★★★★☆☆ Et juleeventyr – morsom, moderniseret og musikalsk

På Randers Teater har Gunvor Reynberg ført Charles Dickens’ fortælling om den velhavende julehader Scrooge op til nutiden med både veganere, airfryer, surdej og led-lys. Fortællingen er tilføjet nykomponerede sange og dansetrin, der sætter liv i iscenesættelsen, men moralen er den samme, så moderniseringen er mest en sjov idé.

“Jeg er kommet i aften for at fortælle dig, at du har en chance for at undgå min skæbne,” messer spøgelset til den forskræmte Scrooge.

I Randers Teaters version af Dickens-klassikeren Et juleeventyr spiller Lisbeth Knopper genfærdet af Scrooges tidligere kompagnon Marley. Med en overdimensioneret habitjakke draperet i lænker og en næsten tudende spøgelsesstemme er han kommet for at advare Scrooge om, at han har truffet de forkerte valg i livet.

De fleste kender historien om den tvære gnier Scrooge, som hele sit liv har valgt alt andet end penge fra. Han trives i sin tværhed lige indtil han natten til den 24. december bliver opsøgt af hele tre juleånder, der tager ham med på en tvungen tur gennem fortiden, nutiden og fremtiden. For “for at forstå nutiden, må vi lære af fortiden,” som fortidens juleånd forklarer.

Highfives og høje elpriser

Gunvor Reynberg står bag bearbejdning og iscenesættelse. Fortællingen er rykket fra midten af 1800-tallet og frem til nutiden, hvor Scrooges nærighed om muligt fremstår endnu mere usympatisk. Christoffer Hartmann er hans “lalleglade nevø”, som Scrooge så charmerende betegner ham, der med kæk street-attitude og løstsiddende highfives blot vil ønske sin gamle onkel en glædelig jul.

Daniel Bevensee er Scrooges nervøse kontorassistent Bob, der trods kuldeklaprende tænder og rystende hænder pænt åbner sin laptop for at udføre dagens arbejde, selvom hans utallige nys og sitrende krop tydeligt viser, at han burde være blevet hjemme i sengen.

På Scrooges kontor arbejder også Amalie Mørups Molly med det pink hår, der er udsendt fra Jobcenteret som kontorslave. Søren Hauch-Fausbølls Scrooge er da også lidt af en slavepisker, der er både blind og døv for sine medmenneskers udfordringer, ønsker eller følelser. Han herser med alle omkring sig, og går altid tidligt i seng for at “spare på lys og varme”. Vi lever jo trods alt i en tid, hvor elpriserne er stukket helt af, må vi forstå.

Fra gnier til god

Til trods for, at han gør en glimrende figur som den gnavne Scrooge, er hele Søren Hauch-Fausbølls grundudstråling og stemmeføring dog så umiskendeligt behagelig, at vi aldrig rigtigt får følelsen af, at han er vred eller kunne gøre andre fortræd. Det er jo både godt og skidt i en familieforestilling som Et juleeventyr. Godt, fordi iscenesættelsen aldrig bliver skræmmende for de mange børn i salen. Skidt, fordi hans udvikling fra gnier til god ikke fremstår som et nævneværdigt stort skridt.

Til gengæld er der så mange andre vellykkede elementer i forestillingen. Sofie Daugaard (også kendt som Dopha) og Nicholas Kincaid har komponeret helt nye sange, som de medvirkende leverer live fra scenen, og Vivi Siggaard har tilføjet enkle, men velfungerende koreografier, som bringer ekstra liv fortællingen.

Julie Forchhammers scenografi rammer iscenesættelsen flot ind med blot tre store, flytbare borde, der kan være alt fra kontorlandskab til Scrooges seng. Bagerst hænger rækkevis af forskellige vinduer, som giver mulighed for at skuespillerne kan optræde i flere lag – og for Scrooge til at lure gennem vinduet og ind på sin egen fortid.

Kære dukkebørn

På Randers Teater er fortællingens mange børn udskiftet med Karin Ørums søde dukker, som bringes til live af de medvirkende, sådan som vi blandt andet også så det i teatrets børneforestilling Fru Pigalopp i 2022. Med indspillede børnestemmer og livagtige bevægelser fungerer dukkerne rigtig fint som både den lille Scrooge og hans søster Fanny, da den aldrende Scrooge rejser tilbage gennem minderne med fortidens juleånd, og som Bobs tre børn, hvoraf den svagelige Lille Tim spiller den væsentligste rolle i fortællingen.

Et juleeventyr er et rigtigt godt eksempel på, at der ikke er behov for de vilde udstyrsstykker for at skabe en magisk fortælling. Scrooges minderejser med juleånderne gøres effektivt troværdige gennem Anders Kjems’ blinkende lysdesign, scenerøg og Chris Nielsens lydeffekter. Marianne Meyers kostumer til især fortidens og nutidens juleånder er skønne med svulstige plastiskdraperinger og overdådigt glitrende detaljer.

Gunvor Reynbergs iscenesættelse er en fin juleoplevelse for hele familien. Konceptet med at rykke fortællingen til nutiden er nok mest af alt en sjov idé, som tilføjer elementer af humor til de voksne gennem alt fra nevøens konstante surdejsbagning til skeptiske kommentarer om de moderne supersygehuse. I børnehøjde gør det næppe den store forskel, om historien finder sted i dag eller for 200 år siden.