Nordvests ”Dance Mum” giver stafetten videre

Amerikanskfødte danser og koreograf Cher Geurtze stopper som leder af Dansekapellet efter mere end 25 års pionerarbejde i Københavns Nordvestkvarter. ISCENE møder den ukuelige ildsjæl over en frokost for at høre om kampen for bedre forhold for moderne dans i Danmark og ikke mindst for børns mulighed for at møde dansen.

Cher Geurtze er en sand bygmester og entreprenør og en meget modig én af slagsen ifølge kollegaer, der har fulgt hende tæt. Hun vidste allerede som helt ung, at systemer var til for at blive brudt ud af. For hvorfor bare blive i noget, der var begrænsende, hvis man kunne bygge sit eget meget bedre? ”Byggegrunden” fandt hun i Danmark i en alder af 27 år.

Kritisk blik på dans

Cher Geurtze er opvokset uden for byen Albany i New York og vidste allerede som seksårig, at hun skulle danse. Hendes tante havde en flot plakat af Svanesøen, der gav impulsen. Hverken venner eller familie delte hendes interesse, så det var et målbevidst barn, der tog de faste ture gennem skoven til og fra danseskolen.

Efter bare ét år fandt hun skolen useriøs og skiftede til en anden, og som teenager opstod også interessen for koreografi. En forestilling på Albany University gjorde hende opmærksom på en optagelsesprøve næste dag. Cher Geurtze mødte op og kom med i kompagniet. I en tid med hippies og Vietnam-krig var teater og dans et politisk udtryk med optræden på gaden fx til sommerfestivaler. 

Måske lagde det kimen til at kæmpe både for og med dansen. Det var vigtigt for Cher Geurtze, at dansen ikke var overflødig. Den skulle gøre en forskel i samfundet. Som 21-årig blev hun bachelor i Fine Arts fra Boston Conservatory. Derefter brød hun ud af de formaliserede rammer og begyndte forfra for at finde sit eget koreografiske udtryk. 

Kvinderne fra vesten

Cher Geurtze fortæller, at i USA går du til auditions, når du er færdiguddannet, og håber på at komme ind i et etableret kompagni, men hun havde slet ikke det drive, og vidste, at hun skulle lave sit eget. En dag ringede hendes tidligere kollega Rhea Leman og ville have hende med i en forestilling i København en måneds tid. Så hun samlede sine ting og tog i lufthavnen:

”Så flyttede jeg til Danmark, og det føltes som en befrielse, for på det tidspunkt var der ikke særlig meget moderne dans her. Det var helt åbent land, og jeg kunne godt lide følelsen af at være pioner. Det var en perfekt mulighed,” siger den entreprenante leder.

Udover Rhea Leman var der en anden landsmand inden for moderne dans på den åbne danske prærie, der var kommet til landet syv år tidligere, nemlig koreograf og danser, Ann Crosset, som jeg fangede i Operaen et par uger tidligere:

”Jeg var blevet bedt om at lave en trio af komponisten Pelle Gudmundsen-Holmgreen, og to timer senere ringede én, der hed Cher Geurtze, og spurgte, om jeg havde et øvelokale. Det havde jeg ikke, men jeg spurgte hende, om hun ville danse i mit stykke, og sådan mødtes vi,” fortæller Ann Crosset. De skabte duoen Ann Crosset og Cher Geurtze Danseteater, der med kreativ markedsføring og et residency på Gladsaxe Teater turnerede overalt. 

De elskede de store museer med store åbne rum, hvor de dansede i manglen på formelle scener. I 1982 grundlagde de det, der blev til Uppercut Danseteater. Ann Crosset var med til 1989, hvor hun skulle til USA et par år. De var kvinderne fra Vesten, der ændrede landskabet for moderne dans i Danmark og stadig manifesterer sig med utrætteligt engagement.

