I den sidste uge i august deltog intet mindre end 19 danske kompagnier og koreografer på Tanzmesse i Düsseldorf. Kamma Siegumfeldt, der var en af værterne på den danske stand, skriver her en stemningreportage fra festivalen.
Livet omkring Düsseldorf Hovedbanegård og Tanzmesses “Agora” på Bertha-von-Suttner-Platz står i stærk kontrast til det indvendige af messebygningen, hvor danseaktører fra hele verden er i gang med, på lave, dialogvenlige spånpladebænke-moduler, at sætte farvestrålende plakater op, som fortæller, hvem de er eller repræsenterer.
Som ved de fleste banegårde holder hjemløse og misbrugere til udenfor. De samler flasker, finder formodentlig et fællesskab og minder Tanzmesse-deltagerne om det privilegerede ved at have mulighed for at beskæftige sig med kunst, selvom forholdene i kunsten også, generelt, ofte kunne være bedre.
Års forberedelser
Det er onsdag. Den dag, hvor “udstillerne”, dem der har købt en spånpladestand, har adgang for at kunne pynte standen, ikke kun med info men også fx med smagsprøver fra standholderens land, brochurer eller puder, der gør opholdet og samtalerne på bænken mere behagelige.
En hyggelig stemning breder sig, gamle venner og kollegaer dukker op, man sludrer om dit og dat og beundrer hinandens udsmykningstiltag.
Forud er gået et års forberedelser. Ikke kun med at koordinere alt omkring den danske delegations deltagelse, varetaget af erfarne Jens Christian Jensen (JC Copenhagen), men også med samtaler med organisatorerne af de fire andre nordiske delegationer.
Kl. 16 er alle fra de nordiske lande således inviteret til velkomstsamling på et centralt beliggende hotel. Over snacks og juice bliver der sludret og udvekslet korte introduktioner. Nogle kender allerede hinanden, andre møder for første gang hinanden.
Herfra går turen videre til åbningstaler foran Tanzhaus nrw, og derfra spredes folk ud til diverse forestillinger eller middagsaftaler.
Messestandene på Agora
Torsdag kl. 10 går det løs. Det to etagers messeområde summer af liv. Den danske stand ligger på 1. sal, lige ved siden af den finske, islandske, svenske og norske, tilsammen “The Nordic Hub”.
Nabostanden Dachverband Tanz Deutschland laver fysisk morgentræning og serverer smoothies, og snart er der gang i receptioner i den anden ende af etagen i et område indrettet specielt til dette formål.
De danske kunstnere og producenter deponerer tasker og ekstra infomateriale på standen og drager afsted for enten at opsøge personer, de har fundet på deltagerlisten, eller for at “go with the flow”. Alle er her for at skabe kontakter og udveksle erfaringer – det er nemt at komme i snak med nogen.
Nye og gamle ansigter dukker op ved standen: En nu pensioneret, tidligere festivalarrangør har stadig en lille tjans for en anden hollandsk festival, så lytter ivrigt og samler materiale. Andre landes pendanter til Statens Kunstfond kigger forbi, og man snakker format og struktur på stand og det bagvedliggende koncept og arbejde. En baltisk, tidligere deltager i dansk-nordiske EU-støttede projekter dukker op og beretter, hvordan hendes formater for dans for helt små børn er blevet forfinede og udviklede og nu glæder børn over hele verden.
På samme måde defilerer en del kunstnere forbi den danske stand. Lotte Kofod Ludvigsen og Jeppe Hemdorff Nissen fra spillestedet Bora Bora i Aarhus er populære skikkelser. De har meldt ud, hvornår de er tilgængelige, og der er mange, der gerne vil tale med netop dem. Der er et godt flow gennem standen. Ofte ender samtalerne med, at man sammen går til en af de andre nordiske stande for at koble flere relevante personer og organisationer sammen.
Forestillinger, Open Studios, Pitch samt Talk and connect
Efter messeområdets lukketid byder resten af dagen på diverse andre aktiviteter: Open Studios, Pitch efterfulgt af forestillinger spredt ud på 8 lokationer.
Fra Danmark præsenterer Gazart/Tali Rázga børneforestillingen K*I*K i en Open Studio-session, og Jernej Bizjak pitcher forestillingen UP-AND-DOWN-AND-UP.
Det samlede forestillingsprogram spænder vidt. Fra soli over store ensemblestykker; fra performance over urban dance til minimalisme – de fleste indendørs på store og mindre scener, men et par stykker finder sted udendørs på pladser i Düsseldorf.
En tråd er til stede i Tanzmesses overordnede valg af forestillinger: Migration, identitet og inklusion skaber et bredt forestillingsprogram, der dog også består af tidløse, bevægelsesmættede sanseoplevelser uden for temaer/kategorier. Og meningerne er selvfølgelig mange. Forestillingerne diskuteres ivrigt mellem dem, der nu står tættest på hinanden i den næste kø til forestilling, i shuttlebus eller mens man venter på mad og drikke.
