Mei Oulund går igen. Hun går alene i mørket og udfordrer den grundangst, som hun deler med mange – måske de fleste kvinder. Vi talte med hende om forestillingen Jeg går! om at gøre sig hård for at klare mosten og om den åbne sårbarhed, der måske er en bedre strategi.
I 2017 gik dramatiker og skuespiller Mei Oulund tur ved stranden på Amager, som hun ofte gør. Mørket faldt på, og intuitivt søgte hun væk fra den øde strand. Men den aften stoppede hun op og stillede sig selv spørgsmålet: Hvorfor går jeg egentlig ikke bare videre? Og så vendte hun tilbage til stranden for at udfordre sin diffuse grundangst for at møde en overfaldsmand i mørket.
Den uforklarlige angst
Mei Oulund tog kampen med angsten op med tanke på alle de mænd, hun holder af, og med en stålsat tro på ikke at få sin frihed og trang til at blive blæst igennem på stranden begrænset af en diffus angst for et helt køn. Rædslen krøb alligevel ind og blev til panik, men hun gennemførte turen og beskrev den nogle år senere i en kronik.
”Jeg havde ikke drømt om, at turen skulle blive til en forestilling, og jeg var også lige ved at lade være med at skrive kronikken”, fortæller Mei Oulund, da jeg fanger hende efter dagens prøver. For turen blev til forestillingen Jeg går!, der spillede på Odsherred Teater i sidste sæson, og nu gør hun klar til turné.
Jeg spurgte igen og igen mig selv: Hvorfor jeg er så bange?
”Jeg var ikke sikker på, at historien kunne fylde en hel forestilling, men så begyndte jeg at researche og spurgte igen og igen mig selv: Hvorfor jeg er så bange? Så dukkede historierne op, og på scenen kan jeg, på en anden måde end i kronikken, gå ind i følelserne i de historier, der kan være forklaringer på den uforklarlige angst, der gør kvinder utrygge ved mænd”, fortæller hun. Transformationen af oplevelsen til scenen handler også om det sanselige univers, der skabes med lyd og videoprojektioner.
Flirtens magt er en dårlig strategi
Nogle af de historier, der dukkede op, udspringer af Mei Oulunds egne oplevelser med grænseoverskridelser som barn og ung i 80-90’erne, der vil være genkendelige for de fleste jævnaldrende kvinder, hvilket #metoo de senere år har tydeliggjort.
”Jeg gik turen under den første #metoo-bølge, og jeg var bange for, at det skulle blive noget piv, både da jeg skrev kronikken og efter forestillingen. Det er først gået op for mig med tilbagevirkende kraft, hvor befriende det er at blive mindre og mindre seksualiseret. Da jeg var ung, var det helt ok at kommentere på kvinders udseende. At tale om vores patter og røv og tøjstil. Det var ikke til at vide, om en instruktør kun synes, at du var god, fordi han synes, du var lækker”, beskriver Mei Oulund et arbejdsmiljø, hvor de blev forventet, at kvinder kunne tage mosten.
Det var ikke til at vide, om en instruktør kun synes, at du var god, fordi han synes, du var lækker
”Jeg kom sent i puberteten, men oplevede tidligt at blive seksualiseret og blev i de første år af mit arbejdsliv altid castet som hende i netstrømperne. Jeg er meget blufærdig, så jeg håndterede det seksualiserede miljø ved selv at være hård i munden og så sjofel, at jeg kunne gøre de mandlige instruktører generte. Min følelse af hjælpeløshed i seksualiteten fik mig til at flirte mere, end dem, der flirtede med mig, for at genvinde magten. Men det var en dårlig strategi, som gjorde, at de endnu mere troede, at jeg kunne tage mosten”, fortæller hun om den selvbeskyttelse, der i første omgang også fik hende til at tvivle på, om hun skulle stille sig frem med en personlig historie om at være skræmt.
”Men jeg vil ikke finde mig i at gå rundt og være bange. Det kan ikke være rigtigt, at vi skal gå rundt og være bange for hinandens mænd og børn, når vi møder dem i mørket. Derfor begyndte jeg at gå, og derfor fortæller jeg historien på scenen, for vi må selv gøre noget”, slår hun fast.
Der er rokket ved båden
Mei Oulund har de sidste mange år arbejdet på Odsherred Teater, hvor arbejdsmiljøet er ligeværdigt, men hun oplever, at noget flytter sig. I hendes branche, men også generelt i samfundet.
Så råbte instruktøren: ”Frem med kronjuvelerne”, og det føltes dårligt helt nede i biologien
”Der er rokket ved båden. Det flytter sig, fordi både mænd og kvinder er blevet bevidstgjorte, og vi er begyndt at tale om det. Mens jeg skrev forestillingen, frygtede jeg, at folk ville tænke: Hvad rager det mig? Men jeg håber, at den kan få mændene til at vende sig mod kvinderne og spørge dem, om de har det på samme måde, for så taler vi om, at vi oplever forskelligt”, forklarer hun og uddyber med en arbejdsanekdote:
”For mange år siden spillede jeg en 16-årig dreng, der skulle ligge og rode under en bil, og jeg lå uden at tænke over det med krydsede ben. Så råbte instruktøren; ”Frem med kronjuvelerne”, og det føltes dårligt helt nede i biologien at skulle ligge med spredte ben. Det fik mig til at tænke over, hvad der er natur, og hvad der er kultur”.
De unge tør spørge
Mei Oulund knytter håb til næste generation og lader også en ung kvinde bære håbet i Jeg går!
”Jeg oplever, at nogle unge kvinder står ved deres ret, men også ved deres sårbarhed – og det blev vi ikke opdraget til ”, siger hun eftertænksomt og fortæller så ivrigt om en historie, hun netop har hørt om en ung kvinde, der giver en mand et kompliment. Han følger interesseret efter hende, men da hun ikke umiddelbart besvarer interessen, spørger han: Er du genert eller sætter du en grænse?
Jeg vil ikke finde mig i at gå rundt og være bange
”Kvinden bliver så glad for, at han respekterer hende nok til at spørge, at hun ønsker, at en anden har lyst til at kysse ham. Vi kan være i tvivl, og vi skal kunne interagere med hinanden, men hvor er det dog rigtigt bare at spørge”, siger Mei Oulund med en afsluttende opfordring til at spørge, hvis man er i tvivl og med et helt konkret råd til mænd om at gå over på det modsatte fortov og gå hurtigt forbi, når de møder en kvinde i mørket.
SE turneplan her
