1. marts 2025 indgår Teatercentrum og ISCENE et nyt samarbejde om det professionelle anmelderi af børne- og ungdomsteater, som herefter vil være at finde på en fælles børne- og ungdomsside på ISCENE. Gennem samarbejdet mellem ISCENE og Teatercentrum samles alt nyhedsstof om børne- og ungeområdet under ét på en medieplatform, der i forvejen dækker et bredt udsnit af scenekunstområdet. Samlingen af stoffet skal give brugerne lettere adgang til fagstærkt scenekunststof fra hele landet uanset målgruppe.
Teatercentrum arbejder med udvikling og udfoldelse af en ny strategi og dermed også en ny strategi for kommunikation. I den forbindelse er det besluttet, at anmeldelserne og den frie journalistik om scenekunst for børn og unge skal sikres udenfor Teatercentrum og altså i et samarbejde med ISCENE. Samarbejdet mellem Teatercentrum og ISCENE betyder et farvel til Teateravisen.dk, som i mere end 50 år har formidlet, debatteret og anmeldt børne- og ungdomsteatret. Teateravisen.dk vil dog fortsat være tilgængelig som arkiv for de mange nyhedshistorier og anmeldelser, portalen har bragt gennem sin levetid. ISCENE overtager ansvaret for alle anmeldelser og supplerer derfor sin egen stab af anmeldere og journalister med udgangspunkt i Teateravisens korps af freelanceanmeldere.
Dorthe Bébe, direktør i Teatercentrum udtaler:
”Da Børneteateravisen første gang så dagens lys i 1972, var den det eneste professionelle medie for scenekunst for børn og unge. Siden er der kommet flere andre medier til med scenekunsten som omdrejningspunkt. Der er samtidig opstået en myriade af kommunikationskanaler, og det er nødvendigt strategisk og økonomisk at samle og fokusere kræfterne. Det gør samarbejdet med ISCENE os i stand til. At lukke Teateravisen.dk er naturligvis vemodigt, og der skal lyde en stor tak til redaktør Carsten Jensen og alle anmelderne på Teateravisen for det dedikerede arbejde gennem de mange år.
Fordi scenekunst-området for børn og unge fortsat skal have stor bevågenhed, glæder det mig, at ISCENE træder ind i samarbejdet om nyhedsdækning af området, så Teatercentrum i højere grad kan fokusere på at skabe og styrke nye kommunikationsveje med målrettet og vidensbaseret formidling til områdets aktører og meningsdannere. Professionelt anmelderi af børne- og ungdomsteatret har været en af hjørnestenene i Teateravisen.dk og målsætningen er fortsat, at alle nye forestillinger for børn og unge anmeldes hver sæson. Udgangspunktet for samarbejdet med ISCENE har været videreførelsen af denne målsætning, men der er mange andre muligheder i det fremtidige samarbejde med ISCENE, som jeg ser frem til at dykke ned i.”
Betina Grove, bestyrelsesforperson Teatercentrum udtaler:
”Teatercentrum skal i sin nye strategi have øget fokus på formidling af viden og best practice på scenekunstområdet for børn og unge, der kan understøtte, at de møder scenekunsten kontinuerligt i deres dagligdag. Den opgave kræver nogle nye greb. Med samarbejdet med ISCENE får Teatercentrum mulighed for at fokusere sin indsats yderligere, samtidig med at der fortsat vil være en stærk nyhedsdækning af området. Det er et samarbejde, vi ser meget frem til.”
Carsten Jensen, ansvarshavende redaktør Teateravisen udtaler:
”Som afgående redaktør efter 39 års virke, er det naturligvis ekstremt ærgerligt, at Teateravisen nu lukkes ned. Men man må dog alligevel glæde sig over udmeldingen om, at fremtiden skal byde på en forbedret nyhedsdækning af børne- og ungdomsteatret i et større medie, som hidtil har haft primært fokus på voksenteatret, men nu engagereret udvider sit journalistiske arbejdsfelt. Ikke mindst fordi det også betyder, at Teateravisens vigtige funktion som anmelder af alle nye professionelle børne- og ungdomsteaterforestillinger flytter med. Denne kritikerfaglige og arrangørorienterende synliggørelse betyder utroligt meget for især de små og ustøttede producenter.”
Rie Hammer, chefredaktør ISCENE udtaler:
”Ambitionen for ISCENE er at styrke synligheden af scenekunsten for et bredt segment af brugere. Det er derfor en stor glæde, at vi nu i samarbejde med Teatercentrum kan optimere formidlingen ved at samle stoffet på én platform og gøre det let for brugerne at finde fagstærkt indholdsstof om scenekunst fra hele Danmark for alle målgrupper. Med det nye tiltag sikrer vi, at den journalistiske formidling kan nå ud til langt flere brugere og dermed styrke synligheden af kunstarten og samtalen om scenekunstens betydning for samfundsudviklingen.”
Anne Liisberg, kritik- og debatredaktør ISCENE udtaler:
”Vi ser frem til at udvide og udvikle ISCENEs journalistik om scenekunst for børn og unge i et frugtbart samarbejde med Teatercentrum. Børne- og ungeområdet er centralt for en levende scenekunst og fortjener derfor fortsat professionel og nyskabende dækning i alle journalistiske formater.”
Kilde: Pressemeddelelse Teatercentrum