Fodfæste for moderne dans

I 1981 var Dansk Danseteater blevet grundlagt, så det moderne dansemiljø bestod af flere ildsjæle. Fx Randy Patterson, Warren Spears, Anette Abildgaard, Rhea Leman, Thomas Eisenhardt, Jørgen Carlslund, Eske Holm, Arkitekt Erik Agergaard, teaterdirektør Bjørn Lense-Møller, samt journalister som Ebbe Mørk, Erik Aschengreen og Henrik Lundgren. 

De skabte netværk til Norge og Sverige, Irland og England, hvor moderne dans havde langt bedre forhold. De store navne kom aldrig til Danmark, og initiativer blev taget ud fra den kendsgerning, at Danmark manglede forudsætningerne for et internationalt miljø: En danseuddannelse, et hus med prøvelokaler, en professionel dansescene. Ikke bare til danserne selv, men til lokalmiljøet, for som Cher Geurtze bemærker med et alvorligt udtryk:

”Selvfølgelig er det vigtigt som kunstner at følge sine drømme, men dansemiljøet må stå sammen og kæmpe for bedre fælles betingelser”.

Fælles behov førte til et Dansens Blad (journalistisk avis), Dansens Hus fra 1985, som Cher Geurtze var medinitiativtager og bestyrelsesmedlem ved, Dans i Uddannelse i år 2000, en landsdækkende forening til at nå børn med dans, som hun var formand for, Dansescenen i 1993, hvor hun var i bestyrelsen samt en lang række andre initiativer, der løftede moderne dans på den tid herhjemme. 

Dansen er mere end mig og min kunst

Børn og unges møde med dansen er det, der ligger Cher Geurtze allermest på sinde, så med Uppercut Danseteater opstod det første communityarbejde med moderne dans i centrum. Efter 10 års eksistens blev de det første kompagni i residency på Dansescenen på Østerbro. Kompagniet arbejdede i perioden med danseprojekter i seks forskellige folkeskoler og sluttede af med en børneforestilling ud fra indsamlet research:

”Det var meget spændene, og det var her, jeg oplevede Nordvest for første gang. Det at møde børn med meget diverse baggrunde, der havde en umiddelbar forelskelse i dans og bevægelse, og som havde talent. Det var lige efter min næse,” siger Cher Geurtze grinende.

For hun var interesseret i mere end kunst for kunstens egen skyld. Hun skabte derefter Foreningen Dans i Nordvest, hvor børn og unge i kvarteret kan gå til dans i deres fritid, styrke kropslig udvikling, selvværd og handlekraft:

”Jeg havde selv lige fået to drenge og kunne se, hvad det var, der interesserede dem. Når der var dansefest bevægede de sig nede på gulvet, mens pigerne stod op og lavede ens bevægelser. Lige dér så jeg, at drengenes bevægelsesmønstre var noget, der lignede kampdans og breakdans.”

Cher Geurtze var selv begejstret for store, kraftfulde udtryk og hurtigt benarbejde og fandt dygtige breakdancere i nærområdet, der gerne ville undervise børnene. Først i gymnastiksale og fra 1999 i Kulturhuset på Dortheavej. Her blev Uppercut relanceret og tog initiativ til selv at undervise lokale unge, hvilket bidrog til målrettet talentudvikling. De unge fik senere mulighed for at medvirke i Uppercuts forestillinger, og konceptet viste sig at fungere lige godt, uanset om det blev realiseret i København, Kina eller Tyrkiet.

Et kapel for dansende kroppe

I 2009 måtte Uppercut og Foreningen Dans i Nordvest forlade Kulturhuset i et forlig om at give de unge fra Ungdomshuset på Jagtvej et sted at være. Daværende Teknik- og Miljøborgmester, Klaus Bondam, banede vejen for nye lokaler i det nedlagte krematorium på Bispebjerg. Ann Crosset fortæller:

”I perioden hvor Klaus Bondam hjalp til med den politiske proces, var Cher altid ekstremt velforberedt på, hvad der skulle diskuteres, og god til at komme med forslag. Hun var rystet over ikke at have sikkerhed og god plads omkring sig til kompagniet og hendes arbejde med Foreningen Dans i Nordvest.”

