★★★★★☆ Blodbryllup – ny klassiker sætter kunsten fri med tradition og fornyelse

Den Kongelige Ballets nye koreografiske stortalent, Eukene Sagues, er en gave til nationalscenen. Med premieren på Blodbryllup hyldes ikke blot koreografens spanske fundament. Hele den Kongelige Ballettradition får et kærligt skub i et opgør med patriarkatet i livet og kunsten. Et boblende alsidigt forvarsel på nye veje ind i klassikerne.

Blodbryllup er en forestilling med alle ingredienser til et skæbnesvangert drama. En klassiker om kampen mellem de mystiske og de frigørende kræfter over for et fysisk kontrolleret samfund båret af frygt. Der er både farverig fest og kampe på liv og død i Sagues radikale fortolkning af sin kendte landsmand Federico Garcia Lorcas teaterstykke fra 1933 om kvindens rolle i samfundet. Manuskript og dramaturgi af Astrid Øye.

Efter et tvangsægteskab stikker bruden nemlig af mod friheden alene, men med ekskæresten Leonardo i hælene. I Sagues balletudgave kobles den stærke, danske mimetradition med spansk folkedans og flamenco. Alt bindes sammen i et varieret koreografisk udtryk, der trækker tråde til teaterets gamle traditioner, der samtidig gennemstrømmes af samtidsdans krydret med ord med forfriskende naturlighed.

De ufrivilligt tavse

Astrid Elbo viser tydeligt kvinderollen udfoldet fra kroppens frie udtryk under månens påvirkning, spillet poetisk af Alexander Stæger, til den kuede, sortklædte mor. Dansen skifter til repetitive arme over hovedet og foroverbøjet med krydsede håndled, der sender tanker til Pina Bauschs Rite of Spring. En af byens sidste frie kvinder bliver hustru (til brudens ekskæreste) iklædt forklæde og barn på armen. 

Familien samles i et tableau til et foto, der oser af stivnet patriarkat. Stephanie Chen Gundorph danser den ulykkelige brud omgivet af et grotesk opbud af gæster til endnu et aftalt bryllup. Der spises og drikkes som på automatpilot vist som en skøn rytmisk mime i bedste danseteaterstil. Festen folder sig ud med energisk, flamencoinspireret dans til tilskuernes klap, der hensætter os til 3. akt af Bournonvilles ballet, Napoli.

Det kunstneriske hold har dedikeret forestillingen til de ufrivilligt tavse kvinder i verden, og viser, hvordan både mænd og kvinder er ofre i et patriarkat. Fire mænd udfolder deres kammeratlige fuldemandsdans med ekvilibristiske piruetter og spring, som i Jerome Robbins Fancy Free. Brudeparret danser en afdæmpet brudevals, mens den spanske reallyd løftes smukt med scenemusik af Allan Sjølin og Erik Danciu. 

Historiefortælling for fulde sejl

Manuel de Fallas musik er storladen med en rig orkestrering, der sender hilsner til både Stravinskys Rite of Spring og Prokofievs Romeo og Julie. Den mere folkelige spanske musik portrætterer den fysiske verden i dramaet. Her udgør den berømte, spanske flamencosanger, Rocío Bazán, selve nerven i forestillingen sunget fra både scene og grav. Komponist og arrangør Elena Abad binder det hele sammen til en magisk helhed. 

Det Kongelige Kapel besjæler forestillingen med vidunderligt sarte træblæsersoli, overjordiske strygerklange og handlingsdrivende messing og slagtøj, der sender os ud over de spanske stepper. Dirigent Edo Frenkel er en opadgående stjerne, der med velplaceret intensitet styrer sikkert gennem dramaets store følelser, mens karaktererne medfortolkes stærkt af Louis Kynds sanselige kostumedesign. 

Palle Steen Christensens scenografi har reb som gennemgående tema. Reb, der hænger lodret og friseret ned som for at fastholde orden i den frygtdrevne verden. Månens skov i 2. akt er derimod kaotiske reb, der hænger i guirlander som ældgammelt spindelvæv. Det er en Bournonville-ballet værdigt med Súni Joensens blå haze og tylklædte, dansende individer over for de sorte Rædsler, der martrer den splittede brud. 

Lorcas ”duende”

Kvinderollerne kan ses som nedslag gennem en kvindes liv i et på sin vis forudsigeligt drama for sin tid med kærlighed, jalousidrab og frigørelse. Den homoseksuelle Lorca havde en særlig forståelse for kvinderne i sine værker. Og måske hyldes også de mange kvindeskæbner i teaterets repertoire i Sagues fortolkning gennem de utallige referencer til værker og stilarter med spansk nærvær af Lorcas begreb ”duende.”

Duenden er en kraft, der kan forbinde publikum og optrædende i en følelsesmæssig kontrakt. Kunstnerne lykkes med at skabe en dialog, der ikke bare foregår mellem karaktererne på scenen, men mellem hele scenen, et symfoniorkester og publikum. En følelse af fælles bevidsthed om kvinders verdensomspændende historier og levede liv, som var vi sammen med danserne, løftet af musik og sang.  

Der danses over hele linjen med smittende overskud og danseglæde, mens solorollerne klædeligt synes at træde et skridt tilbage for at lade deres karakterer komme til. For der er også stadig fastlåste, tavse roller uden for teateret, som det unge kompagni i stigende grad ønsker et opgør med. Blodbryllup er en fin debut på en helaftensballet, der bevidstgør os om vores fælles ansvar for kulturen omkring os.