit hav af små vægmoduler, der har sæder på den ene side, og et lysloft, der i kombination med løse lysrør og en seriøs omgang røgmaskiner får stemningen til at skifte for hver performance. Enkelt tænkt og virkningsfuldt udført i et program, der kommer rundt i mange genrer og udtryk.
★★★☆☆☆ Cassie Augusta Jørgensen, lørdag Platform
Den rumlende lyd fra den sfinksagtige DJ’s pult manifesterer sig som en fræsende motorlarm og en stor hvid amerikanerflyder triller op mod Platform-scenen. Ud træder tre skikkelser i dekonstruerede udgaver af hvidt brudeudstyr. Der er slør, men også lingeri og flæser og høje, transparent-futuristiske hæle. Én marcherer determineret over scenen og tegner frenetiske kridtstrøg på væggen, en anden på gulvet, mens den tredje smyger sig langs væggen.
De samles omkring sengen i midten og poserer feminist med hænderne under hage og kind. Formentlig en reference og i hvert fald et billede på traditionel kvindelig undseelighed, der dog hurtigt brydes. Fra trippende skridt over i fornyet motordunken og et katastrofalt biluheld. Bilradioen står sitrende, inden spinkel sang et kort nu overtager lydsiden.
En sekvens med rasende råb om mandlig ensomhed, uacceptable kvindebilleder og et rant mod Jomfru Maria verbaliserer – måske lidt for tydeligt – værkets forsøg på at rive og ruske popkulturelle billeder af kvinden og transkvinden fra hinanden. Værket er titelløst i programmet, men kunstneren inviterer på egne medier til The Rite of Nothing, og værket kan fint ses som en rituel uddrivelse af det køns- og erotikkonforme, når en sexscene fx går direkte over i en fødsel og efterfølgende synkronamning.
Værket skriver sig op mod Tarantinos action slasher Death Proof, men også David Cronenbergs dødserotiske Crash (2004), Julia Ducournaus kropshorrorepos Titane og en række andre værker spøger i baggrunden. Cassie Augusta Jørgensens værk har dog en egen opkørt alvor, der med glimt af humor i blandt andet små trinsekvenser, leger med kønnets konnotationer og ikke mindst roller.
Værket skilte sig ud som den eneste performance, der ikke var dansebaseret og blev vist fire gange under festivalen. Sammensat af de samme elementer med mindre forskydninger. Jeg så kun den sidste opførelse, som bød på interessante modstillinger, men også havde en noget monoton dramaturgi, der efterlod mig lettere uforløst.
Se mere af Cassie Augusta Jørgensens arbejde her.
★★★★☆☆ Ripe Body – daginstallation med Ruth Rebekka Hansen, lørdag Platform
Efter nattens eufori er jeg næsten nervøs, da jeg indfinder mig ved installationsudgaven af Ripe Body. Men det er der nu ingen grundt til. Selvom værkerne er tematisk forbundne, har samme udstillingskonnotationer med rammen i spejlburet og også har fetichstiletterne til fælles, har de hver sin modalitet og berettigelse i Ruth Rebekka Hansens udforskning af billeder og forestillinger om krop og seksualitet.
Installationen kom først, men er på Roskilde placeret sidst. Trods solens lys formår performeren igen at skabe et koncentreret rum, som hun ligger der på maven i buret. Her tydeligt en kvinde, klædt i sort top, røde træningsbukser og atter de sindssygt høje støvler, nu i en sort version.
Soundscapet er dybt, trægt, minder næsten om munkesang, mens hun uendeligt langsomt løfter sig i armene og stirrer intenst ned i spejlbundens fortabende fordoblinger. Som en kokon ligger hun der og vokser op fra maven i total kontrol af hver lille skulpturelle bevægelse. Bort er nattens legende bevægelser – og så popper der alligevel et element af sensuel humor op, når kontrollen i momenter accentueres af dvaske fald og dovne rul.
Øjnene søger os. Nogle gange længselsfuldt, men oftest introvert, tomme. Det giver et lille ubehag, Det lange hår dækker ansigtet og spiller med i masochistiske greb, der også anes i sekvensen, hvor kroppen låses af et fast krydsgreb i støvlernes lange hæle. De hæle, der også skaber en foruroligende knitren mod glasvæggen, mens de langsomt glider ned ad den. Ripe Body-installationen sniger sig ind i os med sin insisterende tyste tale og kan foldes endog mere interaktivt, hvis man som publikum vover sig helt ind under buret.