En af udendørsforestillingerne er Wired Studios / Simone Wierøds Boxed, der er blevet udvalgt af Tanzmesse-juryen til at spille på pladsen lige uden for messeområdet. 20 personer udstyret med hovedtelefoner får direktioner, der fortæller dem, hvad de skal gøre med den træboks, de også er blevet udstyret med. Deltagernes bevægelser skaber dels individuelle oplevelser og overvejelser (hører de andre mon det samme som jeg? Skal jeg adlyde? osv.), dels en samlet koreografi, der kan opleves af det omkringstående og forbipasserende publikum.
LÆS OGSÅ: ISCENEs interview med Simone Wierød og Lotte Kofod Ludvigsen
Udfordringerne er de samme på tværs af grænser
Efter aftenens forestillinger er forskellige lande hver dag på skift værter for fester i Tanzhaus nrw. En gratis drink og DJ er grundopskriften. Nogle går på dansegulvet, andre fortsætter snakken på det store udendørsareal foran Tanzhaus.
Sessionen “Performing Arts Producers, Agents, Managers” fredag formiddag trækker. Så på standen bliver vi enige om, at jeg tager “vagten”, mens Jens Christian deltager i sessionen. Den adresserer de velkendte temaer om ensomhed og tvivlsomme vilkår for producenter inden for dansen samt det skrøbelige i, at vigtige projekter hviler på ikke særligt stabilt grundlag – i mangel på relevant infrastruktur. Sprog og geografi er forskellig, men mange af udfordringerne og vilkårene er de samme.
Fredag fortsætter udvekslingerne i messeområdet, og et indre kort over, hvor hvem/hvad holder til, er begyndt at indlejre sig. UK-Irland-Skotland-området, den store polske stand (yderst ombejlet, da den som merchandice har medbragt vifter, og temperaturen er meget høj såvel indenfor som udenfor), store EU-støttede projekter, nationale og regionale danseplatforme, dansekompagnier osv. er til stede. Selv en dansevinyl-sælger, der prøver at skaffe kontakter til dansehuse/spillesteder.
Udmelding fra Statens Kunstfond og videre perspektiver
Snart summer det dog blandt de danske aktører på standen. Statens Kunstfond har meldt kommende sæsoners bevillinger ud, så alle skal på portalen og checke. Spændingen og nervøsiteten er høj, Agoraen og de internationale kollegaer bliver kortvarigt sat på hold.
Det er allerede blevet lørdag og dermed nedtælling for arbejdet på standen. En tysk kvinde med rødder i billedkunsten slår sig ned blot for at udtrykke sin taknemmelighed for den støtte, hun i flere omgange har modtaget i form af ophold i de statsstøttede residenssteder i Danmark, bl.a. på Maltfabrikken i Ebeltoft. Arbejdet har ført hende over i det performative område og er blevet til forestillinger bl.a. præsenteret for det danske publikum af danske organisationer.
Standen pakkes sammen og trætheden indfinder sig. De lange, intense dage kan mærkes.
Mange kontakter er skabt, kunstnerne har mødt andre med samme interesser som dem selv, opdaget residency-muligheder, talt med organisationer om muligheder i forskellige lande og regioner, og set en bred vifte af danseforestillinger.
Aftenens festværter Creative Australia udfører en performance-version af en røg-ceremoni, så vi går i seng med røgduft i håret og et smil på læben.
Læs mere om Tanzmesse her.
Den danske deltagelse i Tanzmesse blev i 2024 koordineret af Jens Christian Jensen, der er udpeget som operatør af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst som en del af deres indsats på det internationale område. Det er femte gang, at Jens Christian står for opgaven med at arrangere Tanzmesse.
Jens Christian var sammen med Kamma Siegumfeldt vært på den danske stand på Tanzmesse, og havde indgået samarbejde med Bora Bora i Aarhus om tilstedeværelse på standen – repræsenteret ved teaterchef Lotte Kofod Ludvigsen og producent Jeppe Nissen. Konsulent og rådgiver Lau Tronegård-Madsen fra Slots- og Kulturstyrelsen var ligeledes til stede onsdag-fredag.
I 2024 deltog 19 danske kompagnier og koreografer på Tanzmesse: Antoinette Helbing, Convoi Exceptionnel, CuntsCollective, Gazart, Granhøj Dans, Hilde Ingeborg Sandvold, HIMHERANDIT, Jernej Bizjak, Julienne Doko Dance, Kitt Johnson X-act, Lara Vejrup Ostan, Mirko Guido, MUOVI, MYKA, Sophia Mage, SVALHOLM, Uppercut Danseteater, VOMP – et danseteater af Gunilla Lind og Wired Studio – i alt 32 kunstnere, producenter og agenter.
Tanzmesse finder sted hvert andet år i i august/september i Düsseldorf, hvor op mod 1.500 aktører inden for dans og bevægelsesbåret scenekunst deltager, herunder koreografer, producenter, agenter, managers, presenters, festivalledere og andre interesserede, hvilket gør Tanzmesse til det største professionelle mødested inden for branchen.