I Danmark findes der et væld af begavende og nytænkende komponister, forfattere og scenekunstnere, der kan og vil udvikle operaens kunstart. Spørgsmålet er, hvem der har ansvaret for, at dette potentiale udfoldes? Sådan spørger kunstnerisk leder af OPE-N, Louise Beck, i denne kommentar.
De seneste repertoirestatistikker fra Den Jyske Opera og Den Kgl. Opera viser, at over 90% af de programsatte operaer er skrevet FØR 1991 – og kun ca. 8% er skrevet af danske komponister og endnu værre: kun omkring 1% er skrevet af kvinder.
Statens Kunstfonds ansvar
Selvom rammeaftalerne stiller krav om “nyskrevet og original musikdramatik, der udfordrer de gængse rammer og sætter ny standarder”, så præsenterer institutionerne primært kanoniserede værker (af hvide mænd) og frasiger sig ansvaret for at investere i operagenrens fremtid. Dette lægger et kæmpe ansvar over på det frie felt, der for få midler skal fremtidssikre operaen som kunstart. Gudskelov er talentmassen enorm, så på det kunstneriske plan skal det nok lykkes at udskyde operaens udløbsdato. Men indsatsen skal naturligvis værdsættes af dem, der støtter det frie felt. Og her kommer Statens Kunstfonds ansvar ind i billedet.
De seneste års kortsigtede strategier for det musikdramatiske felt tyder på, at der ikke findes en ambition om at skabe bedre og mere bæredygtige forhold for fremtidens opera
Desværre tyder den sidste uddeling fra Projektstøtteudvalget for Scenekunst på, at udvalget har fravalgt den nytænkende operagenre. Løber man bevillingslisten igennem, bliver man først glad på vegne af alle de kompagnier og kunstnere, der har fået driftsstøtte, men går man ned i bunden af listen, møder man lige så mange og spændende kompagnier, der IKKE har fået driftsstøtte, og så stivner smilet, for flere af afslagene er givet til kvalificerede folk, der arbejder målrettet på at udvikle nye operaformater.
Der er jo ikke penge til alle, og udvalget skal prioritere, men hvorfor de har valgt at favorisere nogle kunstarter frem for andre, giver ingen mening. Jeg håber, at det skyldes manglende viden om, hvad det kræver for operagenren at udfordre det bestående og genopfinde sig selv i et samtidskunstneriske virke. Jeg frygter, at det skyldes manglende interesse, for de seneste års kortsigtede strategier for det musikdramatiske felt tyder på, at der ikke findes en ambition om at skabe bedre og mere bæredygtige forhold for fremtidens opera.
Et væksthus til operaen
Hvis operaen ikke bare skal sendes hen, hvor peberet gror, skal kunstarten have et væksthus, hvor nye formater og relevante fortællinger modnes og forplanter sig. Mange vil nok tænke som mig, at ethvert operahus med respekt for sig selv og sin kunstart, har en anneksscene, der i samklang med omverdenen opdyrker nye ideer og udforsker operaens enorme potentiale. I andre progressive industrier kaldes dette produktudvikling, og selvom fænomenet ikke lige umiddelbart dyrkes på operaens hjemlige græsmarker, skal man skal ikke langt udover landets grænser, før man møder operahuse, der har forstået vigtigheden af kunstartens frøsætning og forgrening.
Man skal ikke langt udover landets grænser, før man møder operahuse, der har forstået vigtigheden af kunstartens frøsætning og forgrening
Det er selvfølgelig ikke gjort med, at operainstitutionerne holdes fast på deres rammeaftaler og påtager sig et ansvar for operaens udvikling i Danmark. Der skal stadig være et frit felt af kunstnere og kompagnier, som understøttes af en ambitiøs og langsigtet plan for hele det musikdramatiske område. Udover at planen skal løfte og samle et spredt og underprioriteret felt gennem flerårige støtteordninger og opsøgende branchearrangementer, skal den også anerkende det enorme arbejde, der går forud for et enkeltstående operaprojekt.
Det gør den dels ved at tildele de kvalificerede projektansøgninger de beløb, de beder om, og dels ved at honorere det kunstneriske udviklingsarbejde og det tidskrævende netværksarbejde, der sikrer projektets tilblivelse og udbredelse. Hvis man ikke er så heldig at have driftsstøtte, er langt det meste af dette forberedende arbejde på nuværende tidspunkt uden betaling.
Bæredygtige arbejdsforhold
På trods af de dårlige vilkår udvikles der hvert år nye og banebrydende operaværker, der udkommer i alle mulige rum og ved hjælp af ildsjæle i det frie felts scenelandskab. Desuden kæmper en håndfuld mindre teatre, en lidt tilfældig netværksordning og et par kortvarige festivaler en brav kamp for at strække deres begrænsede økonomier, så de – udover at varetager egne produktioner – også kan rumme bare lidt af den enorme talentmasse, der befolker det musikdramatiske felt. Indsatserne er vigtige, men de er hverken tilstrækkelige eller bæredygtige.
Det må være projektstøtteudvalgets ansvar at fremme HELE scenekunstfeltet
Ved den seneste uddeling fra Projektstøtteudvalget for Scenekunst blev det lanceret, at der var “fokus på bæredygtige arbejdsforhold for scenekunstnere”. Hvis den udmelding ikke skal klinge hult i samtidsoperaens musikalske verden, håber jeg, at de kommende uddelinger vil vise, at dette fokus også gælder de kunstnere, som holder operaens kunstart i live.
Det må være projektstøtteudvalgets ansvar at fremme HELE scenekunstfeltet.
Denne kommentar er udtryk for skribentens egen holdning.