★★★★★☆ Ripe Body – natversion med Ruth Rebekka Hansen, fredag Platform
Natten var mørk, da vi kort før midnat flokkedes om et kvadratisk glasbur. Forskudt på et podie sætter Lauge Heebøll en dump, træg lyd i gang, der siden skal vokse sig stor, mægtig, hypnotiserende dansabel med en næsten bowiesk lyd på nogle tekstbidder, næsten growl på andre sekvenser.
”Come to the light. Into the night”. Så kommer hun. Eller det. Et blindet væsen svøbt i blåt bliver ført ind og entrer buret. På sylespidse hæle bevæger hun sig i det blålilla lys. Kappen falder og afslører en amfibielignende krop. Brillerne ryger og de døde, kolde fiskeøjne får det til at isne ned af rygraden, da de strejfer mine gennem buret. I et graciøst flow poserer kroppen forsigtigt. Håndkysser, vinkeflirter. Strækker posituren i melodramatiske glimt.
Electrolyden bobler op, mens kroppen glider langs glasset i en uendelig spejling, der inkluderer os og vores voyeuristiske position. Vidner til denne überfeminine alien, der er landet blandt os og fængsler os i en stadig voldsommere, men hele tiden delikat posering af kulturens koder. Mens lyset skifter til pink tager liderligheden over i en gentænkning af poledansen. Underlivet bølger og tungen peger os ud. Musikken går direkte i kødet på os, som vi bliver én pumpende muskel omkring buret.
Væsnet vrikker og vrider sig, mens lyset går i hvidt. En forvrænget, klagende synth flyder over i tung rytme og røg. ”Reaching for the light”. I en yndefuld piruette hænger væsnet, før det søger op og ender ”floating in the space” med den skrøbelige nakke over røret i toppen af buret.
Ruth Rebekka Hansens Ripe Body satte brand i Platform med sin koreografiske undersøgelse af kroppens og blikkets magt og afmagt, der synes som skabt til festivalen i et magisk fælles nu med musikken som en helt afgørende medspiller.
Læs mere om Ruth Rebekka Hansen her.
★★★★☆☆ Ruzalka med Thjerza Balaj, onsdag Platform
Mørket har sænket sig helt og Platform er en lille ø i natten, der nu genlyder af råb og latter. Scenen er snævret ind, afgrænset af to florlette stofvægge, hvis tekstur changerer i det natblå lys. Et lys, der også kunne være havets, for Thjerza Balajs performance Ruzalka er inspireret af den mytiske figur med dette navn, der som en sirene lokker unge mænd til sig og trækker dem ned på havets bund viklet ind i hendes hår.
Det behøver man ikke at vide for at blive draget af Thjerza Balajs koreografi, der elegant blander begær og forførelse med gru og fortabelse. Hun dukker frem foran den ene stofvæg og starter en bevægelse, der fra små, bløde buk i underlivet gradvist bliver større og mere æggende. Stadig dybt groundet, men med stærke arme og et brunt blik, der ikke kan unddrages, flyder hun rundt i kredsen. Af og til intenst stirrende gennem de mørke linser, der som dansen selv leger med det unheimliche i noget kendt, der forskydes en smule.
Ruzalka er en fornem lille perle, der udnytter et koncentreret fysisk udtryk optimalt
Med technoens hårde dunken som partner holder Balaj et konstant tempo, som alligevel opleves accelererende gennem bevægelsernes repetition og voldsomhed, der i sidste fjerdedel også accentueres af pludselige niveauskift og en legen kispus i mørket.
Ruzalka er en fornem lille perle, der udnytter et koncentreret fysisk udtryk optimalt til at skabe en interessant karakter, der i kombination med musikken og mørket hypnotiserende skaber begær og en snert af ubehag på samme tid, og dermed æstetisk dykker præcist og samtidig fabulerende ind i dominansspektrets flertydige aspekter.
★★★☆☆☆ Dimanche med Anansi’s Web, onsdag Platform
Vi står linet op over for hinanden bag afmærkningerne, der danner en catwalk mellem os. Performerne går lidt ind og ud og kommer efter nogen tøven, der måske kan tilskrives det halvvåde gulv, i gang med performancen, der trods en uhyre kraftudladning alligevel fremstår lidt flosset og ufokuseret.