I 2012 blev Københavns Kommunes nye Kulturhus for moderne og urban dans til ved hjælp fra Nordea Fonden og Lokale og Anlægsfonden. Sammen med flere dedikerede ansatte blev der i 2012 skabt et fyrtårn på Bispebjerg Bakke, der har haft enorm betydning både lokalt og internationalt gennem community-arbejde og udveksling med internationale kunstnere. Ann Crosset fulgte processen:

”Til ombygningen kunne Cher bruge samme passion, som hun brugte til at skabe et blomstrende dance Community. Hun er en sand bygmester og fantastisk god til at satse og træffe de rigtige beslutninger.”

Vækstlaget som drivkraft

Et hovedspor i Cher Geurtzes praksis har været at se udad og invitere verden indenfor. Hun har lagt stor vægt på at samarbejde med koreografer, dansere og kompagnier fra hele verden. Flere unge dansere og koreografer kom til Dansekapellet tidligt i deres karriere og er siden blevet store og etablerede navne – noget, der blev gjort muligt gennem Dansekapellets rammer.

”Jeg fornemmer med det samme, når noget rammer mig, når noget er kvalitet. Det giver et drive. Det har betydet meget for danserne og vores lokalområde at få helt nye indtryk og udtryk udefra, både i Uppercut og i Dansekapellet.”

Det andet hovedspor er arbejdet med børn og unge, idet Cher Geurtze altid har været nysgerrig på, hvordan dansen kan bruges i samfundet. Hos de unge så hun både behov og begejstring:

”Børn er vores fremtid, og det lyder som en kliche, men det er de,” siger hun og peger på mig med en gaffel. ”Det gør ondt på mig, når man fra politisk side bliver ved med at spare på kreative fag i folkeskolen. Vi skal huske, at børn kommer fra forskellige baggrunde, og det er langtfra alle, der eksponeres for forskellige kunstneriske oplevelser hjemmefra. Børn skal opleve, hvad der findes, for selv at kunne tage stilling til, om det er noget for dem.”

Når livet er din krop

Den jævnaldrende kollega, Ann Crosset, har noget vigtigt på hjerte, da jeg møder hende: 

”Den artikel må ikke blive en svanesang, for det er vigtigt at sige, at som danser går du aldrig på pension! Dit liv er din krop, og dine strategier skifter form. Cher har været modig, taget chancer, og været ekstremt dedikeret i at undersøge, hvad dans kan. Dette skift er bare endnu et moment in life. Selvom hun går på pension fra sin stilling, vil hun aldrig være langt fra dansen”.

Når Cher Geurtze spørges, hvorfor hun har haft en entreprenant tilgang i hele sin karriere, svarer hun overraskende:

”Min far var entreprenør, så jeg er vokset op med håndværkere og arkitekter, der kom og gik i min fars kontor i hjemmet. Det er deres arbejdsmetode, jeg er vokset op med. Folk kom med en idé, som blev diskuteret, og så begyndte man at handle,” siger hun og ler med sin smittende latter.

Cher Geurtze mener, Dansekapellet har været igennem sin første bølge og er klar til den næste. Dansekapellet har opnået fantastisk gode resultater i de første 13 år, og med sine mange gode samarbejdspartnere, skal der nok ske noget spændende i fremtiden. I forhold til, hvad der skal ske i hendes liv nu, er der intet der tyder på, at den erfarne ildsjæl danser af: ”Hvis jeg kan hjælpe nogen steder, så vil jeg gøre det,” afslutter hun, før vi forlader mætte den lille frokoststue i Nordvest.

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Uppercut Danseteater med fuld redaktionel frihed for ISCENE.