Der er ingen tvivl om, at Cisternerne på Frederiksberg er et indtagende rum. Det underjordiske vandreservoir på Frederiksberg, som er lavet til en kunsthal, er nærmest et værk i sig selv. Med Opløsning har pianist August Rosenbaum og koreograf og visuel kunstner Ea Verdoner skabt et stedsspecifikt værk, der samler sig om en ydmyg og stilren fascination af det fortryllende rum.
Det er noget ganske særligt at gå ned af trapperne til Cisternerne. Man træder ud af samfundet og ind i en parallel verden. Hernede i de dunkle, kolde og fugtige haller findes uendeligheden. I mørket har man ingen fornemmelse af, hvornår rummet stopper. Lyden er kolossal og rumklangen forstørrer hvert lille fodtrin, hver en lille mumlen, og slynger lydene mellem søjlerne, der holder rummet oprejst. Her, dybt under jordens overflade, burde man føle verdens tyngde over sig. Alligevel er der en vægtløs atmosfære.
Med værket Opløsning fornemmer man også Ea Verdoner og August Rosenbaums bjergtagne møde med den underjordiske hal. Hvad gør man med et rum, som nærmest er et kunstværk i sig selv? Man opløser sig i det, tilsyneladende.

Det nedsunkne klaver
Jeg går i slalom mellem søjlerne, tager rummet ind. Drypstenene fra loftet fanger mig. På en måde materialiserer de den mærkelige tidsfornemmelse, der er her. I årtier har de været undervejs, taget form i en ubegribelig langvarig proces. De er i bevægelse, men så langsomme, at de virker forstenede. I en afkrog møder jeg et ramponeret og mugnet klaver, som tydeligvis har stået længe lige netop her. Tavst står det, afklædt og tatoveret af det uvenlige klima med saltkrystaller og fugtplamager. Assimileringen som kunstgreb er til at tage og føle på i den organiske klaverskulptur.
De er i bevægelse, men så langsomme, at de virker forstenede
En monoton stemme lyder over højttalerne. Hvad bliver der sagt? Også sproget er i opløsning hernede. Jeg opsnapper et brudstykke: ”She waited her whole life to become something she wasn’t”. Der er en eksistentiel monotoni, som råder over det her univers, når jeg at tænke. I stedet for at gøre store indgreb i verden, kan man også træde tilbage og observere, hvordan den sætter sig på kroppen.

Dråber i mørket
Nu lyder dryppende, digitalmanipulerede klaverklange over højttalerne. De dissonante anslag krystalliserer sig flygtigt i den iskolde luft, og jeg kan nærmest røre ved den spidse klang, som var det soniske drypsten. I midten af salen sidder August Rosenbaum og styrer den elektroniske lyd, mens han spiller på et lille flygel. Hans måde at improvisere på er tydeligt præget af rummet: nogle gange tester han klangens længde med stakkerede anslag, andre gange fylder han sfæren ud med brede teksturer.
De dissonante anslag krystalliserer sig flygtigt i den iskolde luft
Bagerst i hallen er en videoprojektion, der forlænger den endeløshed, som i forvejen præger Cisternerne. Jeg ser ind i et dryppende mørke formet som en port. En kvinde bevæger sig i slowmotion. Er det hendes monotone stemme, jeg hørte før? Hun gør intet væsen af sig, men står bare i den regnvåde intethed og venter. Hvad venter hun på? Måske ikke noget særligt, det er nok hendes tilstand.

I en verden, der til tider kan virke blindt forhippet på at dyrke forløsning, er det befriende at træde ind i et univers, hvor opløsning er idealet. Verdoner og Rosenbaum har skabt et stilrent og subtilt stedspecifikt værk, der er præget af en ydmyg fascination af Cisternernes fortryllende rum. Som publikum bliver man inviteret til at forsvinde i en krystallisk klangverden. Og det kan man ind mellem trænge til.
Pianist og komponist: August Rosenbaum. Visuel kunstner og koreograf: Ea Verdoner.
Opløsning blev opført på Cisternene på Frederiksberg i samarbejde med Strøm den 10.-11. januar 2025.