Dimanche betyder søndag, men titlen kunne også være en hommage til Yves Kleins konceptfotobog af samme navn (1960), der ligesom performancen approprierer en genre til en kombination af aktivisme og konceptkunst. Anansi’s Webs greb er et mix mellem caribisk karneval, lydsystemer og aktuel hiphopkultur. Performancen har afsæt i det politiske, caribiske symbol på politisk modstand, figuren Jab Jab, hvis karakteristiske horn her er humoristisk er udskiftet med stiletter.
Et øjeblik af stor skønhed opstår, da fjerde danser hvirvlende entrer rummet i karnevalets pompøse skørt
Humoren blegner dog lidt, når stilethornene ustandseligt bliver tabt på gulvet og dermed indgår i det lidt slaskede udtryk, som også kendetegner omgangen med reb og lænker, der tages ud af en kuffert og tjattes lidt med, uden at en egentlig konnotation opstår. Samme jappede energi har den pornoficerede karakter, der planløst trækker rundt med kufferten, mens de øvrige tre performere har langt mere karismatiske udtryk, men meget af tiden arbejder i hvert sit rum.
En clubber, der tempotripper i sin store læderjakke og en edderkoppeagtig skikkelse med grafiske moves, der måske henviser til historien bag kompagniets navn – et folkloristisk symbol for visdom og mod. Et øjeblik af stor skønhed opstår, da fjerde danser hvirvlende entrer rummet i karnevalets pompøse skørt, der danner en skulpturel port til kroppen.
Et sindrigt mikrofon-setup og en blå voodoodukke står som staffage uden at blive brugt, og trods en accelererende intensitet i natten udnytter Dimanche ikke sine mange referencer og fremstår mere som en rastløs energi, der spreder sig i rummet, men ikke forløser sit oprørske potentiale, der står som et postulat.
Dimanche er produceret af Roskilde Festival i samarbejde med Haus der Kunst i München.
Læs mere om Anansi’s Web her.
★★★★★☆ S.T.U.C.K med cie.nassangar – onsdag, Platform
En kvinde i sort og hvidt bevæger sig tilbagelænet, næsten trodsigt over gulvet. Vi er mange i flere lag omkring den afmærkede firkant, og først da hun får selskab af flere karakterer drages koncentrationen mod de poserende skikkelser. Discoen pumper, mens koreografen Mounia Nassangar placerer sig i midten og i en lang sekvens får barberet issen. En ø af stilhed i lydens tumult, der samtidig peger ind i den queerhed, som kendetegner ikke bare denne performance, men fylder som agenda i hele kunstprogrammet.
Over den androgyne frisure blinker det røde lys og en spinkel tone tager kortvarigt over, inden den barberede bevæger sig frem i abrupte bevægelser – og dansen eksploderer i en storm af backbending, roterende arme og turboflyvende hænder med en præcision og et tempo, der ikke bare afkræver respekt, men også fortæller noget komplekst om kontrol og afmagt. Genren er waacking, som opstod i 1970’ernes Los Angeles queermiljø og kan ses som en vestkystkusine til New Yorks ballrooms voguing. Blot er dynamikken mellem pose, sekvens og ekspressiv improvisation anderledes.
Råbet efter frigørelse med dansen som våben føles stærkt i S.T.U.C.K, hvad enten man bekender sig til en gud eller ej
Således også i S.T.U.C.K, hvor fokus er på empowerment fra racisme og homofobi i en inciterende vekslen mellem energiske slagsekvenser og råb og dvaske-slaskebevægelser, der på et splitsekund afløses af skarpt koreograferede fællessekvenser. “I just wanna”, råber de i den afsluttende anråbende godspell-inspirerede sekvens, hvor de søger at vriste sig fri af konventioners og kroppenes låsende pres og finde frihed et andet sted.
Råbet efter frigørelse med dansen som våben føles stærkt i S.T.U.C.K, hvad enten man bekender sig til en gud eller ej. Man kan diskutere, om optakten er for lang, men jeg lod mig rive med af den forførende disco, men især af truppens evne til at skabe interessante og meget diverse karakterer i spændet mellem deres dybe, groundede poses og de ekvilibristisk pulserende, talende håndbevægelser.
S.T.U.C.K blev præsenteret i samarbejde med Detour Dance Festival.
Se en bid af S.T.U.C.K her.
