Kunstnerisk leder af OPE-N Louise Beck har skrevet denne kommentar som gensvar til Statens Kunstfonds replik til hendes indlæg, der efterspurgte ansvaret for operaens levedygtighed.
Tak til replikken fra Statens Kunstfond, hvor Gitta Malling og Sine Tofte Hannibal svarer på min kommentar, Hvem har ansvaret for at holde operaens kunstart i live?
LÆS OGSÅ: Replik fra Statens kunstfond
Ikke bæredygtigt!
Deres svar peger på de indsatser, som jeg i mit oplæg kalder “kortsigtede, utilstrækkelige og uholdbare”. Jeg nævner dem igen:
- Musikdramatisk Udvalg skal for relativt få midler favne et bredt og tværæstetisk felt. Udvalget giver ikke driftsstøtte, og deres projektbevillinger giver ikke de fulde ansøgningsbeløb. Det er ikke bæredygtigt. Det forklarer heller ikke, hvorfor andre tværæstetiske projekter kan få driftsstøtte hos Projektstøtteudvalget for Scenekunst, når den nytænkende operagenre tydeligvis ikke kan. Det er det, jeg i mit indlæg kalder en “favorisering af kunstarter”.
- Sort/Hvid nævner jeg også i min indlæg. Stedet kæmper en brav kamp for at opbygge deres egen og stærke profil – samtidig med at de forsøger at imødekomme et alt for stort krav om at huse et enormt og hjemløst musikdramatisk felt. Det er ikke bæredygtigt.
- Det Musikdramatiske Netværk kalder jeg i mit indlæg “et tilfældigt sammensat netværk”, for det består af spillesteder, mindre scener og andre organisationer rundt om i landet, som ikke har den store erfaring med udvikling af nye operaformater. For et beløb svarende til én lille kammeroperaproduktion skal netværkets syv medlemmer løfte og udbrede et væld af musikdramatiske produktioner. Det er ikke bæredygtigt.
- Statens Kunstfonds værkbestillingsordning giver operakomponister mulighed for at søge deres egen løn. Hvis det lykkes at opnå en form for bevilling, udbetales den først, når værket er skrevet færdigt. Det er det, jeg i mit indlæg kalder “gratis arbejdskraft”, og det er ikke bæredygtigt.
Hvornår bliver det samtidsoperaens tid?
Svaret fra Statens Kunstfond viser, at vi ser meget forskelligt på samtidsoperaens vilkår, og jeg er derfor glad for, at Gitta Malling og Sine Tofte Hannibal lægger op til en dialog. På baggrund af mit debatindlæg den 10. september i ISCENE oplevede jeg en stor opbakning fra kunstnere og organisationer – så vi er rigtig mange, der ønsker at finde løsninger på, hvordan vi løfter en underprioriteret kunstart.
LÆS OGSÅ: Louise Becks første kommentar
Samtidsoperaen skal understøttes og anerkendes som sin egen disciplin, og den skal vises tillid og respekt. Hvor ville vi være uden den moderne kunst? Så kunne Louisiana omdøbe sig til “Museet for Gammel Kunst”, og vi kunne lukke alle de mange museer og kunsthaller, der hver dag trækker fulde huse til udstillinger med det nyeste af det nyeste indenfor billedkunsten.
Hvorfor har operaens museale institutioner ikke den samme tiltro til samtidsoperaen? Hvad hvis man i dag kun kom ind på Kunstakademiet, hvis man kunne gengive en tro kopi af et Krøyer maleri? Hvorfor uddanner billedkunsten til fremtiden, når operastuderende fastholdes i fortidens sangteknik og udtryk? Hvad hvis vi ikke kunne kende forskel på modernes dans og Bournonvilles tåspidstradition? Så var der aldrig kommet nye dansehaller, kapeller, festivaler og andre fantastiske initiativer for den moderne dans – og behovet for både en specialiseret uddannelse og internationalisering var blevet ignoreret.
Hvornår bliver det samtidsoperaens tid? Hvornår kan vi mødes på tværs af støtteordninger, operainstitutioner, teatre og mindre scener, uddannelser og det frie felt for at inspirere hinanden og finde svarene på, hvordan vi holder operaens kunstart i live. Kun i fællesskab kan vi undgå, at kunstarten ender i en museumsmontre side om side med KODAK-filmrullen, NOKIA-telefonen og alle de andre klenodier, der ikke blev produktudviklet i tide.
Jeg glæder mig til den videre dialog og håber, at Statens Kunstfond vil hjælpe med at samle den brede flok af supergode folk, der kan og vil udvikle operagenren.
Denne kommentar er udtryk for skribentens egen holdning.
